Ikke selve loven: Udvalgsbetænkning

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/committee-report/ft/200215L00557@2003-05-21/da

Indhold

1. Indledning
2. Bilag 1
3. Bilag 2

Tillægsbetænkning afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget den 21. maj 2003

Tillægsbetænkning

over

[af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)]

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 29. januar 2003 og var til 1. behandling den 21. februar 2003. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Arbejdsmarkedsudvalget. Udvalget afgav betænkning den 14. maj 2003. Lovforslaget var til 2. behandling den 20. maj 2003, hvorefter det blev henvist til fornyet behandling i Arbejdsmarkedsudvalget.

Møder

Udvalget har, efter at lovforslaget blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i 1 møde.

Spørgsmål

Nogle af udvalgets spørgsmål og beskæftigelsesministerens svar herpå er optrykt som bilag 2 til tillægsbetænkningen.

2. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, DF, SF, RV og EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Et mindretal i udvalget (V, KF og KRF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret .

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for tillægsbetænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i tillægsbetænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i tillægsbetænkningen.

Charlotte Antonsen (V) Eva Kjer Hansen (V) Freddy Dam (V) Jens Vibjerg (V) fmd. Bent Bøgsted (DF) Kristian Thulesen Dahl (DF) Lars Barfoed (KF) Charlotte Dyremose (KF) Tove Videbæk (KRF) Anne‑Marie Meldgaard (S) Bjarne Laustsen (S) nfmd. Jan Petersen (S) Lone Møller (S) Ole Vagn Christensen (S) Ole Sohn (SF) Anders Samuelsen (RV) Søren Søndergaard (EL)

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) 56 * Enhedslisten (EL) 4

Socialdemokratiet (S) 52 Kristeligt Folkeparti (KRF) 4

Dansk Folkeparti (DF) 22 Tjóðveldisflokkurin (TF) 1

Det Konservative Folkeparti (KF) 16 Inuit Ataqatigiit (IA) 1

Socialistisk Folkeparti (SF) 12 Siumut (SIU) 1

Det Radikale Venstre (RV) 9 Uden for folketingsgrupperne (UFG) 1

* Heraf 1 medlem valgt på Færøerne

Bilag 1

Bilag 1 Oversigt over bilag vedrørende L 152 omdelt efter afgivelse af betænkning Bilagsnr. Titel 25 Betænkning afgivet den 14. maj 2003 26 1. udkast til tillægsbetænkning

Bilag 2

Bilag 2 9 af udvalgets spørgsmål til beskæftigelsesministeren og dennes svar herpå Spørgsmålene og beskæftigelsesministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra S.

Spørgsmål 1: Ministeren bedes oplyse hvem der skal bistå eksempelvis en skoleelev, som ønsker at rejse sag ved domstolene som følge af at hun pga. hendes tørklæde er blevet afvist i forbindelse med hendes erhvervspraktik?

Svar: I den nævnte situation vil en skoleelev kunne rette henvendelse til en advokat med henblik på at rejse sag ved domstolene. Der henvises til svaret på spørgsmål nr. 2.

Spørgsmål 2: Hvis den i spørgsmål 1 nævnte skoleelev ikke umiddelbart ønsker at gå til domstolene, men ønsker anden bistand kan hun så henvende sig til Institut for Menneskerettigheder?

Svar: Udenrigsministeriet, under hvem loven henhører, har oplyst, at Det Danske Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder (DCISM) endnu ikke er tillagt kompetence til at fremme ligebehandling af alle uden forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, herunder ved at bistå ofre for forskelsbehandling med at få behandlet deres klager over forskelsbehandling, jf. Lov nr. 411 om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder § 2, stk. 2, nr. 4 smh. § 12, stk. 1. Jeg kan henholde mig til Udenrigsministeriets svar. Når kompetencen til at bistå ofre for forskelsbehandling til sin tid vil blive tillagt Institut for Menneskerettigheder, vil den pågældende skoleelev kunne henvende sig til Institut for Menneskerettigheder.

Spørgsmål 3: Hvis den i spørgsmål 1 nævnte skoleelev henvendte sig til instituttet, hvilken bistand skal der så ydes: kan der rådgives?, tilbydes at tage kontakt til modparten? kan der etableres et mæglingsmøde med modparten? kan der afgives en vejledende henstilling til modparten om at ophøre med at afvise skoleelever som af religiøse grund bærer tørklæde? kan instituttet afgive en vejledende henstilling om at virksomheden skal tilbyde pigen en uge i erhvervspraktik på et andet tidspunkt? kan instituttet afgive indstilling om bevilling af fri proces til civilretsdirektoratet, hvis virksomheden nægter at efterfølge en henstilling?

Svar: Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 3. Det bemærkes, at Udvalget om implementeringen i dansk ret af direktivet om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse drøftede hvilke beføjelser, der i henhold til artikel 13 i direktiv 2000/43/EF, skulle tillægges det uafhængige organ til fremme af ligebehandling. Der henvises for denne gennemgang til betænkning 1422 kapitel 7, afsnit 11.3.

Spørgsmål 4: Vil ministeren forklare, hvem der kan indbringe en sag for domstolene, hvis der er givet en ulovlig instruks om at udsætte personer for forskelsbehandling pga. deres race eller etnisk oprindelse, men der (endnu) ikke har været nogen som er blevet konkret forurettet af denne instruktion?

Svar: Udvalget om implementeringen i dansk ret af direktivet om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse drøftede spørgsmålet om, hvad der gælder i den situation, hvor der afgives en instruktion om forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, men hvor den pågældende handling ikke bliver udført, og der dermed ikke er et offer for den tilsigtede forskelsbehandling. Udvalget fandt, at sådanne tilfælde primært synes at indebære en beskyttelse af den arbejdstager, der modtager instruktionen, idet denne har ret til at nægte at udføre instruktionen uden at kunne blive ramt at sanktioner. Der henvises til betænkning 1422 s. 179. En ansat, der ulovligt instrueres om at forskelsbehandle, vil efter min opfattelse kunne afvise at udføre instruktionen.

Spørgsmål 5: Kan en medarbejder som er blevet instrueret i at forskelsbehandle eksempelvis kunder med anden etnisk oprindelse rejse en sag ved domstolene for at få underkendt instruktionen?

Svar: Spørgsmålet om søgsmålskompetence i en sådan situation må afgøres udfra de civilprocesretlige regler. Dette forudsætter for det første, at den person der anlægger et sådant anerkendelsessøgsmål har en retlig interesse i at få klarhed over retsstillingen. Hovedbetingelserne for realitetsbehandling af anerkendelsessøgsmål kan kort opremses som følgende: - der skal foreligge retsuvished, - der skal være tale om en konkret situation, og - spørgsmålet skal have aktualitet Det er domstolene, der afgør, om et søgsmål som det nævnte kan admitteres.

Spørgsmål 6: Kan den medarbejder, som har rettet henvendelse til sin fagforening, i forbindelse med sit ubehag over at være blevet instrueret i at skulle afvise personer med anden etnisk oprindelse, og som af denne grund efterfølgende bliver udsat for repressalier fra arbejdsgiveren, søge om godtgørelse efter den nye § 1, stk. 5 (der omhandler »ufordelagtig behandling « fordi denne har fremsat krav om ligebehandling)?)

Svar: Ja. Det fremgår af bemærkningerne til § 1, nr. 11, at beskyttelsen mod repressalier både gælder i tilfælde, hvor der indgives en formel klage til en domstol eller en anden myndighed, hvor et forhold mundtligt påtales på arbejdspladsen, eller hvor en lønmodtager tager kontakt til sin fagforening om forholdet. Beskyttelsen mod repressalier gælder også i de tilfælde hvor en lønmodtager fremsætter krav om ligebehandling af andre. En ulovlig instruktion om forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse er omfattet af definitionen af forskelsbehandling, jf. § 1, nr. 3, og vil, hvis instruktionen efterkommes, indebære forskelsbehandling af andre.

Spørgsmål 7: Hvis en kunde faktisk er blevet afvist pga. en ulovlig instruks, kan den pågældende kunde så både søge om godtgørelse efter lov om etnisk ligestilling (pga. afvisning) og efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet jf. § 1, stk. 5, som følge af, at der samtidig er sket en overtrædelse af denne bestemmelse?

Svar: Det er arbejdsgiveren, der er pligtsubjekt, og lønmodtageren, der er beskyttelsesobjekt i henhold til lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. Loven gælder således kun i det indbyrdes forhold mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren. En kunde, der faktisk er blevet afvist pga. en ulovlig instruks kan således ikke søge godtgørelse i henhold til lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.

Spørgsmål 8: Ministeren bedes kommentere henvendelse af 18. marts 2003 fra RestaurarationsBranchens Forbund, jf. L 152 - bilag 4.

Svar: Jeg noterer mig, at RBF er meget positive overfor de to lovforslag om antidiskrimination. Med hensyn til organisationernes muligheder for at føre sager om diskrimination i det fagretlige system, kan jeg kun opfordre til, at der indgås de fornødne kollektive overenskomster. Forskelsbehandlingsloven gælder ikke, hvis tilsvarende regler følger af en kollektiv overenskomst. RBF fremhæver, at sager om opsigelse ikke kan behandles fagretligt, hvis lønmodtageren ikke har en vis anciennitet, typisk 9 måneder. Også dette betragter jeg som et rent overenskomstspørgsmål, som forskelsbehandlingsloven ikke har nogen indflydelse på. Endelig rejses spørgsmålet om mulighed for at føre sager om diskrimination i ansættelsessituationen og f.eks. ved arbejdsgiverens instruktion om forskelsbehandling. Det er min opfattelse, at forslaget om indførelse af delt bevisbyrde styrker retsbeskyttelsen i sager om diskrimination i ansættelsessituationen, uanset om disse sager måtte blive ført fagretligt eller ved domstolen. Med hensyn til arbejdsgiverens instruktion om forskelsbehandling kan jeg henvise til besvarelsen af spørgsmål nr. 5 og 6 om beskyttelsen mod repressalier. Afslutningsvis bemærkes, at Institut for Menneskerettigheder er tillagt de beføjelser, der følger af direktiv 2000/43/EF art. 13, jf. besvarelsen af spørgsmål nr. 3.

Spørgsmål 14: Er ministeren enig i at den ligestilling, der er mellem borgerne ifølge lovforslaget, der ikke skelner mellem borgere, der er organiseret i fagforeninger m. v. og andre, ikke genfindes på L 152, der netop ikke giver uorganiseret arbejdskraft samme mulighed for at gennemføre deres ret ved hjælp af fagforening og gennem det fagretlige system?

Svar: Forbudet mod forskelsbehandling i lov om etnisk ligebehandling (L 155) finder anvendelse på en række samfundsområder uden for arbejdsmarkedet, jf. lovforslagets § 2. Det er derfor uden betydning for lovens anvendelse, om den person, der udsættes for forskelsbehandling, er medlem af en faglig organisation eller ej, idet enhver er beskyttet af lovens forbud mod forskelsbehandling og kan klage til Institut for Menneskerettigheder over at være udsat for forskelsbehandling. Som eksempel herpå kan nævnes, at en person, der nægtes adgang til en restaurant på grund af vedkommendes race eller etniske oprindelse, er omfattet af beskyttelsen mod forskelsbehandling i lov om etnisk ligebehandling og kan indgive klage til instituttet over dette forhold. Det er i den forbindelse helt uden betydning, om den pågældende person i øvrigt er medlem af en faglig organisation eller ej. Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m. v. indeholder et forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Beskyttelsen mod forskelsbehandling omfatter såvel den organiserede lønmodtager som den uorganiserede lønmodtager. Da denne lov indeholder et forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, er der i lovens § l, stk. 2, taget stilling til forholdet mellem lovens anvendelse og en eventuel kollektivoverenskomst. Af bestemmelsen følger således, at loven ikke finder anvendelse, i det omfang en tilsvarende beskyttelse mod forskelsbehandling følger af en kollektivoverenskomst. Denne bestemmelse har til formål at sikre, at sager om overtrædelse af en kollektiv overenskomst, der indeholder en til loven svarende beskyttelse, kan behandles i det fagretlige konfliktløsningssystem i overensstemmelse med de almindelige fagretlige principper herfor. Den materielle beskyttelse mod forskelsbehandling er således den samme for organiserede som for uorganiserede lønmodtagere. Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. tager derudover hensyn til de særlige prøvelsesmuligheder, der findes i det fagretlige system. Det er på den baggrund min opfattelse, at det ikke er muligt nærmere at sammenligne beskyttelsen mod forskelsbehandling for organiserede og uorganiserede lønmodtager efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. med den beskyttelse mod forskelsbehandling, der følger af lov om etnisk ligebehandling. Anvendelsesområdet for de to love er forskelligt, og der gælder derfor forskellige principper for løsning af konflikter ved overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling.

Versioner

1. 2003-05-21