EF's regler om vinnavne anvendt på ansøgning om registrering af varemærke for vine.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1983/60259@1983-07-01/da
Indhold
Min.afgørelse af 1/3 1985
VA 3192 1982
§ 14 nr. 3
Chateau du Pap
I skrivelse af 1. marts 1985 har Industriministeriet - efter indankning af en af direktoratet truffen afgørelse, hvorefter en indgiven begæring om registrering af betegnelsen »Chateau du Pap« som varemærke for kl. 33 er blevet afslået, efter at der var nedlagt indsigelse af Landbrugsministeriet, da mærket var fundet uegnet til registrering i medfør af § 14 nr. 3 i varemærkeloven - stadfæstet afgørelsen. En registrering ville stride mod Rådets forordning br. 355/79 art 8 og Kommissionens forordning nr. 997/81 art 5, hvorefter der ikke i betegnelser på en bordvinsetikette må anvendes mærker som indeholder navnet på en kvalitetsvin eller som kan forveksles hermed. »Chateau du Pap« kan let forveksles med »Chateauneuf du Pape«.
Firmaet Chateau du Pap v/ PeterNeergaard,
Tornagervej 7,
292o Charlottenlund.
12.marts1984
-Anmeldelse af varemærke: V.A. 1982 nr. 3192, indeholdende betegnelsen CHATEAU DU PAP.
Under henvisning til skrivelse herfra af 1. juli 1983 afslås herved i medfør af bestemmelsen i lov om varemærker nr. 211 af 11. juni 1959 § 14 stk. 1 nr. 3 Deres under V.A. 1982 nr. 3192 indgivne anmeldelse af et varemærke, indeholdende betegnelsen »Chateau du Pap«, da en registrering af mærket strider mod bestemmelserne i Rådets forordning nr. 355/79 art. 8 og bestemmelserne i Kommissionens forordning (EØF) nr. 997/81 art. 5.
P.D.V.
Inge Sander
eksp.sekr.
Firmaet Chateau du Pap
v/Peter Neergaard,
Tornagervej 7,
2920 Charlottenlund.
1. juli 1983
VA 1982 nr. 3192
Med skrivelse af 18. februar 1983 har Landbrugsministeriet nedlagt indsigelse mod registrering af Deres under V.A. 1982 nr. 3192 anmeldte varemærke, bestående af betegnelsen »Chateau du Pap« med en krone i stedet for accent circonflexe. Anmeldelsen omfatter klasse 33: fransk bordvin aftappet på papkarton.
Til støtte for indsigelsen er gjort gældende, at varebetegnelsen »Chateau du Pap« for en bordvin af fransk oprindelse er i strid med EF's markedsordning for vin, idet artikel 8 i Rådets forordning nr. 355/79 forbyder etikettering af en bordvin, der kan forveksles med betegnelsen for en kvalitetsvin fra et bestemt dyrkningsområde (k.v.b.d.). Med indsigelsskrivelsen fulgte en skrivelse fra det franske forbrugerministerium, der ligeledes henviser til bestemmelsen i den ovennævnte rådsforordning og tillige til forordning nr. 997/81, hvorefter brugen af ordet »Chateau« for en bordvin ikke er tilladt.
Med skrivelse af 26. april 1983 har De imødegået indsigelsen og bestridt dens berettigelse. Til skrivelsen af 14. juni 1982 fra det franske forbrugerministerium gør De gældende, at det man fra fransk side anfægter er mærkets anvendelse i en annoncering for bordvin, hvor mærket iøvrigt alene var anvendt som navnet på vinkæden.
Med skrivelse af 10. maj 1983 har Landbrugsministeriet anmodet direktoratet om at bortse fra den nedlagte indsigelse. Det oplyses, at Landbrugsminsteriet kan tiltræde Toldvæsenets forslag til, hvorledes firmanavnet Chateau du Pap, Vin de Table ApS kan anvends som angivelse af aftapningsvirksomheden.
Den af Landbrugsministeriet nedlagte indsigelse hviler på bestemmelsen i varemærkelovens § 14, stk.1 nr. 3, jfr. Rådets forordning nr. 355/79 og Komminnsionens forordning nr. 997/81. Ifølge varemærkelovens § 14, stk. 1 nr. 3 må et varemærke ikke registreres, når det strider mod lov, og direktoratet må derfor, uanset at Landbrugsministeriet har anmodet direktoratet om at bortse fra den nedlagte indsigelse, tage stilling til, hvorvidt en registrering af mærket »Chateau du Pap« vil være i strid med gældende dansk lovgivning, herunder Rådets og Kommissionens forordninger.
Det er direktoratets opfattelse, at en brug som varemærke og dermed som produktnavn af betegnelsen »Chateau du Pap«, således som den fremtræder i det anmeldte mærke, er i strid med artikel 8 i Rådets forordning nr. 355/79, hvorefter der ikke i betegnelsen på en bordvinsetikette må anvendes mærker, hvori der forekommer ord, dele af ord eller illustrationer, som indeholder navnet på en k.v.b.d. eller som kan forveksles med betegnelsen k.v.b.d. Selv om betegnelsen »Chateau du Pap« på dansk for vin i papkartoner indeholder et ordspil, ligger betegnelsen »Chateau du Pap« så nær ved betegnelsen »Chateauneuf du Pape«, som er betegnelsen for en k.v.b.d., at den køber, der ikke har et godt kendskab til franske vine, let vil kunne forveksle betegnelsen »Chateau du Pap« med »Chateauneuf du Pape«. En registrering af varemærket »Chateau du Pap« for bordvin vil derfor være i strid med Rådets forordning nr. 355/79 artikel 8. Iøvrigt vil også anvendelsen af ordet »chateau'i et varemærke for bordvin være i strid med Kommissionens forordning (EØF) nr. 997/81 artikel 5, hvorefter udtrykket »chateau« kun må anvendes, når den pågældende vin udelukkende hidrører fra druer, der er høstet på vinmarker, der udgør en del af dette vinbrug og vinfremstilling har fundet sted på dette brug.
Det bemærkes, at det af skrivelsen fra det franske forbrugerministerium fremgår, at man anser brugen af mærket for at være i strid med ovennævnte lovbestemmelser.
Det anmeldte mærke er herefter fundet uegnet til registrering i medfør at varemærkelovens § 14, stk. 1 nr. 3, jfr. Rådets forordning nr. 355/79 artikel 8 og Kommissionens forordning (EØF) nr. 997/81 artikel 5.
Såfremt De herefter måtte ønske at fremkomme med en udtalelse i sagen, må en sådan indsendes hertil inden 2 måneder fra dato, da anmeldelsen i modsat fald vil blive afslået.
P.D.V.
Rigmor Carlsen
registrator