Vejudlæg-vejbidrag
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1981/17100@1981-02-10/da
Indhold
I skrivelse af 29. december 1980 har De som advokat for grundejerforeningen D S klaget over, at A byråd i forbindelse med en beslutning om at udlægge vejret for en parcel af matr.nr. a. til de private fællesveje P-vej og S-vej har undladt at pålægge ejeren at yde foreningen økonomisk kompensation for andel i vejanlægget.
De har i Deres skrivelse anført, at Deres klienter finder, at det ikke kan være rigtigt, at udstykningen af denne parcel, der nu får adgang til de private fællesveje, som Deres klienter har bekostet, ikke skal yde økonomisk kompensation herfor, ligesom det ikke kan være rigtigt, at kommunen pålægger grundejerforeningen ekstra byrder og gener, uden at der ydes vederlag herfor.
De har i den forbindelse oplyst, at alle parcelejere inden for grundejerforeningen i 1970 deltog i vejanlægget med ca. 6.500 kr. Omregnet til 1980 kroner og med selv en rimelig forrentning af den oprindelige pris kræver Deres klienter, at udstykkeren af den omhandlede parcel eller evnetuelt nu erhververen af denne deltager med 10.000 kr., der skal indbetales til grundejerforeningen.
I den anledning skal man meddele, at ministeriet ikke finder grundlag for at kritisere, at A byråd i forbindelse med det omhandlede vejudlæg har undladt at stille betingelser om, at ejeren af parcellen skal godtgøre grundejerforeningen en del af udgifterne til vejanlægget.
Man skal herved bemærke, at det er ministeriets opfattelse, at spørgsmålet om, hvorvidt et sådant krav bør stilles og om beløbets størrelse, bør bero på en vurdering af bl.a. vejens alder og afgøres ud fra samme principper, som gælder for omfordeling af vejbidrag til offentlige veje, jfr. vejbidragslovens § 17.
Der bør således lægges vægt på, om vejudgifterne må antages at være afviklet, såfremt der var fastsat en afdragsordning for anlægsudgifterne.
Efter det oplyste om anlæggets alder og udgifternes størrelse finder ministeriet ikke grundlag for at antage, at der ville være nogen restudgift at omfordele, og derfor heller ikke grundlag for at kritisere, at byrådet har undladt at stille betingelse herom.
Ministeriet finder herefter ikke grundlag for at foretage videre i sagen, idet man dog ikke skal undlade at henlede opmærksomheden på, at spørgsmålet om, hvorvidt Deres klienter lider et sådant tab ved vejudlægget, at dette kan begrunde erstatning i henhold til privatvejslovens § 40, stk. 3, henhører under taksationsmyndighederne.