Studielån, pengeinstitutter (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1983/60239@1983-05-17/da
Indhold
Tilsynets skrivelse af 17. maj 1983 vedrørende et pengeinstituts forhøjelse af renten på studielån.
En studielåntager klagede over, at pengeinstituttet havde forhøjet renten på hans lån, til trods for, at det af gældsbeviset fremgik, at rentesatsen var knyttet til Nationalbankens udlånsrente til enhver tid, og at Nationalbankens diskonto havde været uændret i hele 1981.
Pengeinstituttet henviste som hjemmel til den foretagne renteændring dels til, at pengeinstituttets Almindelige Forretningsbetingelser , som klageren havde modtaget, indeholdt bestemmelse om, at de for en konto gældende rentebetingelser m.v. fastsættes af pengeinstituttet og uden varsel kan ændres, dels til bestemmelsen i lånedokumentet, hvorefter rentesatsen gjaldt indtil videre .
Forbrugerombudsmanden havde i en indhentet udtalelse anført, at anvendelse af lånekontrakter som den foreliggende, hvor vilkårene om forrentning er uklart formuleret, ikke kunne anses for stemmende med god markedsføringsskik.
Tilsynet udtalte, at under hensyn til, at betingelserne i et låneforhold med et pengeinstitut i vid udstrækning - og i særlig grad med hensyn til rentevilkårene - fastsættes ensidigt af pengeinstitutterne, og låntagerne kun i begrænset omfang kan øve indflydelse herpå, er tilsynet af den principielle opfattelse, at det må være en forudsætning for opfyldelsen af kravet om god bank- og sparekassepraksis at vilkår, der er forpligtende for debitor, fremgår klart af lånedokumentet.
I det foreliggende tilfælde fandt tilsynet det derfor ikke i overensstemmelse med god pengeinstitutpraksis, når pengeinstituttet som hjemmel til at forhøje renten henviste til nogle almindelige forretningsbetingelser, hvis indhold ikke nærmere var angivet i lånedokumentet, men som klageren ifølge dokumentet blot havde fået udleveret.
Hvad angik den passus i lånedokumentet, hvortil pengeinstituttet henviste ( Lånet forrentes indtil videre med . . . ), fandt tilsynet det ikke i overensstemmelse med god pengeinstitutpraksis, at pengeinstituttet i sine lånedokumenter formulerede sin hjemmel til ensidigt at ændre renten på lånet på så uklar en måde. Dette gjaldt ikke mindst i et tilfælde som det foreliggende, hvor renten i forvejen var variabel.