Dagpenge - tilbagebetaling (* 1) (* 2)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1982/19057@1982-11-23/da
Indhold
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En kvinde modtog under barselfravær dagpenge fra det sociale udvalg med 847 kr. netto pr. uge. Hun havde imidlertid kun været berettiget til at få udbetalt 331 kr. netto pr. uge. Den fejlagtige udbetaling skyldtes, at socialudvalget havde overset, at kvinden på skemaet vedrørende anmodning om dagpenge havde anført, at hun under barselfraværet tillige modtog løn fra en halvdagsstilling med 800 kr. ugentlig.
Socialudvalget havde krævet tilbagebetaling af det for meget udbetalte beløb, idet udvalget ikke anså beløbet for modtaget i god tro, da dagpengebeløbet sammen med den udbetalte løn havde oversteget kvindens normale arbejdsindtægt med 471 kr. netto pr. uge.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Amtsankenævnet pålagde socialudvalget at ophæve kravet om tilbagebetaling af de dagpenge, der var udbetalt for meget, idet nævnet ikke fandt det godtgjort, at kvinden havde modtaget beløbet mod bedre vidende.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af det sociale udvalg, der anførte, at en udbetaling, der oversteg den sædvanlige indtægt med 471 kr. pr. uge, hos modtageren måtte vække mistanke om, at der forelå en fejl, og føre til henvendelse til socialforvaltningen.
LOVGRUNDLAG OG ANKESTYRELSENS OVERVEJELSER:
Ifølge dagpengelovens § 50, stk. 2, skal en person, der mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser efter loven, tilbagebetale det beløb, der med urette er modtaget. Under hensyn til det betydelige beløb, hvormed de udbetalte dagpenge havde oversteget kvindens sædvanlige løn, fandt man, at kvinden burde have indset, at der forelå en fejl.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Betingelserne for at kræve tilbagebetaling i medfør af den ovennævnte bestemmelse fandtes opfyldt.
Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.