Købseksklusivitet - mærkebindinger i bilforhandlerkontrakter (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1981/9022@1981-11-25/da
Indhold
Forhandlerkontrakterne
Inden for automobilhandelen er der oprettet kontrakter mellem bilimportører og forhandlere, der giver forhandleren eneforhandling i et bestemt område, bl.a. mod at hans ret til at føre andre importørers mærker begrænses. Endvidere er forhandleren forpligtet til inden for sit område at yde en særlig salgsindsats for sit mærke. De fleste kontrakter er fortløbende, men kan opsiges, for det meste med 12 måneders varsel.
Med undtagelse af General Motors og Fredericia Motorkompagni (Lada) indeholder alle importørers kontrakter bestemmelser om mærkebinding. Det er dog kun tre importører - Volvo, Ford og Skandinavisk Motor Co. - der praktiserer mærkebinding fuldt ud. De øvrige importører har i visse tilfælde godkendt, at forhandlerne sælger andre mærker. Men i disse tilfælde har forhandlerne normalt kun fået tilladelse til at føre et mærke ud over hovedmærket. Det supplerende mærke konkurrerer i så fald ikke med hovedmærket.
D.A.F.'s henvendelse
Danmarks Automobil-Forhandler-Forening (D.A.F.) henvendte sig i slutningen af 1980 til monopoltilsynet med ønske om, at tilsynet griber ind og ophæver mærkebindingen i forhandlerkontrakterne. Begrundelsen var, at bindingen har en række negative virkninger for forhandlerne. Bindingen til et mærke medfører bl.a. en dårlig kapacitetsudnyttelse. F.eks. kan importører af nye mærker ikke udnytte ledig kapacitet hos etablerede forhandlere, men må se sig henvist til at bygge et nyt forhandlernet op. Konkurrencen foregår alene på avancen, mens den også vil foregå på kvaliteten, hvis forhandleren frit kan vælge, hvilket mærke han vil sælge. I denne forbindelse har D.A.F. fremhævet forbrugerens interesse i at kunne sammenligne pris og kvalitet på flere konkurrerende mærker i den samme forretning. Sidst, men ikke mindst, begrundede foreningen sit ønske om en frigørelse af forhandlerne fra afhængigheden af importørernes dispositioner med, at en sammenlægning af eller et samarbejde mellem flere importører/bilproducenter kan indebære nedlæggelse af forhandlervirksomheder, som i øvrigt må anses for fuldt effektive på det danske marked.
Importørerne
Automobilimportørernes Sammenslutning var imod ophævelsen af tvangsklausuler om mærkebinding i kontrakterne og fremførte en række forhold, der taler for det nuværende system.
Efter importørernes opfattelse er bindingen med til at sikre forbrugeren en god service, samt sikre at garantiforpligtelserne kan opretholdes. Det blev hævdet, at en ophævelse af mærkebindingen vil medføre, at konkurrencen i højere grad vil foregå på rabatten til forhandlerne i stedet for på prisen, at importørerne ville gå aktivt ind og oprette detailforretninger, og at nye virksomheder, såsom varehuse o.l., kunne påbegynde bilsalg. Der måtte også optages flere forhandlere for at salget og den nødvendige service skal kunne opretholdes. Disse sidstnævnte forhold vil alt i alt forringe kapacitetsudnyttelsen i branchen.
Importørerne gjorde opmærksom på, at kun Sverige som eneste europæiske land har gennemført en ophævelse af mærkebindingen.
Importørerne fandt, at ophævelse af bindingen først og fremmest vil være til fordel for de store forhandlere, der har kapacitet til at føre og yde service m.m. for flere mærker. Endvidere pegede man på, at flere nye bilmærker fra Japan og Østeuropa i de seneste år har fået fodfæste her i landet på trods af mærkebindingen og at importørerne har givet tilladelse til forhandling af flere mærker, når rimelige og saglige grunde taler herfor.
F.D.M.
Forenede Danske Motorejere har anført, at en ophævelse af mærkebindingen må skønnes at være til fordel for forbrugerne, idet de vil få bedre mulighed for at foretage prissammenligninger. Hertil kommer, at det vil medføre en sanering i branchen, når forhandlerne kan vælge at sælge det mærke, der kan klare sig i konkurrencen på pris og kvalitet. F.D.M. har ikke anset det for sandsynligt, at forbrugerne vil blive ringere stillet med hensyn til service og reparationer, eller at der vil blive vanskeligheder med at indkalde biler til kontrol, hvis mærkebindingsbestemmelserne ophæves.
Forhandlinger i henhold til monopolloven
Monopoltilsynet fandt, at der forelå en konkurrencebegrænsning som omhandlet i monopollovens § 2, stk. 1, og at mærkebindingen bedømt ud fra et erhvervsfrihedssynspunkt medførte en væsentlig indskrænkning i forhandlernes frie erhvervsudøvelse.
Specielt den senere tids omsætningstilbagegang kunne true de forhandlere, der kun fører et enkelt mærke. Det må endvidere virke omkostningsfordyrende, når effektive forhandlere som følge af mærkebindingen bliver hindret i at udvide sortimentet, ligesom de vil blive mere udsatte ved forskydninger i markedsandele, fusioner blandt forhandlerne eller strukturændringer i øvrigt i branchen. Det er fordyrende for bilhandelen og må gøre det svært for en ny importør at komme ind på markedet med et nyt mærke, hvis dette kræver opbygning af et helt nyt forhandlernet. Ophævelse af mærkebindingen vil næppe i sig selv favorisere de store forhandlere, idet de fleste forhandlere kun vil føre nogle enkelte mærker. I øvrigt kunne der peges på, at de mange fusioner blandt importørerne - Volvo og Renault, Peugeot og Talbot, Datsun og Alfa Romeo - betød, at forhandlerne nu skulle føre flere mærker. I disse tilfælde, hvor importøren bestemte, hvilke mærker der skulle føres, var det åbenbart forsvarligt at føre flere, tidligere konkurrerende, mærker.
Tilsynet optog derfor forhandlinger med parterne om en ændring af kontraktsbetingelserne. Det var herunder klart, at en lempelse af mærkebindingen for forhandlerne skulle modsvares af en ret for importørerne til at markedsføre deres biler gennem andre forhandlere end de oprindelige lokale eneforhandlere.
Pålæg om ophævelse
Under de forhandlinger, der blev ført efter monopollovens § 11, stk. 1, viste importørerne sig ikke villige til at ophæve mærkebindingsbestemmelserne i kontrakterne.
D.A.F. fastholdt samtidig sit ønske om at få mærkebindingen ophævet, og gjorde gældende, at det især var vigtigt i den nuværende situation med salgsnedgang og strukturændringer i branchen.
Tilsynet fandt, at automobilimportørerne fører en så ensartet politik med hensyn til praktisering af mærkebindingsbestemmelserne, at konkurrencen er begrænset som omhandlet i monopollovens § 2, stk. 1, idet alle importører med undtagelse af to har bestemmelser om mærkebinding i kontrakterne, ligesom alle de importører, som delvis har åbnet adgang for forhandlerne til at føre andre mærker, kræver en forhåndsgodkendelse hertil og således uden begrundelse kan forbyde forhandling af andre mærker.
Opretholdelsen af mærkebindingen indebærer en urimelig indskrænkning i erhvervsudøvelsen i forhandlernes valg af varesortiment, jf. monopollovens § 11, stk. 1. Markedsforholdene på bilmarkedet er afgørende ændret i de senere år med voldsom nedgang i bilsalget og med stor tilgang af nye bilmærker fra Japan og Østeuropa. Flere importører har fusioneret, således at tidligere konkurrerende bilmærker nu markedsføres hos samme forhandler. Men initiativet til en sådan omstrukturering i forhandlerleddet udgår i kraft af mærkebindingen alene fra importørleddet, og forhandlerne er afskåret fra at øve indflydelse på branchens fremtidige strukturforhold.
Da forhandlingerne var endt uden resultat, pålagde tilsynet derfor i medfør af monopollovens § 12, stk. 2, de importører, der har opretholdt mærkebindingen, at ophæve de gældende tvangsklausuler i forhandlerkontrakterne, således at forhandlerne uden særlig tilladelse fra importørens side i det konkrete tilfælde senest 6 måneder fra pålæggets meddelelse at regne kan optage forhandling af bilmærker fra andre importører mod, at importørerne til gengæld får adgang til at træffe aftale med andre forhandlere i de respektive områder om salg af nye biler.