Skrivelse om, hvorvidt et kommunalbestyrelsesmedlem, der er idømt betinget fængsel i 30 dage for overtrædelse af straffelovens § 244, er valgbar
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/mt/2000/218@2001-01-11/da
Indhold
Ved brev af 17. maj 2000 har X Kommunalbestyrelse i henhold til den kommunale valglovs § 101, stk. 4, indberettet til Valgbarhedsnævnet, at kommunalbestyrelsesmedlem NN den 4. maj 2000 ved Y Landsret er idømt 30 dages betinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 244, ved den 23. august 1999 ca. kl. 15.00 i og omkring indkørslen til sin ejendom at have tildelt sin datter flere skub og knytnæveslag på venstre overarm samt knytnæveslag på højre kindben.
Straffen blev efter straffelovens § 244, jf. § 56, stk. 2, fastsat til betinget fængsel i 30 dage, idet retten lagde vægt på, at der havde været tale om et følelsesladet opgør mellem den pågældende og hans datter, som var blevet yderligere forstærket af den situation, der bestod mellem den pågældende og dennes ægtefælle. Retten lagde endvidere vægt på, at den pågældende ikke tidligere havde været straffet og at det måtte antages, at datteren NN navnlig i den indledende fase af episoderne havde været med til at tilspidse situationen.
I denne anledning skal man meddele, at Valgbarhedsnævnet har fundet det overvejende betænkeligt at fastslå, at den begåede handling uanset de krav, der må stilles til personer, der beklæder hverv som medlem af kommunale råd i almindeligt omdømme gør den pågældende uværdig til at være medlem af kommunale råd, jf. den kommunale valglovs § 4.
Den pågældende må derfor anses for valgbar.