Gelex

Byggelovens anvendelsesområde

GældendeVersion 1981-06-18
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1981/4022@1981-06-18/da

Indhold
  1. Indledning

Byggestyrelsen har i dag skrevet følgende til advokat Michael Mullertz, Dr. Tværgade 58:

»Byggelovsklage vedrørende matr.nr. 6 cv, Farum, Gedebakken 13.

I skrivelse af 13. april 1981 meddelte byggestyrelsen, at Deres klage af 8. april 1981 over Frederiksborg amtsråds afgørelse blev sendt til Frederiksborg amtsråd til udtalelse.

Amtsrådet har nu i skrivelse af 19. maj 1981 udtalt, at amtsrådet kan henholde sig til den tidligere trufne afgørelse.

Til Deres orientering vedlægges en kopi af amtsrådets svar.

I Deres skrivelse af 8. april 1981 klager De over en afgørelse truffet af Frederiksborg amtsråd vedrørende fortolkning af byggelovens § 2, stk. 1 b, hvorefter en udbedringsmetode af ydermure i et eenfamiliehus på ovennævnte ejendom kræver byggetilladelse. De har i den forbindelse anført, at den foreslåede udbedring ikke er et indgreb i bygningskonstruktionen, men et reparationsarbejde, der ikke medfører ændring af bygningens udseende, indretning eller brug.

Det fremgår af sagen, at husets ydermure er udført med en trækonstruktion i bagmur og i formur en halvstens kalksandstensfacademur. Ved en afholdt synsforretning på ejendommen konstateredes det, at skalmuren visse steder kunne bevæges ved tryk med håndkraft. Af skønserklæringen fremgår det, at binderne mellem mur og trækonstruktion er udført af båndjern, der på grund af en uheldig udformning og sømning ikke er tilstrækkelig sikkert fastholdt til trækonstruktionen. Øverste binderrække er endvidere forkert placeret, og der er ikke anvendt det fornødne antal bindere. Skønsrapporten anfører, at den rimeligste måde at afhjælpe manglen på skønnes at være ved at udbore ca. 5. cm. lange skruer indskruet i træsøjlerne og faststøbt i murværket i hvert 4. skifte i den øverste ca. 1 m af muren.

Frederiksborg amtsråd har i afgørelse af 12. marts 1981 meddelt, at man er enige med byrådet i, at det omhandlede arbejde ikke må udføres uden forudgående byggetilladelse. Der henvises til at kun reparations- og vedligeholdelsesarbejder, som alene tilsigter at retablere en bygnings tidligere tilstand efter naturligt slid og ælde, falder udenfor byggelovgivningen, hvorimod byggelovgivningen kommer til anvendelse ved alle andre indgreb i eksisterende bygninger, hvor de pågældende forandringer er væsentlige i forhold til bestemmelser i loven eller de i medfør af loven udfærdigede byggeforskrifter. Ved den i skønserklæringen anførte udbedringsmetode gribes der ind i bygningens konstruktion, idet forankringen af muren ændres, jfr. bestemmelserne i bygningsreglementets kap. 5.2.

I den anledning skal man meddele, at byggestyrelsen er enig i amtsrådets afgørelse af 12. marts 1981, hvorefter den foreslåede udbedring er omfattet af byggelovens § 2, stk. 1 b. Arbejdet kan ikke anses som et reparations- og vedligeholdelsesarbejde, da der ved udbedringen af skalmuren sker en ændring i bygningens konstruktive forhold, der er væsentlige i forhold til bestemmelser i bygningsreglement-77, kap. 5.2. Det omhandlede arbejde vil derfor kræve byggetilladelse efter byggelovens § 16.

./.Denne afgørelse kan påklages til boligministeren inden 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt Dem, jfr. byggelovens § 24.«

PDV

EB

Helle Drechsel

fuldm.

Versioner

  1. 1981-06-18