Gelex

Kontanthjælp - tildeling - tab af penge - uforsvarlig økonomi - tilbagebetaling - naturalhjælp (* 2) (* 3)

OphævetVersion 1983-12-21fra 1983-12-21 til 1993-03-23
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1983/19183@1983-12-21/da

Indhold
  1. Indledning

REDEGØRELSE FOR SAGEN:

En enlig mand modtog hjælp efter bistandsloven på grund af arbejdsløshed. Pr. 1. februar 1983 fik han udbetalt hjælp til underhold og husleje, ialt 2.814 kr., og han betalte sin husleje på 570 kr. Den 11. februar 1983 søgte ansøgeren socialforvaltningen om hjælp, idet han erklærede sig uden midler. Ansøgeren oplyste, at han under et besøg i en anden by havde mistet resten af den udbetalte kontanthjælp under en »tur i byen«. Socialforvaltningen gav afslag på hjælp.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:

Amtsankenævnet pålagde social- og sundhedsforvaltningen at yde ansøgeren et rimeligt beløb efter bistandslovens § 37 til dækning af udgifter til underhold indtil næste ordinære udbetaling af hjælp. Nævnet lagde vægt på ansøgerens oplysning om, at han var uden forsørgelsesgrundlag frem til da. Samtidig fandtes ansøgerens forhold at måtte sidestilles med uforsvarlig økonomi, hvorfor hjælpen burde ydes med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:

Socialforvaltningen anførte, at det forhold at ansøgeren ved henvendelsen den 11. februar 1983 erklærede sig uden midler ikke kunne anses for at være en ændring, som berettigede til hjælp til samme formål, som der allerede tidligere var ydet hjælp til efter bistandslovens § 37.

LOVGRUNDLAG:

Efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, kan det sociale udvalg træffe beslutning om tilbagebetaling, når der må ydes en person hjælp på grund af pågældendes uforsvarlige økonomi, ubegrundet opgivelse af et arbejde eller nægtelse af at påtage sig anvist arbejde.

Ifølge bistandslovens § 37, stk. 1, kan der, når en person på grund af sygdom, svangerskab og fødsel, svigtende arbejdsmuligheder, ophør af samlivet med ægtefællen, aftjening af værnepligt eller andre ændringer i sine forhold, i en begrænset tid er afskåret fra at skaffe det fornødne til sit eget eller familiens underhold og udgifterne hertil ikke dækkes gennem dagpenge eller pensionsydelser, ydes en sådan hjælp, at det modvirkes, at pågældendes og familiens hidtidige levevilkår i væsentlig grad forringes.

Efter lovens § 49 kan det sociale udvalg, hvis en person søger der hjælp efter bestemmelserne i dette afsnit, ikke skønnes i stand til med bistand fra den kommunale rådgivning at administrere kontante beløb, undtagelsesvis beslutte at yde hjælpen som naturalhjælp.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:

Selv om bistandslovens § 37 ikke indeholder klar hjemmel til ny udbetaling af beløb, som tidligere er ydet som kontanthjælp, tiltrådte ankestyrelsen amtsankenævnets beslutning om ydelse af et rimeligt beløb til dækning af underhold af de af nævnet givne grunde. Ankestyrelsen henledte samtidig opmærksomheden på spørgsmålet om anvendelse af lovens § 49.

Ankestyrelsen tiltrådte endvidere, at hjælpen blev ydet med tilbagebetalingspligt på grund af uforsvarlig økonomi.

Versioner

  1. 1983-12-21 · til 1993-03-23