Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1982/51177@1982-07-01/da

Indhold

1. Indledning

År 1982, den 1. juli, blev sagen j.nr. 6/82, Damixa A/S ctr. monopoltilsynet, afsagt sålydende

K E N D E L S E:

I skrivelse af 28. januar 1982 har advokat Niels Søby som advokat for Damixa A/S klaget over en af monopoltilsynet truffet afgørelse af 19. januar 1982, hvorved det i medfør af monopollovens § 12, stk. 3, blev pålagt Damixa A/S at levere selskabets varer til VVS-Centralen på selskabets sædvanligt gældende vilkår for tilsvarende salg, idet der dog altid kunne kræves kontant betaling eller betryggende sikkerhedsstillelse.

Klagerne har nedlagt påstand om, at monopoltilsynets pålæg af 19. januar 1982 ophæves.

Monopoltilsynet har påstået afgørelsen stadfæstet.

Over for nævnet er der redegjort for sagen i indlæg af 28. januar og 22. april 1982 fra klagerne og i indlæg af 1. juni 1982 fra monopoltilsynet. Parterne er gjort bekendt med hinandens indlæg.

Sagen har været behandlet på nævnets møde den 24. juni 1982. På dette møde var parterne repræsenteret og udtalte sig.

Den påklagede afgørelse er indeholdt i sålydende skrivelse af 19. januar 1982 fra monopoltilsynet til Damixa A/S: Ved skrivelse af 29. august 1978 til selskabet meddelte monopoltilsynet, at monopolrådet havde fundet, at selskabets leveringsnægtelse over for VVS-Centralen, Skovlunde, medførte eller ville kunne medføre en urimelig indskrænkning i denne virksomheds frie erhvervsudøvelse og en urimelig ulighed i vilkårene for erhvervsudøvelsen som omhandlet i monopollovens § 11, stk. 1.

Det meddeltes endvidere, at monopolrådet havde bemyndiget direktoratet til i henhold til nævnte lovparagraf at optage forhandling med selskabet med henblik på at få nægtelsen af at levere varer til VVS-Centralen bragt til ophør og med henblik på en objektivering af selskabets forhandlerantagelsesbetingelser.

Der blev derefter optaget forhandling med selskabet herom, men spørgsmålet om direkte levering fra selskabet til VVS-Centralen blev foreløbig stillet i bero bl.a. under hensyn til, at en tilsvarende sag om leveringsnægtelse fra Danfoss A/S var indbragt for monopol-ankenævnet, og at der blev aftalt en midlertidig ordning, hvorefter VVS-Centralen kunne få selskabets varer fra sin hidtidige leverandør.

Vedrørende en objektivering af selskabets forhandlerantagelsesbetingelser henviste selskabet til, at Dansk Armaturforening, som selskabet er medlem af, over for tilsynet havde fremsat ønske om indførelse af fælles forhandlerantagelsesbetingelser for foreningens medlemmer, og at selskabet ønskede at blive omfattet af sådanne fælles betingelser. Dette ønske fandt tilsynet at kunne imødekomme og optog forhandling med foreningen om indførelse af fælles forhandlerantagelsesbetingelser.

Den af Danfoss for monopol-ankenævnet indbragte sag blev i 1981 afgjort med en stadfæstelse af det af tilsynet over for Danfoss A/S meddelte leveringspålæg, og forhandlingerne mellem tilsynet og Dansk Armaturforening afsluttedes uden resultat, idet foreningen ikke fandt grundlag for at fremsætte forslag til fælles forhandlerantagelsesbetingelser, som ville kunne godkendes af tilsynet.

På denne baggrund optog tilsynet i november 1981 på ny direkte forhandling med Damixa A/S i henhold til monopollovens § 11, stk. 1, for at få selskabets leveringsnægtelse over for VVS-Centralen bragt til ophør og for at søge opnået en objektivering af selskabets forhandlerantagelsesbetingelser.

Selskabet gav under den stedfundne forhandling udtryk for, at det ligesom foreningen ikke fandt det muligt at opstille forhandlerantagelsesbetingelser, som ville kunne godkendes af tilsynet, og ved forhandlingen lykkedes det ikke at få den af selskabet over for VVS-Centralen iværksatte leveringsnægtelse bragt til ophør.

Da selskabets leveringsnægtelse som nævnt findes at medføre en urimelig indskrænkning i VVS-Centralens frie erhvervsudøvelse, og da dette ikke kan imødegås efter monopollovens øvrige bestemmelser, skal tilsynet i medfør af lovens § 12, stk. 3, pålægge selskabet at optage levering af selskabets varer til VVS-Centralen på selskabets sædvanligt gældende vilkår for tilsvarende salg. Selskabet vil dog altid kunne kræve kontant betaling eller betryggende sikkerhed.

Selskabet anmodes om inden 8 dage fra dato hertil at indsende meddelelse om, at det er villig til at optage levering til VVS-Centralen.

Det tilføjes, at tilsynets afgørelse i henhold til monopollovens § 18 kan indbringes for monopol-ankenævnet.

VVS-Centralen er samtidig gjort bekendt med ovenstående.

Klagerne har til støtte for deres påstand bl.a. anført, at Damixa A/S i en årrække har produceret armaturer (vandhaner m.v.), herunder særligt etgrebsbatterier. Fabrikken er dog ikke eneproducent af disse varer, men konkurrerer med større tyske virksomheder, Grohe og Ideal Standard, der begge producerer etgrebsbatterier og er de ledende producenter på det europæiske marked, samt en række fabrikker, hvoraf der i Skandinavien særlig kan fremhæves C. N. Børma (datterselskabet af NKT), Mora Armatur AB og F. M. Mattson AB (Sverige) og Oras (Finland). Damixas produkter kan således substitueres - og bliver det rent faktisk i vidt omfang - med andre produkter, der også føres på det danske marked.

Man kan desuden ikke - som monopoltilsynet gør det - med rette betegne markedet for etgrebsbatterier som eet særligt marked. Flergrebsbatterier er lige så gode og anvendelige, og man kan nok sige, at etgrebsbatterier er lidt af et modefænomen. I dag sælger Damixa A/S i øvrigt lidt flere togrebsbatterier end etgrebsbatterier, og om man anvender etgrebs-, togrebs- eller f.eks. termostatbatterier er lidt af en smagssag.

Damixa A/S har i mange år solgt sine produkter på det danske marked til VVS-grossister inden for rør- og sanitetsbranchen. Disse grossister fører et bredt varesortiment af VVS-produkter, hvorved det næste kundeled, gas- og vandmestrene, får en optimal og branchekyndig betjening. Aftagerne af Damixa A/S's produkter fører ikke alene Damixa A/S's varer inden for armaturer, men fører tillige de øvrige fabrikanters varer. Der er således ikke tale om et eksklusivt forhandlernet, men grossister med et bredt og alsidigt varesortiment. Damixa A/S leverer således ikke kun til brancheforeningen Rørforeningen men både i udlandet og i Danmark til køkkenelementfabrikkker og entreprenører, som aftager i størrelsesordenen et par tusinde elementer. Damixa A/S har ingen indflydelse på de priser de enkelte grossister tager i videresalgsledet. For Rørforeningens medlemmer er der tale om listepriser, som er anmeldt og godkendt af monopoltilsynet.

Afsætningssystemet indebærer for Damixa A/S den fordel, at selskabet ikke behøver at være lagerførende landet over, idet dette overlades til grossisterne. For det næste kundeled, installatørerne, indebærer ordningen, at installatørerne i praksis kun behøver at have forbindelse med en enkelt grossist, der kan forsyne installatøren med samtlige nødvendige varer til udførelsen af de enkelte entrepriser. Denne ordning indebærer den åbenbare fordel for installatørerne og dermed i sidste instans for forbrugerne, at installatørerne ikke skal anvende ekstra tid med at fremskaffe de nødvendige materialer hos en række forskellige leverandører.

Når Damixa A/S ikke har ønsket at levere til VVS Centralen A/S, hænger dette sammen med, at VVS Centralen A/S ikke fører og ikke har ønsket at føre et bredt varesortiment, og VVS Centralen derfor ikke kan betjene Damixa A/S's sekundære kunder (installatørerne) på betryggende vis. Damixa A/S's varer har traditionelt et højt dækningsbidrag og er lette at føre, medens f.eks. sanitetsvarer lettere går i stykker.

VVS Centralen kunne få leveret Damixa A/S's varer, hvis man ville føre det brede varelager, men ikke når VVS Centralen kun koncentrerer sig om den lukrative del. Damixas traditionelle kunder ville givet bebrejde Damixa A/S, at der blev leveret til VVS Centralen.

Kravet om et bredt varesortiment er et sagligt kvalifikationskrav af betydning for markedsføring af Damixa A/S's produkter.

Spørgsmålet har tidligere været behandlet af monopol-ankenævnet i sagen j.nr. 32/79, Rørforeningen. I denne opretholdtes en bestemmelse i Rørforeningens vedtægter om, at Rørforeningen kunne stille et alsidigt varesortiment som en betingelse for optagelse i foreningen. Det vil på baggrund heraf savne konsekvens at pålægge en producent af armaturer en pligt til at levere til VVS Centralen, der ikke opfylder det nævnte krav.

Kriteriet må være et sagtligt kriterium i begge relationer.

Monopoltilsynet hævder, at Damixa A/S har anført, at selskabet i stedet for at have faste forhandlerbetingelser, som kunne godkendes af tilsynet, foretrækker at få et leveringspålæg engang imellem. Denne udlægning bestrides af Damixa A/S. Forholdet er det, at Damixa A/S i 1978 forelagde et sæt forhandlerbetingelser for monopoltilsynet, hvori indgik bestemmelsen om, at kunderne skulle føre det brede varesortiment - men dette kunne monopoltilsynet ikke acceptere.

I den retlige bedømmelse af sagen er udgangspunktet i monopolloven, at en virksomhed normalt har fri ret til at bestemme, hvem den vil handle med, og at monopoltilsynet kun i ganske særlige tilfælde bør gribe ind i dette valg, og at den beføjelse, tilsynet her har, må udøves med største varsomhed.

Sagen er af betydelig vigtighed for Damixa A/S. Som følge af krisen inden for byggebranchen har selskabet i en årrække haft et et utilfredsstillende salg og dermed et væsentligt underskud. Selskabet har som følge heraf måttet lukke to af sine afdelinger i Allesø og Skrøbelev på Fyn og har måttet nedskære medarbejderstaben fra 340 medarbejdere til 220 medarbejdere. Risikoen for en negativ reaktion fra Damixa A/S's traditionelle kunder såfremt Damixa A/S skal levere til VVS Centralen, må befrygtes at medføre yderligere indskrænkning af virksomheden.

Monopoltilsynet har til støtte for sin påstand bl.a. anført:

Damixa A/S er producent af et patenteret etgrebsbatteri, der er blevet en anerkendt mærkevare både på det danske marked og på eksportmarkedet, og som ikke uden videre kan substitueres af andre mærker på markedet, og selskabets markedsandel i Danmark for sanitetsarmatur i 1978 var 20-25%, og speicelt for etgrebsblandingsbatterier, der af tilsynet betragtes som et særligt marked, var andelen 60-65%. På denne baggrund mener tilsynet, at Damixa A/S udøver eller vil kunne udøve den i monopollovens § 2, stk. 1, nævnte væsentlige indflydelse på konkurrenceforholdene inden for sanitetsarmaturområdet.

VVS Centralen er et grossistfirma, der forhandler badeværelsesudstyr (med undtagelse af sanitetsporcelæn og rør), stålvaske, oliebrændere og kedler med tilbehør, radiatorventiler og cirkulationspumper, som videresælges til VVS-installatører. Virksomhedens samlede omsætning var i 1977/78 ca. 7 mill. kr., hvoraf Damixa-produkter udgjorde ca. 1.1 mill. kr.

I nogle år fremskaffede virksomheden Damixa A/S's produkter fra en svensk grossist. Denne reeksport til Danmark søgte Damixa A/S at standse, idet selskabet efter egen oplysning var udsat for et meget hårdt pres fra de danske grossister og grossistorganisationer og over for disse måtte kunne bekræfte, at reeksport ikke længere fandt sted.

Fra 1971 fik virksomheden efter aftale med Damixa A/S selskabets produkter fra en dansk grossist til en pris, som muliggjorde fortsat salg til installatører. Da den pågældende grossist imidlertid i 1977 meddelte, at virksomheden fremtidig kun kunne købe til samme pris som installatører, anmodede virksomheden Damixa A/S om direkte levering, og da dette blev nægtet, indbragtes sagen for monopoltilsynet.

Såvel ved leverancerne fra Sverige som ved leverancerne fra dansk grossist har VVS Centralen måttet betale højere priser, end Damixa A/S beregner ved direkte salg til grossister, men uanset dette har virksomheden været i stand til at sælge til lavere priser end sædvanligt hos Rørforeningens medlemmer. Foruden de højere priser er der ved sådanne indirekte leverancer den ulempe, at der lettere kan opstå leveringsforstyrrelser.

Efter det oplyste fandt tilsynet, at VVS Centralen havde en væsentlig erhvervsmæssig interresse i at opnå levering fra Damixa A/S, da selskabets produkter faldt ind under virksomhedens naturlige vareområde, og da virksomhedens omsætning af Damixaprodukter var væsentlig større end omsætningen heraf hos mange af selskabets direkte grossistkunder og tillige udgjorde en betydelig del af virksomhedens samlede omsætning. Leveringsnægtelsen måtte derfor anses for at medføre eller ville kunne medføre urimelig indskrænkning i virksomhedens frie erhvervsudøvelse og urimelig ulighed i vilkårene for erhvervsudøvelsen som nævnt i monopollovens § 11, stk. 1.

Damixa A/S's begrundelse for at nægte levering var, at selskabet kun leverer til VVS-grossister, som fører et bredt varesortiment af branchens produkter, og dette er efter selskabets opfattelse ikke tilfældet for VVS Centralens vedkommende.

Dette krav er bl.a. begrundet med, at installatørerne herved får en optimal og branchekyndig betjening, at Damixa A/S ikke behøver at være lagerførende landet over, og at installatørerne i praksis kun behøver at have forbindelse med en enkelt grossist. For tilsynet er det vanskeligt at se berettigelsen af med disse begrundelser at nægte levering til VVS Centralen. VVS Centralen har branchekyndigt personale, er lagerførende i Damixa-produkter, og det er inden for branchen ganske almindeligt, at en installatør har mere end een grossistforbindelse. I øvrigt kan det næppe være en producents opgave at bestemme, hos hvilke grossister hans sekundære kunder ønsker at foretage deres indkøb.

Damixa A/S har henvist til, at der i Rørforeningens love som betingelse for optagelse i foreningen findes bestemmelser om et alsidigt varesortiment, og at disse bestemmelser er opretholdt af ankenævnet i en kendelse af 17. juni 1980. Damixa A/S hævder, at det på baggrund heraf vil savne konsekvens at pålægge en producent af armaturer en pligt til at levere til VVS Centralen, der ikke opfylder det nævnte krav.

Det er tilsynets opfattelse, at der er en principiel forskel mellem bedømmelsen af betingelserne for optagelse i en brancheforening og betingelserne for levering af varer, og at nævnet i sin kendelse vedrørende Rørforeningen bl.a. udtalte, at der ikke kan bortses fra, at de omhandlede bestemmelser inklusive en bestemmelse om forbud mod installationsvirksomhed i hvert fald tilsammen kan medføre urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse eller urimelig ulighed i vilkårene for erhvervsudøvelsen.

Kravet om et bredt varesortiment er af Damixa A/S betegnet som en salgskutyme, idet selskabet ikke har fastlagt bestemte regler for antagelse af forhandlere.

Dette krav mener tilsynet er et for vagt begreb som kriterium for levering, og man har optaget forhandling med selskabet om en konkretisering og objektivering af selskabets forhandlerantagelsesbetingelser.

Det er tilsynets opfattelse, at sagen er parallel med en tidligere sag vedrørende leveringsnægtelse fra Danfoss A/S over for Jørgen Schmidt Trading ApS (JST). I denne sag udtalte ankenævnet i en kendelse af 9. februar 1981: Klagerne (Danfoss A/S) har ikke udformet faste regler for leverancer af radiatortermostater. På denne baggrund kan efter nævnets opfattelse hverken den omstændighed, at JST har tilkendegivet at ville videresælge bl.a. til byggemarkeder, eller det i øvrigt af klagerne anførte, begrunde leveringsnægtelsen på en sådan måde, at denne kan anses for rimelig.

Til det således foreliggende skal nævnet udtale:

Det kan vel ikke uden videre i almindelighed betragtes som urimeligt at en producent/importør opstiller krav om et bredt varesortiment hos de grossister, der videreforhandler varerne. Men nævnet finder ikke, at kravet om en vis bredde i sortimentet er således nærmere præciseret af Damixa A/S, at det kan danne grundlag for en udvælgelse af bestemte forhandlere. Herefter må nævnet finde, at monopollovens betingelser for at udstede pålæg som sket i det hele er til stede, hvorfor bestemmes:

Det af monopoltilsynet meddelte leveringspålæg vil derfor være at stadfæste.

Versioner

1. 1982-07-01