Gelex

Partistøttenævnets brev til et byrådsmedlem

GældendeVersion 2000-07-28
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/mt/2000/109@2000-07-28/da

Indhold
  1. Indledning

I brev af 11. juni 1999 har De klaget til Partistøttenævnet over X-kommunes afslag af 1. juni 1999 på Deres ansøgning af samme dato om tilskud til Deres politiske arbejde i kommunen.

X-kommunes afslag af 1. juni 1999 var bl.a. sålydende:

»I den anledning kan jeg oplyse, at i henhold til Indenrigsministeriets lovbekendtgørelse nr. 704 af 21. august 1995 § 11, stk. 2, jf. § 8, stk. 2, tilkommer tilskud til kandidatlister, der opstiller for partier, vedkommende partiorganisation.

Det betyder, at selv om et byrådsmedlem udtræder af partiet eller gruppen, tilfalder tilskuddet fortsat partiorganisationen.

Som følge heraf er der ikke hjemmel til at give dig tilskud til politisk virksomhed i X-kommune.«

Det fremgår af sagen, at De blev valgt til X-byråd ved kommunalvalget den 18. november 1997, hvor De var opstillet på Y-partiets liste i X-by.

Den 18. maj 1999 blev De imidlertid ekskluderet af Y-partiet, hvorefter De ikke længere har andel i den partistøtte, der kom Dem til del som folkevalgt på Y-partiets kandidatliste.

Y-partiet får fortsat partistøtte for alle de stemmer, der blev afgivet på listen ved valget, mens De ingenting får, hvilket De finder urimeligt i betragtning af, at De ikke selv har ønsket at ophøre samarbejdet med Y-partiet.

De anmoder derfor Partistøttenævnet om at sikre Dem en andel i partistøtten, der svarer til værdien af det antal stemmer, som har været nødvendige for ét mandat i X-byråd.

De har til borgmesteren i X-by anmeldt, at De fra den 9. juni 1999 repræsenterer T-gruppen i X-byråd.

I denne anledning skal Partistøttenævnet udtale følgende:

Efter § 4, stk. 1, i partistøtteloven (lovbekendtgørelse nr. 704 af 21. august 1995 om økonomisk støtte til politiske partier m.v.) har en kandidatliste, der har deltaget i det senest afholdte kommunalbestyrelsesvalg, ret til tilskud. Tilskuddet udgør årligt et nærmere angivet beløb for hver stemme, kandidatlisten har fået ved valget.

Der er i partistøtteloven ikke hjemmel til at yde støtte til kandidatlister, der ikke har deltaget i det senest afholdte valg.

Efter partistøttelovens § 11, stk. 2, jf. § 8, stk. 2, skal ansøgning indgives af og tilskud udbetales til vedkommende partiorganisation for så vidt angår kandidatlister, der er opstillet for et parti, der pr. 1. august i det seneste kommunale valgår var opstillingsberettiget til folketingsvalg, dvs. i dette tilfælde til Y-partiets lokale partiorganisation.

Det er Partistøttenævnets opfattelse, at bestemmelsen i partistøttelovens § 11, stk. 2, jf. § 8, stk. 2, skal forstås således, at partiforeningen/organisationen er berettiget til at modtage hele det tilskud, der i medfør af § 4, stk. 1, tilkommer kandidatlisten, uanset om et eller flere, eventuelt alle, af de medlemmer, der blev indvalgt for kandidatlisten (partiet), senere måtte have forladt partiet eller eventuelt er blevet ekskluderet af partiet.

På denne baggrund må Partistøttenævnet fastholde den af X-kommune trufne afgørelse om ikke at yde Dem tilskud til politisk arbejde i X-kommune.

Partistøttenævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. partistøttelovens § 12, stk. 2, 2. pkt.

Versioner

  1. 2000-07-28