Lov om offentlige myndigheders registre, elevregistre i undervisningsforløb
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1985/11065@1985-06-26/da
Indhold
Registertilsynet fik forelagt en sag, hvor man blev anmodet om en vurdering af, hvorvidt registre, som ønskedes oprettet til brug i et undervisningsforløb, ville være omfattet af loven.
Projektet skulle gennemføres ved, at der i forbindelse med undervisningen blev oprettet tre registre, indeholdende oplysninger om de deltagende elever. Eleverne skulle anvende registrene, som om de var henholdsvis datalærer, bibliotekar og faglærer. Gennem arbejdet med registrene ville det bl.a. blive søgt belyst,hvorledes adgangen til edb-registre kunne reguleres, hvorledes registrene kunne ajourføres, samt hvorledes der i øvrigt kunne skabes sikkerhed for, at registrene ikke blev misbrugt.
Herudover ville man ved samkøring af registrene indbyrdes illustrere samkøringsspørgsmålet. Ved samkøringen ville der kunne fremkomme personidentificerbare uddata. Registrene skulle benyttes i en periode på en-to måneder.
Registertilsynet udtalte bl.a.:
»De i nærværende sag omhandlede registre er edb-registre, der indeholder personoplysninger. Da registrene føres i forbindelse med løsningen af en forvaltningsopgave, nemlig undervisningen af folkeskoleelever, sker registerførelsen for så vidt for den offentlige forvaltning. Registertilsynet finder imidlertid grundlag for at tage hensyn til registrenes særlige karakter. Der er således tale om, at registrene oprettes af eleverne selv, og at oplysningerne stammer fra eleverne. Registertilsynet forudsætter herved, at deltagelse i forsøget er frivilligt. Herudover skal man bemærke, at registrene udelukkende skal anvendes i forbindelse med undervisningsforløbet og således ikke vil have administrative funktioner. Endvidere vil der ikke ske videregivelse af oplysningerne fra registrene, og registrene vil ikke blive samkørt med andre registre end de involverede. Endelig bemærkes, at oplysningerne i registrene vil blive slettet umiddelbart efter undervisningsforløbets afslutning. Registertilsynet skal derfor meddele, at der ud fra en vurdering af det, om registerførelsen oplyste sammenholdt med registerlovens formål, er grundlag for at anse registrene for ikke værende omfattet af lov om offentlige myndigheders registre. Der skal således ikke fastsættes forskrifter i medfør af lovens kapitel 2 for registrenes opbygning og drift.«