Tillægsbetænkning over Forslag til lov om tilskud til Grønlands hjemmestyre for 2004
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Udvalgsbetænkning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/committee-report/ft/200215L00547@2003-05-21/da
Indhold
Tillægsbetænkning afgivet af Udvalget vedrørende Grønlandske Forhold den 21. maj 2003
Tillægsbetænkning
over
[af finansministeren (Thor Pedersen)]
1. Ændringsforslag
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 12. marts 2003 og var til 1. behandling den 2. april 2003. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Udvalget vedrørende Grønlandske Forhold. Udvalget afgav betænkning den 6. maj 2003. Lovforslaget var til 2. behandling den 15. maj 2003, hvorefter det blev henvist til fornyet behandling i Udvalget vedrørende Grønlandske Forhold.
Møder
Udvalget har, efter at lovforslaget blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i 1 møde.
Spørgsmål
Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget stillet 6 spørgsmål til finansministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af DF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal i udvalget (DF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget mener, at der bør føres et øget tilsyn med, hvordan de 3 mia. kr., som Danmark giver i bloktilskud til Grønland, bruges. Indtil videre har bloktilskuddet været givet ukritisk til hjemmestyrets fri prioritering, men det er Dansk Folkepartis opfattelse, at der bør føres et mere effektivt tilsyn med, at midlerne forvaltes bedst muligt og i overensstemmelse med hensigten om, at der skal arbejdes på en aftrapning af tilskuddet.
Dansk Folkeparti er opmærksom på, at revisionsfirmaet Deloitte og Touche gennem en årrække har foretaget revision, der supplerer hjemmestyrets egen revision, og at revisionsfirmaets opgaver over for hjemmestyret i et vist omfang kan sammenlignes med Rigsrevisionens opgaver over for den danske stat. Dog er Deloitte og Touche naturligvis ikke nogen myndighed og råder derfor ikke over de samme effektive værktøjer til at udtrykke kritik og til at meddele resultaterne af sine revisionshandlinger til den bevilgende myndighed, Folketinget, som Rigsrevisionen ville kunne.
Dansk Folkeparti mener derfor, at Rigsrevisionen skal have indseende med, at forvaltningen af bloktilskuddet er varetaget på en økonomisk hensigtsmæssig måde og vil arbejde for, at der etableres en lovhjemmel, der gør dette muligt.
Dansk Folkeparti støtter, at der med dette lovforslag bevilges bloktilskud for en et-årig periode, og at der herefter skal forhandles om en gradvis aftrapning af bloktilskuddet. I forbindelse med ordningerne for de kommende år vil Dansk Folkeparti opfordre finansministeren til at gennemføre en ændring af hjemmestyreloven , så Rigsrevisionen får adgang til at bedømme, om de samlede opgaver, enkeltdispositioner og aktiviteter udført for bloktilskudsmidler er gennemført på en økonomisk hensigtsmæssig måde, og om resultaterne svarer til de opstillede mål.
For at sikre, at der allerede, for så vidt angår den et-årige periode, for hvilken bloktilskud ydes i medfør af denne lov, etableres en hjemmel til, at Rigsrevisionen kan gennemgå den del af hjemmestyrets regnskaber, der vedrører anvendelse af tilskud, der ydes efter denne lov, har Dansk Folkeparti stillet ændringsforslag herom.
Tjóðveldisflokkurin var på tidspunktet for tillægsbetænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i tillægsbetænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i tillægsbetænkningen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af et mindretal (DF):
Ny paragraf
1) Efter § 3 indsættes som ny paragraf:
»§ 01. Rigsrevisionen kan kræve forelagt til gennemgang den del af Grønlands hjemmestyres regnskaber, der vedrører anvendelse af tilskud, der ydes efter denne lov.
Stk. 2. Ved gennemgangen efter stk. 1 finder bestemmelserne i § 6 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m. tilsvarende anvendelse, i det omfang det ikke er uforeneligt med nærværende lov. «
[Rigsrevisionen får adgang til revision af bloktilskuddet]
Bemærkninger
Til nr. 1
Tilskud til Grønland er omfattet af § 5 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m. ( rigsrevisorloven ), men revisionsadgangen omfatter alene regnskaber, som vedrører virksomhed, for hvilken der skal ske afregning over for staten. Rigsrevisionen har således ikke efter rigsrevisorloven adgang til at gennemgå regnskaber vedrørende bloktilskud til Grønlands hjemmestyre. Revisionsadgangen vedrørende Grønland svarer således til revisionsadgangen vedrørende tilskud til amter og kommuner. Med hensyn til bloktilskud skal Rigsrevisionen alene påse, at tilskuddet er beregnet efter gældende regler, at et eventuelt statistisk grundlag indgår korrekt i beregningerne, og at den meddelte bevilling er overholdt.
Med ændringsforslaget får Rigsrevisionen adgang til revision af tilskuddet til Grønlands hjemmestyre, for så vidt angår anvendelsen af tilskud, der ydes efter denne lov. Mindretallet finder ikke, at der herved gøres indgreb i Grønlands ret til selv at forvalte bloktilskuddet, men der åbnes helt naturligt mulighed for, at Rigsrevisionen i samarbejde med grønlandske myndigheder og de grønlandske revisorer kan gennemgå anvendelsen af midlerne.
Kim Andersen (V) Pia Larsen (V) Helga Moos (V) Henrik Vestergaard (V) Pia Kjærsgaard (DF) Peter Skaarup (DF) Gitte Seeberg (KF) Kaj Ikast (KF) Tove Videbæk (KRF) Frank Jensen (S) Jytte Andersen (S) Jørn Pedersen (S) Kristen Touborg (SF) Niels Helveg Petersen (RV) Keld Albrechtsen (EL) Lars‑Emil Johansen (SIU) nfmd . Kuupik Kleist (IA) fmd.
Tjóðveldisflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) 56 * Enhedslisten (EL) 4
Socialdemokratiet (S) 52 Kristeligt Folkeparti (KRF) 4
Dansk Folkeparti (DF) 22 Tjóðveldisflokkurin (TF) 1
Det Konservative Folkeparti (KF) 16 Inuit Ataqatigiit (IA) 1
Socialistisk Folkeparti (SF) 12 Siumut (SIU) 1
Det Radikale Venstre (RV) 9 Uden for folketingsgrupperne (UFG) 1
* Heraf 1 medlem valgt på Færøerne
Bilag 1
Bilag 1 Oversigt over bilag vedrørende L 185 omdelt efter afgivelse af betænkning 5 Betænkning afgivet den 6. maj 2003 6 Spm . 1 om revision af de midler, som Grønland modtager som bloktilskud fra Danmark, til finansministeren Spm . 2, om der i Grønland er tradition for at inddrage private revisionsfirmaer som eksterne revisorer til revidering af de offentlige regnskaber, til finansministeren Spm . 3, om den offentlige myndighed modtager løbende rådgivning fra Rigsrevisionen eller fra eksterne revisorer, til finansministeren Spm . 4 om, hvilke uddannelseskrav og andre faglige krav der stilles til den offentlige revisionsmyndighed, til finansministeren Spm . 5, om der har været anmærkninger fra revisionens side om forvaltningen af offentlige midler, til finansministeren Spm . 6 om udformning af et eller flere ændringsforslag, der sikrer, at det bloktilskud, der ydes til hjemmestyret, undergives revision af Rigsrevisionen, til finansministeren 7 1. udkast til tillægsbetænkning 8 Svar på spm . 1 om revision af de midler, som Grønland modtager som bloktilskud fra Danmark, fra finansministeren Svar på spm . 2, om der i Grønland er tradition for at inddrage private revisionsfirmaer som eksterne revisorer til revidering af de offentlige regnskaber, fra finansministeren Svar på spm . 3, om den offentlige myndighed modtager løbende rådgivning fra Rigsrevisionen eller fra eksterne revisorer, fra finansministeren Svar på spm . 4 om, hvilke uddannelseskrav og andre faglige krav der stilles til den offentlige revisionsmyndighed, fra finansministeren Svar på spm . 5, om der har været anmærkninger fra revisionens side om forvaltningen af offentlige midler, fra finansministeren Svar på spm . 6 om udformning af et eller flere ændringsforslag, der sikrer, at det bloktilskud, der ydes til hjemmestyret, undergives revision af Rigsrevisionen, fra finansministeren 9 2. udkast til tillægsbetænkning