Beregning af invalidepension - § 8-forbehold (* 1) (* 3)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1978/19006@1978-01-06/da
Indhold
MEDDELELSE OM AFGØRELSEN:
En invalidepensionist havde indanket en afgørelse truffet af amtsankenævnet, hvorved amtsankenævnet havde tiltrådt, at kommunen ved beregning af hans invalidepension havde medtaget en årlig »livrente« i indkomstgrundlaget, idet nævnet ligesom kommunen henviste til invalidepensionslovens § 8.
Det var oplyst, at pågældende i 1973 havde været udsat for et ulykkestilfælde i forbindelse med sit arbejde.
Han blev afskediget med pension i 1974 og fik samme år tilkendt mellemste invalidepension.
I juli 1976 blev han som følge af ovennævnte ulykkestilfælde af sikringsstyrelsen tilkendt en kapitalerstatning på 44.028,64 kr., beregnet på grundlag af en invaliditetsgrad på 25%.
Da invalideforsikringsretten herefter oplyste, at den lidelse, som var årsag til ovennævnte kapitalerstatnings tilkendelse, havde været medvirkende til, at invalidepension blev tilkendt, meddelte kommunen ham, at den pr. 1. september 1976 havde foretaget en omberegning af hans invalidepension med virkning fra 1. august 1976, idet der ifølge bestemmelsen i § 8 i lov om invalidepension ved beregning af hans invalidepension skulle medregnes en indtægt svarende til den livrente, der i statsanstalten for livsforsikring kunne indkøbes for kapitalerstatningen.
Kapitalerstatningen skulle ifølge statsanstalten for livsforsikring kunne konverteres til en årlig livrente på 6.049,77 kr.
Kommunen havde over for amtsankenævnet oplyst, at omberegningen var foretaget på grundlag af:
Formueindtægt kr. 4.075,-
Pension fra postvæsenet kr. 37.976,-
samt livrente kr. 6.049,-
Ansøgeren havde ved sagens indankning for ankestyrelsen oplyst, at han anerkendte, at der var taget § 8-forbehold, men at han ikke kunne forstå, hvorledes man til grund ved beregningen af afkortningen i pensionen kunne regne med en livrente, som ikke var og ikke ville kunne blive aktuel.
Ankestyrelsen udtalte i sin afgørelse, at da den i sagen omhandlede livrente ikke var en aktuel ydelse, men en fiktiv ydelse, som ansøgeren ikke modtog, fandt ankestyrelsen ikke, at der var hjemmel til ved beregning af ansøgerens pension at medtage livrenten som en indtægt i henhold til lov om invalidepension § 6, stk. 2a.
Ankestyrelsen fandt således, at den fiktive livrente alene kunne bevirke fradrag i det beregnede grundbeløb med 20% af det beløb, hvormed den fiktive rente oversteg det i lov om invalidepension § 8 fastsatte beløb, pr. 1. april 1977 5.760,- kr., jfr. pkt. 42 A, nr. 2, i sikringsstyrelsens cirkulære af 18. februar 1977 om folke-, invalide- og enkepensionens størrelse pr. 1. april 1977.