Gelex

Advarselsregister, rykkerprocedure, sletningsfrist, lejere af videobånd, brancheforening, vilkår, strafbare forhold

GældendeVersion 1985-03-27
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1985/11045@1985-03-27/da

Indhold
  1. Indledning

En virksomhed indenfor videobranchen anmodede registertilsynet om tilladelse til, at man oprettede et advarselsregister over lejere af videobånd, der ikke tilbageleverer de lejede bånd. Registeret skulle indeholde oplysninger om navn, adresse, fødselsdato, dato for det misligholdte lejemål samt udlejernummer. Registeret skulle oprettes og ajourføres på baggrund af oplysninger indberettet fra de tilsluttede udlejere, der kunne indberette til registeret, når den rettidige afleveringsfrist var overskredet med mindst tre dage. Der udsendtes ikke rykkerskrivelse, forinden der blev foretaget indberetning. En gang om ugen skulle der udsendes lister til abonnenterne indeholdende oplysninger om lejerens navn, adresse og fødselsdato. Der skulle udsendes meddelelse til en lejer, når denne blev optaget i registeret, ligesom denne meddelelse fungerede som rykkerskrivelse. De registrerede oplysninger skulle slettes, når det lejede bånd tilbageleveredes, dog senest to år efter registreringen.

Registertilsynet udtalte herefter, at det register, som virksomheden påtænkte at oprette, måtte anses for at være omfattet af lov om private registre m.v. § 3, stk. 3, og at registertilsynet således på nærmere angivne vilkår skulle give tilladelse til oprettelsen af registeret.

Som nævnt skulle de tilsluttede udlejere kunne indberette til registeret, når den rettidige afleveringsfrist var overskredet med mindst tre dage. Om baggrunden for denne frist havde virksomheden oplyst, at den var nødvendig for at forhindre, at lejere, der har overskredet en rettidig afleveringsfrist, på ny lejer bånd i andre forretninger. Registertilsynet udtalte herom, at man finder det væsentligt, at der, forinden indberetning finder sted, er forløbet et vist tidsrum, og at lejeren forinden har modtaget et antal rykkerskrivelser, således at det sikres, at der alene registreres oplysninger om lejere, der ikke blot har undladt at aflevere et lejet bånd på grund af forglemmelse eller lignende. På den baggrund fandt registertilsynet, at indberetning kan finde sted, når der er forløbet mindst otte dage fra den rettidige afleveringsfrist, og at der forinden er udsendt mindst en rykkerskrivelse til lejeren.

Som nævnt skulle de registrerede oplysninger slettes senest to år efter registrering. Registertilsynet udtalte herom, at en sletningsfrist på et år i tilstrækkeligt omfang ville kunne tilgodese udlejerens interesse i at undgå at udleje bånd til kunder, der ikke afleverer bånd til tiden. Registertilsynet fandt således, at sletning skulle ske senest et år efter registreringen.

Desuden fandt registertilsynet, at der ikke måtte ske registrering af en person, som efter at have modtaget rykkerskrivelse fastholdt at have afleveret båndet. Det forudsattes endvidere, at der ikke blev registreret oplysninger om strafbare forhold, f.eks. om personer der oplyser falske adresser, afleverer falske checks, fremstiller piratkopier m.v.

Under henvisning hertil meddelte registertilsynet herefter virksomheden tilladelse til at oprette det nævnte advarselsregister på en række nærmere angivne vilkår.

Virksomheden har efterfølgende meddelt registertilsynet, at den givne tilladelse ikke vil blive udnyttet.

Versioner

  1. 1985-03-27