Videregivelse, væsentlig betydning, patientregistreringssystem
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1985/11064@1985-06-17/da
Indhold
En amtskommune anmodede om en udtalelse om, hvorvidt forskrifterne for amtskommunens patientregistreringssystem kunne ændres, således at der kunne videregives oplysninger til primærkommunerne om invalidepensionister, der var eller havde været indlagt på amtskommunens sygehuse. Baggrunden for primærkommunernes ønske var følgende:
Videregivelsen tænktes gennemført ved, at amtskommunen hver måned udskrev en liste indeholdende oplysning om personnummer, indlæggelsesdato og eventuel udskrivningsdato over invalidepensionister, der var eller havde været indlagt på amtskommunens sygehuse i den pågældende måned, til invalidepensionisternes hjemkommune. Da amtskommunens patientregistreringssystem ikke indeholder oplysning om, hvorvidt en patient er invalidepensionist og modtager af bistands- og plejetillæg, ville amtskommunen ved udskrivning af listen alene benytte stillingsbetegnelsen »invalidepensionist« som udvælgelseskriterium. Som følge heraf ville listen alene indeholde oplysninger om personer, der som stillingsbetegnelse anvender invalidepensionist. Invalidepensionister, der modtager tillægget, men ikke anvender denne stillingsbetegnelse, ville dermed ikke blive medtaget på listen, mens andre invalidepensionister, der anvender denne stillingsbetegnelse, men ikke modtager tillægget, ville være medtaget på listen.
Registertilsynet fandt det betænkeligt, at den ønskede videregivelse af oplysningerne til primærkommunerne ved den påtænkte fremgangsmåde således ville omfatte oplysninger, som ikke ville være af betydning for en afgørelse, som kommunens skulle træffe, jf. lov om offentlige myndigheders registre § 21, stk. 2, samtidig med at kommunen ikke ville modtage alle oplysninger af betydning for den pågældende afgørelse.
Førend Registertilsynet afgav endelig udtalelse anmodedes amtskommunen om yderligere oplysninger, herunder amtskommunens vurdering af, hvor stor en del af de videregivne oplysninger, der således ville være irrelevante og hvor stor en del af de faktisk relevante oplysninger, der ikke ville være indeholdt i de videregivne oplysninger.
Amtskommunen har siden oplyst, at man ikke har ønsket at gå videre med sagen.