Gelex

Erhvervssygdom - lungelidelse - asfaltarbejder (* 1)

OphævetVersion 1981-09-26fra 1981-09-26 til 1995-06-26
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1981/19048@1981-09-26/da

Indhold
  1. Indledning

REDEGØRELSE FOR SAGEN:

En astfaltarbejder havde siden 1950/51 arbejdet med vejbygning, således at han om sommeren udlagde varm asfalt og om vinteren var beskæftiget med reparation og rensning af vejmaskiner.

Medio 1974 mærkede han de første symptomer på en lungelidelse og var indlagt på hospital i april-maj måned. Fra 1. juli 1977 fik han tilkendt højeste invalidepension.

Juli 1977 blev der indgivet anmeldelse om hans lungelidelse til forsikringen. I april 1978 blev han undersøgt på en radiologisk afdeling. Hospitalet konkluderede: »lungefelterne viser en fibrose, uden at der kan udtales noget om årsagen. Sikre tegn på pneumokoniose ses ikke. Hjertet er normalt.«

EN speciallægeerklæring af juli 1978 konkluderede:»Hoste fremkaldt ved indåndning af asfaltdampe kan utvivlsomt forvære emfysem, og man kan heller ikke se bort fra, at asfaltdampene har været medvirkende årsag til patientens bronchitis. Han er imidlertid tobaksryger, som er kendt for at være hovedårsagen til ovennævnte to lidelser. Man har ingen mulighed for at afgøre, hvor stor andel indånding af asfaltdampe eventuelt kan have haft«.

Det var oplyst, at ansøgeren genem flere år har røget ca. 10 cigaretter daglig.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:

Sikringsstyrelsen traf i november 1978 den afgørelse, at pågældendes luftvejslidelse ikke begrundede krav på ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven, idet det måtte anses for overvejende sandsynligt, at lidelsen skyldtes andre forhold end de erhvervsmæssige, jfr. lovens § 10, stk. 2.

Sikringsstyrelsen begrundede afgørelsen med, at der ikke var fundet tegn på silicose eller anden erhvervsbetinget lungelidelse, og at ansøgeren i en årrække havde røget op mod 20 cigaretter daglig, og at det nuværende forbrug var ca. 10 cigaretter.,

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:

Pågældende gjorde gældende, at han havde pådraget sig sygdommen ved at lægge varm asfalt ud gennem 25 år.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER KLAGEN:

På ankestyrelsens foranledning blev pågældende undersøgt på en arbejdsmedicinsk klinik med henblik på, om hans ret svære kroniske bronchitis med nedsat lungefunktion kunne skyldes mangeårig eksposition for asfaltrøg.

Overlægen konkluderede:»Litteraturen om sammenhængen mellem kronisk lungelidelse og eksposition for asfaltrøg er lidet konklusiv hvad angår humane studier, men i dyreforsøg er påvist svære bronch- pulmonale forandringer efter eksposition for asfaltrøg med emphysemdannelse og fibrosering i lungerne. Restrospektivt er det vanskeligt at afgøre, hvor stor eksposition patienten har været ude for i sit arbejde, men hans egne angivelser tyder på, at han har inhaleret ret betydelige mængder asfaltrøg i sit arbejdsliv. Det er velkendt, at asfaltrøg er stærkt slimhindeirriterende på næseslimhinde, øjenslimhinde og bronchialslimhinde. Patienten har haft et ikke helt ubetydeligt tobaksforbrug i årenes løb, men hans lungelidelse synes at være betydeligt sværere, end det sædvanligvis ses hos personer, som har røget tilsvarende kvanta tobak. På denne baggrund finder jeg det overvejende sandsynligt, at patientens svære lungelidelse skyldes mangeårig eksposition for asfaltrøg, men at det ikke kan ulukkes, at hans tobaksforbrug har været en medvirkende årsag«.

Sikringsstyrelsn foranledigede sagen forelagt for det i henhold til arbejdsskadeforsikringslovens § 11 nedsatte erhvervssygdomsudvalg.

I udvalget var der enighed om, at der i asfalt er stoffer, som er nævnt i § 1, pkt. A, i sikringsstyrelsens bekentgørelse af 31. marts 1978 vedrørende erhvervssygdomme, men udvalget kunne ikke nå til enighed om, hvorvidt sådanne stoffer kunne fremkalde kronisk bronchitis.

Sagen blev herefter af ankestyrelsen forelagt retslægerådet, der i januar 1981 udtalte: »Røgen fra ophedet asfalt indeholder kulbrinter, som må antages at være omfattet af § 1 A, nr. 16, i sikringsstyrelsens bekendtgørelse, omend der ikke i litteraturen er tilstrækkelige holdepunkter for, at indånding af røg fra asfalt kan fremkalde kronisk bronchitis. Det er på dette grundlag retslægerådets opfattelse, at patientens kroniske lungesygdom må antages at være forårsaget af hans mangeårige tobaksrygning, men forværret af hans erhvervsarbejde med ophedet asfalt«.

ANKESTYRELSENS OVERVEJELSER:

Ankestyrelsen anvendte reglerne i sikringsstyrelsens bekendtgørelse af 29. august 1980 om fortegnelse over erhvervssygdomme, der har afløst den tidligere bekentgørelse af 31. marts 1978 og finder anvendelse fra den 1. juli 1980 ved afgørelse af, om en anmeldt lidelse kan anerkendes som erhvervssygdom. I bekendtgørelsens § 1 A er det fastsat, at sygdomme forårsaget af en række nærmere opregnede kemiske stoffer berettiger til anerkendelse som erhvervssygdomme, medmindre det må anses for overvejende sandsynligt, at sygdommen skyldes andre forhold end de erhvervsmæssige.

På baggrund af forsikredes mangeårige arbejde med asfalt fandt ankestyrelsen, at forsikrede havde været udsat for påvirkning af en række af de i bekendtgørelsens § 1 A nævnte kemiske stoffer, og at dette måtte antages at have været en medvirkende årsag til hans lidelse.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:

Ankestyrelsen fandt, at tilfældet kunne henføres under arbejdsskadeforsikringsloven, og hjemvist sagen til sikringsstyrelsen til afgørelse af, hvilke ydelser der måtte tilkomme forsikrede efter loven.

Versioner

  1. 1981-09-26 · til 1995-06-26