Dagpenge - forlængelse af dagpengeperioden (* 1) (* 2)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1983/19081@1983-06-15/da
Indhold
LOVGRUNDLAG:
Efter dagpengelovens § 25, stk. 2, ophører udbetaling af dagpenge, når der er udbetalt dagpenge for mere end 91 uger i de 36 forudgående kalendermåneder.
Ifølge lovens § 25, stk. 5, kan chefen for sikringsstyrelsen, når ganske særlige opstændigheder taler for det, forlænge dagpengeperioden efter stk. 2.
Bemærkningerne til forslaget til dagpengelovens § 25, stk. 5, er indeholdt i tillægsbetænkning af 15. oktober 1982 fra Folketingets socialudvalg. Det hedder heri:
»Der foreslås indført mulighed for at lempe den generelle varighedsbegrænsning i helt ekstraordinære tilfælde, hvor der uanset det lange sygefravær ikke er mulighed for overgang til en social pension, og således give mulighed for dagpenge i en kortere periode, der ellers måtte dækkes med hjælp efter bistandsloven. Bestemmelsen vil eksempelvis finde anvendelse i tilfælde af komplicerede knoglebrud, dialysebehandling, cancer eller andre alvorlige lidelser, der kræver langvarig behandling, men hvor der er udsigt til varig helbredelse. Det vil være en forudsatning for forlængelse af dagpengeperioden, at den pågældende har været mere stabilt erhvervsaktiv umiddelbart før sygeperioden, og at den pågældende efter en lægelig vurdering skønnes at kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for et kortere tidsrum.«
REDEGØRELSE FOR DE ENKELTE SAGER:
1.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En sygehjælper havde været uarbejdsdygtig siden januar 1981, hvor hun havde pådraget sig brud i højre hånd. Forløbet havde været langvarigt og kompliceret, og i januar 1983 blev der foretaget stivgøring af håndleddet med efterfølgende gipsbandagering i 2 måneder. Forud for tilskadekomsten havde sikrede arbejdet 20 timer ugentlig på et plejehjem.
I marts 1983 anmodede socialforvaltningen på sikredes vegne sikringsstyrelsen om forlængelse af dagpengeperioden med 13 uger fra den 1. april 1983, indtil sikrede var færdigbehandlet, og revalidering kunne iværksættes.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Sikringsstyrelsen afslog at forlænge sygedagpengeperioden, da der ikke i tilstrækkelig grad var forventning om en snarlig væsentlig bedring af arbejdsdygtigheden.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af sikrede i samråd med socialforvaltningen. Forvaltningen anførte, at sikrede klart ikke kunne vende tilbage til sit tidligere arbejde som sygehjælper, og at revalidering havde været drøftet ret indgående. Planen var, at pågældende skulle gennemgå en uddannelse til socialpædagog.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Ankestyrelsen tiltrådte sikringsstyrelsens afgørelse med sikringsstyrelsens begrundelse.
2.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En montrice havde været sygemeldt siden marts 1981 på grund af dårlig ryg. Hun var opereret for discusprolaps i juli 1981, maj 1982 og november 1982. Revalidering til ikke-rygbelastende arbejde havde været under overvejelse siden 1981.
I marts 1983 anmodede socialforvaltningen om forlængelse af dagpengeperioden under henvisning til, at sikrede forud for sygemeldingen havde haft en særdeles stabil beskæftigelse, at hun befandt sig i en ikke afsluttet lægelig kontrol og behandling, at hun fra denne behandling utvivlsomt burde overgå til en længerevarende revalideringsprocedure, der allerede var under planlægning, og at det herefter skønnedes, at der var udsigt til genoptagelse af eget arbejde, dog tidligst inden for 12 måneder.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Sikringsstyrelsen afslog at forlænge dagpengeperioden med henvisning til, at der ikke i tilstrækkelig grad var forventning om en snarlig væsentlig bedring af arbejdsdygtigheden.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sikrede anførte, at hun var indstillet til optagelse på revalideringsklinik. Sikrede mente ikke, at der kunne træffes en rimelig beslutning om, hvornår hun kunne påtage sig arbejde eller gå i gang med revalidering, før arbejdsprøvningen på klinikken var afsluttet, hvilket forventedes i løbet af 2 måneder.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN:
Sikringsstyrelsen oplyste, at socialforvaltningen i slutningen af marts 1983 havde besluttet at indstille sikrede til arbejdsprøvning på revalideringsklinik, og at sagen i begyndelsen af april 1983 var sendt til amtskommunens visitationsudvalg til godkendelse af arbejdsprøvningen. Overfor sikringsstyrelsen var det endvidere oplyst, at der for kvinder var en ventetid på 10 - 11 måneder for optagelse til arbejdsprøvning på revalideringsklinik.
Ankestyrelsen modtog endvidere oplysning om, at visitationsudvalget var indstillet på at modtage sikrede i revalideringsklinik, men samtidig anbefalede, at sikrede under hensyn til de økonomiske forhold søgte invalidepension.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Ankestyrelsen tiltrådte sikringsstyrelsens afgørelse med sikringsstyrelsens begrundelse.
3.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En vægter blev sygemeldt i oktober 1980 på grund af åreknuder og slidgigt i venstre ben. Han havde modtaget sygedagpenge siden juni 1981, hvor han var afskediget fra sit arbejde. I februar 1981 var det besluttet at yde hjælp til pågældende efter bistandslovens § 42. På grund af indlæggelse til behandling for medicinsk lidelse var revalidering ikke iværksat. I maj 1982 og den 1. marts 1983 var pågældende opereret for discusprolaps. Ifølge lægeerklæring af 3. marts 1983 måtte det forventes, at sikrede efter discusoperationen havde en prognose som andre i en lignende situation og derfor skulle kunne genoptage ikke for tungt erhvervsarbejde efter raskmelding.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Sikringsstyrelsen afslog den 16. marts 1983 at forlænge dagpengeperioden og begrundede sin afgørelse med, at bestemmelsen i dagpengelovens § 25, stk. 5, tager sigte på tilfælde, hvor uarbejdsdygtigheden trods den lange varighed anses for klart midlertidig og samtidig forventes at ophøre i løbet af få måneder efter udløbet af 91-ugersfristen i § 25, stk. 2. Det forudsættes således, at det ved en kortere forlængelse kan opnås, at udbetalingen varer, indtil uarbejdsdygtigheden ophører. Sikringsstyrelsen fandt ikke, at der i tilstrækkelig grad var forventning om en snarlig væsentlig bedring af arbejdsdygtigheden.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af sikrede.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN:
Ankestyrelsen modtog lægebrev vedrørende sikredes indlæggelse til operation og efterfølgende optræning i marts 1983. Ankestyrelsen modtog endvidere oplysning om, at sikrede var raskmeldt den 16. maj 1983 og havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge fra denne dato.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Efter oplysningerne om sikredes helbredstilstand efter operationen den 1. marts 1983 og efterfølgende optræning fandtes der at kunne meddeles dispensation til forlængelse af dagpengeperioden for et kortere tidsrum. Under hensyn til at sikrede var raskmeldt den 16. maj 1983 og havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge fra denne dato, fandtes han berettiget til at modtage sygedagpenge fra den 1. april 1983 og indtil raskmelding.
Ankestyrelsen ændrede således sikringsstyrelsens afgørelse.
4.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En driftsleder og chauffør blev sygemeldt i oktober 1980 på grund af benbrud. Han blev raskmeldt den 1. november 1981, da han holdt ferie, men blev atter sygemeldt den 16. november 1981. Pr. 1. april 1983 havde han modtaget sygedagpenge i 127 uger.
Vedrørende sikredes helbredstilstand forelå der bl.a. erklæringer fra en praktiserende læge for tiden 19. februar 1981 - 16. februar 1982, oplysninger om indlæggelse på Ortopædisk Hospital i tiden 22. november - 13. december 1982 og oplysninger fra hospitalet om ambulant undersøgelse eller behandling i perioden 24. januar - 18. april 1983. Ved ambulant undersøgelse den sidstnævnte dato fandtes der at være sket en meget god heling efter operation den 24. november 1982, men det skønnedes dog, at sikrede tidligst ville kunne raskmeldes efter et halvt års forløb.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Sikringsstyrelsen afslog den 16. marts 1983 at forlænge dagpengeperioden med samme begrundelse, som anført under sag nr. 3.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af sikrede.
ANKESTYRELSENS 1. AFGØRELSE:
Ankestyrelsen tiltrådte sikringsstyrelsens afgørelse, idet ankestyrelsen fandt, at sikrede efter de foreliggende lægelige oplysninger ikke skønnedes at kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse indenfor en kortere periode efter 1. april 1983.
GENOPTAGELSE AF SAGEN:
Efter ankestyrelsens afgørelse anmodede sikrede om genoptagelse af sagen, idet han henviste til, at han havde haft fuldtidsbeskæftigelse siden 10. juni 1983.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER I FORBINDELSE MED GENOPTAGELSE AF SAGEN:
Ankestyrelsen modtog supplerende lægelige og sociale oplysninger, der bekræftede sikredes oplysninger.
ANKESTYRELSENS 2. AFGØRELSE:
Under hensyn til at sikrede havde genoptaget arbejdet den 10. juni 1983, fandtes han berettiget til at modtage dagpenge fra den 1. april 1983 og indtil raskmeldingen.
5.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En rengøringsassistent havde haft heltidsbeskæftigelse indtil sygemelding i juni 1981 på grund af nyresvigt. Siden juli 1981 havde sikrede været i dialysebehandling 2-3 gange ugentlig. Hun fik i september 1982 fjernet venstre nyre. I januar 1983 var hun tilmeldt Scandia-transplant.
Socialforvaltningen havde overfor sikringsstyrelsen anført, at sikredes sygemelding var på ubestemt tid afhængig af transplantationstidspunktet.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Sikringsstyrelsen afslog at forlænge dagpengeperioden med samme begrundelse som anført under sag nr. 3.
Over for socialforvaltningen henviste sikringsstyrelsen til SM- meddelelse P-001-82, hvoraf det bl.a. fremgår, at spørgsmålet om dialysepatienters adgang til invalidepension vel må bedømmes individuelt og konkret, men at de som udgangspunkt betragtes som berettiget til mellemste invalidepension.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev på sikredes vegne anket af en socialrådgiver ved sygehuset, hvor sikrede var i behandling. Ifølge anken vurderede sygehuset, at sikrede skulle være i stand til at genoptage arbejdet efter en eventuel vellykket nyretransplantation. Derfor måtte sikredes sygdomssituation anses som midlertidig, og det fandtes af hensyn til hendes fremtidige erhvervsmuligheder væsentligt, at hun fortsat kunne få sygedagpenge, frem for at blive fastlåst som invalidepensionist.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Ankestyrelsen fandt, at selvom ansøgeren var under dialysebehandling og således omfattet af et af de eksempler, der er nævnt i Folketingets tillægsbetænkning om bestemmelsen om forlængelse af dagpengeperioden i helt ekstraordinære tilfælde, skønnedes hun ikke at kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for et kortere tidsrum. Herved var det taget i betragtning, at det måtte henstå som helt usikkert, hvornår der ville kunne foretages den transplantation af nyre, hun var skrevet op til, og som eventuelt ville muliggøre en bedring af hendes tilstand og dermed tilbagevenden til arbejdsmarkedet.
Ankestyrelsen tiltrådte således sikringsstyrelsens afgørelse.
6.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En selvstændig erhvervsdrivende havde været sygemeldt på grund af nyrelidelse og modtaget sygedagpenge siden maj 1981. Fra september 1981 havde han modtaget nedsatte dagpenge svarende til 20 timer ugentlig. Sikrede havde været i dialysebehandling siden maj 1982. Han var samtidig tilmeldt Scandia-transplant. Fra september 1982 havde han modtaget invaliditetsydelse.
Sygehuset, hvor sikrede var i behandling, havde i marts 1983 indstillet, at dagpengeperioden blev forlænget, i første omgang med et år.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Sikringsstyrelsen havde afslået at forlænge dagpengeudbetalingsperioden med samme begrundelse som anført under sag nr. 3.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af sikrede.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Med samme begrundelse som anført under sag nr. 5 tiltrådte ankestyrelsen sikringsstyrelsens afgørelse.