Ejerforhold-ejerlejligheder-påbud
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1983/4027@1983-06-21/da
Indhold
Byggestyrelsen har i dag skrevet følgende til Pernille M. Johnsen og Leif Ericson, Odensegade 17, 5,th, København Ø, og Hanne Rehhoff og Renee Gregersen, Odensegade 17, 5,tv, 2100 København Ø:
»Byggelovsklage vedrørende ejendommen matr.nr. 2156, Udenbys Klædebo kvarter.
I skrivelse af 5. oktober 1982 meddelte byggestyrelsen, at Deres klage af 24. september 1982 over magistratens påbud om udbedring af lejlighedsskel mellem Deres og Deres nabos lejlighed blev sendt til magistraten til udtalelse.
Magistraten har i skrivelse af 7. januar 1983 givet en redegørelse for sagen og har meddelt: »Magistraten anser forholdet som et samejeanliggende mellem ejerne af de 2 pågældende lejligheder, og man har med henvisning til byggelovens § 17 pålagt de nuværende ejere at berigtige forholdet. Magistraten har ikke dermed taget stilling til placering af ansvaret køber og sælger imellem for udbedring af forholdet.«
Til Deres orientering vedlægges kopi af magistratens svar.
Det fremgår af sagen, at magistraten ved skrivelse af 24. april 1981 meddelte ejerforeningen påbud efter byggelovens § 17 om at udbedre luftlydisolation mellem de 2 lejligheder, idet lejlighedsskellet ikke overholdt kravene i bygningsreglement-1977,kap. 9.2.1., stk. 2.
Påbuddet blev gentaget overfor ejerforeningen ved magistratens skrivelse af 4. juni 1981.
Ved skrivelse af 1. september 1982 meddelte magistraten Dem og Deres nabo påbud om at udbedre lejlighedsskellet, idet magistraten samtidig ophævede de tidligere meddelte påbud overfor ejerforeningen. Magistraten begrundede dette med, at man efter nærmere overvejelse måtte anse væggen mellem de 2 lejligheder for at være i sameje mellem de to ejere af lejlighederne, idet lejlighedsskellet er uden betydning for ejendommens bærende konstruktioner.
I byggestyrelsens skrivelse af 5. oktober 1982 tog man forbehold med hensyn til, om Deres klage kunne tages op til behandling, idet magistratens afgørelser efter byggelovens § 23 kun kan påklages til byggestyrelsen, hvis afgørelsen omfatter spørgsmål om forståelse af byggeloven eller en bestemmelse fastsat i medfør af denne lov. Påklage kan endvidere tillades, hvis afgørelsen efter byggestyrelsens vurdering har almindelig interesse eller videregående betydelige følger for klageren.
I denne anledning skal byggestyrelsen meddele følgende:
Efter byggelovens § 17 påhviler det den til enhver tid værende ejer at berigtige forhold, som er i strid med byggelovgivningen.
I ejendomme, der er opdelt i ejerlejligheder, må byggelovgivningens bestemmelser om ejerforhold forstås i overensstemmelse med ejerlejlighedslovgivningens bestemmelser om ejerens særejendomsret til lejligheder og medejendomsret til de fælles bestanddele af ejendommen.
Det er herefter byggestyrelsens opfattelse, at vægge, der adskiller to lejligheder, må anses for at være i sameje mellem de to ejere for så vidt der ikke er tale om bærende konstruktioner (der anses for fællesejendom).
Påbud om udbedring af mangler ved sådanne vægge må derfor rettes til de pågældende to ejere, som det også er sket ved magistratens skrivelse af 1. september 1982.
Byggestyrelsen skal endvidere meddele, at det ligger udenfor magistratens muligheder i henhold til byggelovgivningen at tage stilling til ansvarsplaceringen vedrørende mangler ved lejlighedsskellet, og magistraten har efter byggelovgivningen ikke hjemmel til at rejse krav overfor sælgeren. Disse forhold er af privatretlig karakter, og et eventuelt erstatningskrav må rejses af den enkelte ejer.
Vedrørende Deres spørgsmål om kommunens tilsyn med byggeriet skal byggestyrelsen oplyse, at byggelovgivningen ikke indeholder særlige bestemmelser for kommunens tilsyn. Det er således overladt til kommunen at bestemme tilsynets art og omfang indenfor almindelige forvaltningsretlige rammer for forsvarlig offentlig administration. Byggestyrelsen har ikke fundet, at magistraten har handlet i strid hermed.
Byggestyrelsen har ikke herudover fundet, at byggelovens klagebetingelser er opfyldt, og man kan herefter ikke foretage videre i sagen.
Man beklager den sene besvarelse.'
Der henvises til j.nr.UK 11492.
PDV
Ella Blousgaard