Gelex

Endelig administrativ afgørelse om tabt arbejdsfortjeneste - personkreds - medfødt lidelse - indgribende karakter - operation - operativt indgreb (Principafgørelse 154-11 fra Ankestyrelsen om serviceloven)

GældendeVersion 2011-10-22
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/mt/2011/78@2011-10-22/da

Indhold
  1. Indledning

Endelig administrativ afgørelse om tabt arbejdsfortjeneste - personkreds - medfødt lidelse - indgribende karakter - operation - operativt indgreb (Principafgørelse 154-11 fra Ankestyrelsen om serviceloven)

Resumé En mor til en 5-årig pige, som var født med en dårligt fungerende gane, var berettiget til at modtage 3 ugers hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med datterens svælglapsoperation. Børn, der fødes med alvorlige misdannelser, er som udgangspunkt omfattet af personkredsen for hjælp til dækning af merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med disse misdannelser. Dette gælder også lidelser, hvor et operativt indgreb helt kan fjerne handicapmæssige misdannelser.

Afgørelse truffet af: Ankestyrelsen J.nr.: 3500787-10 Afgørelsesdato: 31-08-2011 Udsendelsesdato: 04-10-2011 Lovgivning, afgørelsen vedrører: Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 904 af 18. august 2011 - § 42, stk. 1 Afgørelse Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag om afklaring af personkredsen ved bevilling af tabt arbejdsfortjeneste, når der er tale om et barn med en medfødt lidelse, der kan behandles (og bliver behandlet) operativt. Resultatet er: - Du er berettiget til at modtage tabt arbejdsfortjeneste i 3 uger i forbindelse med din datters svælglapsoperation. Vi ændrer således afgørelsen fra Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y. Vi skal bede A Kommune om at beregne samt udbetale din tabte arbejdsfortjeneste. A Kommune vil kontakte dig. Der var enighed på mødet. Begrundelsen for afgørelsen Du er omfattet af personkredsen, der er berettiget til hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, når din datter har en medfødt lidelse af indgribende karakter, der kan behandles operativt. Vi har lagt vægt på, at din datters svælglapsoperation er nødvendig som følge af hendes medfødte lidelse i form af ganespalte, og grundet hendes alder er det naturligt, at det er hendes forældre, herunder dig, som er med på hospitalet. Ydermere har Læbe-Ganespalte Centret udtalt, at din datter efterfølgende skal holdes hjemme i 2 uger, hvor hun skal have en speciel blød diæt, og hvor hun skal komme sig ovenpå den store operation i svælget. Vi finder derfor, at du er berettiget til hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i alle 3 uger. For at være omfattet af personkredsen for hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste er det en betingelse, at der er tale om børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Ydermere er det en forudsætning for at være berettiget til hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, at det drejer sig om de tilfælde, hvor det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne eller lidelse, at barnet passes i hjemmet af forældrene. Der er en langvarig praksis, som anfører, at børn der fødes med alvorligere misdannelser, som udgangspunkt er omfattet af personkredsen for hjælp til dækning af merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med disse misdannelser. Dette gælder også lidelser, hvor et operativt indgreb helt kan fjerne handicapmæssige misdannelser. Ydermere har vi taget udgangspunkt i, at der i praksis ved langvarig lidelse hos børn ikke nødvendigvis skal være tale om en livsvarig tilstand, men at betingelsen kan være opfyldt, når lidelsen skønnes at vare 1 år eller mere. Ankestyrelsen finder, at denne praksis fortsat er gældende. På baggrund af ovenstående anses du for at være omfattet af personkredsen, som har ret til hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Bemærkninger til klagen Du har oplyst, at sagen er principiel, idet der regionalt er væsentlige forskelle i praksis. Da du var indlagt med din datter, mødte du flere forældre, hvis børn havde gennemgået den samme operation, og de var alle blevet bevilliget hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Forskellen var dog, at de var bosat i andre kommuner. En sygeplejerske ansat på Læbe-Ganespalte Centret har oplyst dig, at hun aldrig har hørt, at en kommune ikke vil bevillige hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med en svælglapsoperation. Vi henviser til vores begrundelse ovenfor. Oplysninger i sagen Vi har afgjort sagen på grundlag af: - De oplysninger, som forelå da Det Sociale Nævn, Statsforvaltningen Y traf afgørelse i sagen - Det Sociale Nævn, Statsforvaltningen Ys afgørelse af 17. september 2010 - Klagen til Ankestyrelsen af 18. oktober 2010 - Det Sociale Nævn, Statsforvaltningen Ys genvurdering Ankestyrelsens lægekonsulent har vejledt om de lægelige spørgsmål i sagen. Spørgsmålet er, hvorvidt du er omfattet af personkredsen, der er berettiget til at modtage hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Din datter, er på ansøgningstidspunktet 5 år, og hun er født med en dårlig fungerende gane – en såkaldt VPI, hvilket medfører, at hun snøvler og har talebesvær. Hun er blevet fulgt og undervist af talepædagoger, men dette har ikke hjulpet nok, hvorfor man på en tværfaglig konference i Læbe-Ganespalte Centret er blevet enige om at tilbyde din datter en taleforberedende operation, en såkaldt svælglapsoperation. Efter operationen skal din datter være indlagt i 1 uge, og herefter skal hun holdes hjemme i 2 uger, hvor hun skal have en speciel blød diæt, og hvor hun skal komme sig ovenpå den store operation i svælget. Du søger derfor om 3 ugers hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Såvel kommunen som nævnet giver afslag på at kompensere for løntabet, idet du ikke er omfattet af personkredsen, der er berettiget til hjælp efter lov om social service § 42, da din datters lidelse ikke er tilstrækkelig indgribende. Nævnets rådgivende lægekonsulent anfører, at det ikke har indgribende konsekvenser i dagligdagen, da det primært påvirker stemmeføringen. Du anfører, at sagen er principiel, idet der regionalt er væsentlige forskelle i praksis. Da du var indlagt med din datter, mødte du flere forældre, hvis børn havde gennemgået den samme operation, og de var alle blevet bevilliget hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Forskellen var dog, at de var bosat i andre kommuner. En sygeplejerske ansat på Læbe-Ganespalte Centret har oplyst dig, at hun aldrig har hørt, at en kommune ikke vil bevillige hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med en svælglapsoperation.

Versioner

  1. 2011-10-22