Videregivelse, social pension, pengeinstitut, Det fælleskommunale system for Sociale Pensioner, Kommunedata I/S
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1985/11094@1985-11-05/da
Indhold
Registertilsynet har i 1985 behandlet en konkret klagesag, hvor en person klagede over, at der i forbindelse med udbetalingen af social pension fra en kommune blev videregivet oplysninger til et pengeinstitut om karakteren af den udbetalte ydelse.
På baggrund heraf udbad Registertilsynet sig en udtalelse fra den berørte kommune, der oplyste, at udbetalingen var sket gennem Det fælleskommunale system for Sociale Pensioner. Ved den efterfølgende behandling af sagen måtte registertilsynet konstatere, at der var tale om et generelt spørgsmål, som havde betydning for de fælleskommunale systemer, som formidler udbetaling af ydelser, løn og lignende.
Forskrifterne for Det fælleskommunale system for Sociale Pensioner indeholder en bestemmelse, § 25, stk. 2, der lyder således:
»Oplysninger om udbetalinger må videregives til Pengeinstitutternes Betalingsformidlings Center (PBC) til brug ved overførsel af udbetalinger til de registrerede pensionsmodtagere m.fl.«
En bestemmelse i hovedtræk svarende til § 25, stk. 2, i forskrifterne for Det fælleskommunale system for Sociale Pensioner findes i en række forskrifter for fælleskommunale systemer. Bestemmelserne er alle formuleret på grundlag af Registertilsynets henstillinger i 1979 om en generel formulering af forskrifternes regler om videregivelse af oplysninger til private.
Registertilsynet lagde dengang ved behandlingen af det generelle spørgsmål til grund, at kun fem oplysningstyper blev videregivet: Beløbsmodtagerens CPR-nummer, bankregistrerings- og kontonummer, beløb til udbetaling samt dispositionsdato.
Den konkrete klagesag viste imidlertid, at der fra systemet for sociale pensioner bl.a. også blev videregivet oplysning om karakteren af den udbetalte ydelse, og registertilsynet fik af Kommunedata I/S oplyst, at dette ligeledes var tilfældet for en række andre fælleskommunale systemer.
Registertilsynet fandt det på baggrund heraf nødvendigt at afholde et møde med repræsentanter for de involverede parter med henblik på at drøfte den hidtidige praksis og for at få oplyst behovet for overførsel af oplysninger i videre omfang end forudsat ved fastsættelsen af forskrifterne. De forskellige repræsentanter redegjorde her for deres synspunkter omkring spørgsmålet.
Registertilsynet måtte ved sin efterfølgende udtalelse lægge til grund, at det på baggrund af forarbejderne til de fælleskommunale forskrifters bestemmelser om videregivelse af oplysninger til PBC ikke kunne anses for lovligt at videregive oplysninger om karakteren af den overførte ydelse.
Man overvejede herefter, hvorvidt de begrundelser for at fortsætte den hidtidige praksis for overførsel, som var blevet fremført af de forskellige repræsentanter, kunne tale for en ændring eller præcisering af de gældende regler.
Bestemmelsen om videregivelse til PBC er baseret på reglen i lovens § 17. Denne regel lyder:
»Oplysninger om bestemte personer kan videregives til private virksomheder m.v., der i henhold til lov eller aftale medvirker ved løsning af vedkommende myndigheds opgaver. Der må dog kun ske videregivelse af oplysninger, der er nødvendige i den modtagende virksomheds arbejde for det offentlige. Oplysningerne må ikke benyttes til andre formål end fastsat af den registeransvarlige myndighed.«
Registertilsynet skulle således påse, at de oplysninger, der blev videregivet, klart var nødvendige for gennemførelsen af overførsel af den enkelte udbetaling, således at der herved blev taget hensyn til borgerens integritetsbeskyttelse.
Det var fra pengeinstitutternes side fremført, at kontoudskriften af hensyn til kunden burde indeholde så detaljerede oplysninger som muligt, hvorfor oplysning om ydelsens art burde videregives i forbindelse med overførslen.
Tilsynet udtalte hertil bl.a.:»Registertilsynet er af den opfattelse, at der fra Den Danske Bankforening og Danmarks Sparekasseforening ikke er fremført tilstrækkeligt vægtige argumenter for behovet for, at der videregives oplysninger om karakteren af udbetalingen, som opvejer det mere generelle hensyn, at borgeren skal beskyttes mod videregivelse af oplysninger om, at vedkommende f.eks. modtager social pension, bistandsydelse, underholdsbidrag, løn m.v. Registertilsynet finder i denne forbindelse, at servicehensyn kun bør tillægges vægt, hvis kunden selv har indflydelse på kontoudskriftens oplysninger herom, og således f.eks. ved direkte samtykke har givet tilladelse til, at oplysningen videregives fra kommunen til pengeinstituttet.
Da det som tilkendegivet af foreningerne ikke er nødvendigt for pengeinstitutterne at modtage oplysninger om karakteren af ydelsen af hensyn til udbetalingen, kan registertilsynet ikke tiltræde, at der fortsat videregives oplysninger til pengeinstitutterne om karakteren af ydelsen.
Registertilsynet har derimod ikke indvendinger imod, at der af hensyn til PBCs fejlfindingsprocedure videregives oplysning om karakteren af ydelsen (kode for opgaven), men man finder, at det alene bør være PBC, der modtager disse oplysninger. Oplysningen om karakteren af ydelsen bør således heller ikke i kodeform videreformidles til de enkelte pengeinstitutter«.
Registertilsynet anmodede endelig Administrationsdepartementet om at oplyse, hvilke foranstaltninger man agtede at træffe i anledning af sagen. Sagen er endnu ikke afsluttet.