Vejbidragslovens gyldighedsområde-efterfølgende berigtigelse
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1982/17100@1982-01-22/da
Indhold
I forbindelse med, at N.N. har klaget over, at byrådet har pålignet ejendommen matr. nr. a, A-by, bidrag til anlæg af den offentlige vej Ø-vej, har ministeriet ved skrivelse af 6. november 1981 anmodet byrådet om at oplyse, om vejen og ejendommen er beliggende i et område, der er omfattet af vejbidragslovens gyldighedsområde, jfr. lovens § 2.
Det fremgår af sagen, at vejbidraget er pålagt ved byrådets beslutning af 31. juli 1974, og at vejanlægget er afsluttet i 1978.
Ved skrivelse af 28. december 1981 har byrådet oplyst, at ejendommen matr. nr. a, A by, er beliggende i et område, der er omfattet af bestemmelserne i privatvejslovens afsnit III.
Ved telefonisk henvendelse til teknisk forvaltning er det supplerende oplyst, at byrådet i 1975 har truffet beslutning om, at en række områder i A kommune skal administreres efter bestemmelserne i privatvejslovens afsnit III. Denne beslutning omfattede for A bys vedkommende dog kun byzoneområderne. Byrådet har derfor i december 1981 besluttet at udvide området til også at omfatte de landzoneområder i A by, der er omfattet af kommunens dispositionsplan.
Beslutningen om, at ejendommen matr. nr. a, skal administreres efter bestemmelserne i privatvejslovens afsnit III, er således først truffet i december 1981.
Det er ministeriets opfattelse, at bidrag til anlæg af offentlige veje kun kan pålægges ejendomme, der på beslutningstidspunktet er omfattet af gyldighedsbestemmelsen i vejbidragslovens § 2, dvs. at ejendommen på beslutningstidspunktet skal være omfattet af bestemmelserne i privatvejslovens afsnit III.
Man skal herved henvise til, at en beslutning om, at et område skal administreres efter bestemmelserne i privatvejslovens afsnit III, først er gyldig fra den dato, beslutningen offentliggøres, jfr. lovens § 13, stk. 5, tidligere ministeriets cirkulære af 28. februar 1973 om lov om private fællesveje, punkt 74. Der kan derfor først træffes beslutning om at påligne landzonearealer vejbidrag til offentlige veje efter denne dato.
Det er på denne baggrund ministeriets opfattelse, at byrådets beslutning af 31. juli 1974 om påligning af vejbidrag er ugyldig i relation til ejendommen matr. nr. a.
Det er endvidere ministeriets opfattelse, at vejbestyrelsen ikke på nuværende tidspunkt vil kunne lovliggøre den allerede afsagte kendelse. Forudsætningen for, at en ugyldig beslutning om vejbidrag senere kan lovliggøres, må efter ministeriets opfattelse være, at der på det tidspunkt, hvor ejendommen bliver omfattet af vejbidragslovens gyldighedsområde, stadig er mulighed for at afsige kendelse om vejbidrag til det pågældende arbejde. Dette medfører, at forholdet ikke vil kunne lovliggøres efter arbejdets afslutning, idet en beslutning om at påligne vejbidrag skal træffes i forbindelse med arbejdets udførelse, jfr. lovens § 3, stk. 2.
På denne baggrund finder ministeriet, at byrådets beslutning af 31. juli 1974 er ugyldig i relation til ejeren af matr. nr. a, og at byrådet derfor ikke er berettiget til at afkræve ejeren af denne ejendom vejbidrag til anlæg af Ø-vej, og eventuel betalt vejbidrag må således tilbagebetales. Det pålignede vejbidrag må herefter afholdes af A kommune.