Gelex

Brugsret fjernelsesvilkår

GældendeVersion 1985-05-29
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1985/17325@1985-05-29/da

Indhold
  1. Indledning

Udskrift af forhandlings- og kendelsesprotokollen for taksationskommissionen for Fyn og det sydlige Jylland.

(Lov nr. 186 af 4. juni 1964).

Sag nr. Ta. II 8/84 .

Matr.nr. 6, Haraldskær Hovedgård, Skibet.

(lb.nr. 68 og lb.nr. 27 c).

Vejdirektoratet ved Vejle amtskommune (ved afdelingsingeniør J. Zeuthen) mod Skibet Vandværk (ved landinspektør Hans Faarup).

Kendelse den 29. maj 1985 .

Vejle amtskommune har ønsket at efterprøve den erstatning, der ved kendelse af 13. november 1984 af ekspropriationskommissionen vedrørende hovedlandevejsanlæg i Jylland er tillagt Skibet Vandværk som burger af ovennævnte ejendom i anledning af stedfunden ekspropriation til forlægning af hovedlandevej 363, Vejle- Grindsted.

Der fremlagdes udskrift af forhandlingsprotokollen for ekspropriationskommissionen, hæfte 13 og 14, skrivelse af 27. december 1984 fra kommissarius ved statens ekspropirationer i Jylland, arealfortegnelse nr. 3, arealerhvervelsesplaner samt ankebegæring.

Endvidere fremlagdes brev af 20. maj 1985 fra Vejle amtskommune bilagt anlægsmyndighedens erstatningspåstand i sagen.

Endelig fremlagdes brev af 20. maj 1985 fra landinspektør Hans Faarup, bilagt opgørelse af Vandværkets tab med tilhørende bilagssamling, bilag 1-25 samt tegning af 29. maj 1985 med angivelse af den ændrede linieføring for vandledningen.

Taksationskommissionen besigtigede forholdene på stedet, og parterne havde lejlighed til at forelægge deres synspunkter og fremkomme med deres bemærkninger.

Ved ekspropriationsforretningen den 12. april 1984 blev hele ejendommen matr.nr. 6, Haraldskær Hovedgård, tilhørende Vejle amtskommune eksproprieret, og brugeren, Skibet Vandværk, blev forpligtet til inden 1. januar 1985 at fjerne vandværksbygningen til fundament.

Det blev samtidig fastlagt, at vandværket som et led i erstatningsfastsættelsen overtager et ca. 350 (m2) stort areal af matr.nr. 1 k, ibd (lb.nr. 52).

Vandværket nedlagde under ekspropriationsforretningen påstand om en erstatning på principalt 536.000,00 kr. subsidiært 425.000,00 kr., begge tal eksklusive moms.

I den skriftlige erstatningspåstand er bl.a. følgende nærmere anført:

»1. Tab af vandværksbygning med rentvandsbeholder og maskinrum 306.000,00 kr. 2. Etablering af ny vandledning til og fra vandværk, incl. opgravning og tildækning 65.000,00 kr. 3. Flytning af eksisterende vandværk incl. rør og fittings 105.000,00 kr. 4. Nødvendig udgift til el-installation 40.000,00 kr. 5. Nødvendige udgifter til projektering og tilsyn 20.000,00 kr. -------------- Ialt 536.000,00 kr.

Vedrørende posterne 1-3 henvises til opgørelse fra VVS-installatør Finn Buhl Jensen, Billund, 16, marts 1984. (Bilag A).

Posterne 4 og 5 er skønnede minimumsbeløb blandt andet under indtryk af de omkostninger, som Skibet Vandværk har afholdt ved ombygningen i 1977. (Bilag B).

Der fremsattes følgende subsidiære erstatningsopgørelse under hensyntagen til

at Skibet vandværk opnår en forbedring, når der etableres en ny vandværksbygning. (Nyt for gammel).

at rentvandbeholderen under Agar-fabrikkens affaldsbeholder er beliggende på delvise fjernelsesvilkår, idet dog bemærkes, at der også er rentvandsbeholder under vandværksbygningen og

at tilbygningen i 1977 på 8,5 (m2) blev tilladt på delvise fjernelsesvilkår.

1. Tab af vandværksbygning med rentvandsbeholder og maskinrum 210.000,00 kr. 2. Etablering af ny vandledning til og fra vandværk, incl. opgravning og tildækning 50.000,00 kr. 3. Flytning af eksisterende vandværk, incl. rør og fittings 105.000,00 kr. 4. Nødvendig udgift til el-installation 40.000,00 kr. 5. Nødvendige udgifter til projektering og tilsyn 20.000,00 kr. -------------- Ialt 425.000,00 kr. Beløb til sagkyndig bistand i forbindelse med ekspropriationsforretningen 3.000,00 kr.«

Anlægsmyndigheden påstod under forretningen den 12. april 1984, at der ikke skulle ydes erstatning for opsigelse af lejemålet under henvisning til den oprindelige lejeoverenskomsts opsigelsesbetingelser.

Den oprindelige lejeoverenskomst mellem Skibet Vandværk og Vejle- Vandel- Grindsted Jernbane er indgået i juli 1947 og omfatter et ca. 100 (m2) stort areal i det nordøstre hjørne af matr.nr. 6, hvorpå vandværket opførte en ca. 29 (m2) stor bygning.

Efter overenskomsten kan banen opsige lejemålet med 6 måneders varsel, såfremt jernbanens tarv gør det påkrævet, uden at vandværket kan gøre erstatningskrav gældende.

Efter aftale af 2. juli 1957 mellem Vejle- Vandel Grindsted-banen i likvidation og Vejle amtskommune købte amtskommunen bl.a. ejendommen matr.nr. 6 og indtrådte i banens rettigheder og forpligtelser i henhold til den oprindelige lejeoverenskomst.

Overdragelsen blev meddelt Skibet Vandværk ved fremsendelse af en protokoludskrift, og vandværket har siden 1. januar 1958 betalt leje til amtskommunen, men der blev ikke indgået en ny lejekontrakt.

Vandværket har siden ved en række henvendelser anmodet amtskommunen om at kunne købe det lejede areal og et tilstødende areal, men amtskommunen har ikke villet tage stilling til spørgsmålet, før linieføringen for en forlægning af hovedlandevej 363 var endelig fastlagt, idet man netop havde erhvervet de nedlagte banearealer inkl. matr.nr. 6 til brug for en sådan vejforlægning.

Under forretningen den 12. april 1984 afviste ekspropriationskommissionen anlægsmyndighedens påstand og udsatte efterfølgende erstatningsforhandlingerne til forretningen den 24. august 1984.

Ekspropriationskommissionens afvisning af anlægsmyndighedens påstand om, at lejemålet kunne opsiges erstatningsfrit, er bl.a. begrundet med, at den oprindelige betingelse: »såfremt jernbanens tarv gør det påkrævet«, indebærer en betydelig mindre risiko, end hvis jernbanens tarv erstattes med vejformål, som amtskommunen har påberåbt sig efter at være indtrådt i banens rettigheder og forpligtelser, og at det var amtskommunen, der som den stærkere part havde ansvaret for, at lejeoverenskomstens bestemmelser blev ajourført til den nye situation.

Anlægsmyndigheden har taget ekspropriationskommissionens afvisning til efterretning og har herefter for ekspropriationskommissionen nedlagt påstand om, at der alene tillægges vandværket en erstatning på 25.000,00 - 50.000,00 kr., idet der heri bør ske modregning af købesummen for det tillagte areal.

I et for ekspropriationskommissionen fremlagt notat har anlægsmyndigheden nærmere anført:

»Idet kommissionens afvisning tages til efterretning, må det lægges til grund, at der skal ydes erstatning for den ca. 28 (m2) store og ca. 37 år gamle vandværksbygning med installationer, som var omfattet af den oprindelige overenskomst med banen.

Ved amtskommunens overtagelse af ejendommen matr.nr. 6 var der også et lejemål med firmaet Skandinavisk Agar Industri vedrørende et ca. 700 (m2) stort areal, der lå ved siden af vandværekt.

Mellem dette firma og amtskommunen blev der indgået en fornyet lejekontrakt, som fastsatte, at amtskommunen erstatningsfrit kunne opsige lejemålet, såfremt arealer skulle bruges til offentlige formål, herunder vejformål.

Vandværket disponerer over en rentvandsbeholder, som det efter aftale med Skandinavisk Agar Industri har etableret under nogle betonkummer til agarfremstilling beliggende på det af fabrikken lejede areal.

Da lejemålet med Skandinavisk Agar Industri kan opsiges erstatningsfrit i den foreliggende situation, gøres det gældende, at vandværkets tab af brugen af denne rentvandsbeholder ikke skal erstattes.

Vandværket har ved et rådgivende ingeniørfirma i april 1977 ansøgt amtskommunen om tilladelse til at udvide vandværksbygningen med 8,5 (m2) i forbindelse med en ændring af filtersystemet. Samtidg ansøgtes bl.a. om tilladelse til at nedlægge en ny hovedvandledning i naturstiens areal og en vandledning fra borestedet syd for åen til vandværket.

Amtskommunens tilladelser på nærmere anførte vilkår blev meddelt det rådgivende ingeniørfirma ved fremsendelse - uden særlig følgeskrivelse, men efter telefonisk aftale - af en genpart af intern skrivelse fra amtsvejinspektoratet til amtsvandinspektoratet, der behandlede disse ansøgninger sammen med en ansøgning om tilladelse til at udvide vandboringen på sydsiden af åen.

Den nævnte genpart er stemplet indgået hos ingeniørfirmaet den 30. november 1977.

Som det fremgår af det af vandværket fremlagte bilag 14, blev udvidelsen af vandværket tilladt »under forudsætning af, at lejemålet fortsat kan opsiges med (det i den oprindelige overenskomst) nævnte varsel og med krav om bortfjernelse af bygninger«, og nedlægning af vandledningerne blev tilladt på fjernelsesvilkår, forstået som bekostning af nødvendige ændringer, der er affødt af vejanlæggets tarv.

På tidspunktet for vandværksudvidelsen m.v. i 1977 har vandværket i 19 år været vidende om, at det er vejanlæggets tarv, som vil være afgørende for, om det kan forblive på det lejede areal, og det gøres gældende, at vandværket har forstået og accepteret de anførte vilkår, som de også var ment af amtskommunen, nemlig fjernelsesvilkår betinget af vejanlæggets tarv.

Det gøres videre gældende, at vandværket efter det foreliggende må bære risikoen for, at de nye investeringer kunne gå tabt, og at der følgelig ikke kan gøres erstatningskrav gældende for vandværksudvidelsen, det nye filter og de nævnte ledninger.

Hvis amtskommunen ikke havde givet tilladelse til udvidelsen m.v. i 1977, og hvis amtskommunen derved blev fastholdt på en erstatningspligt for opsigelse af lejemålet, så skulle erstatningen fastsættes for den 28 (m2) store og dengang 30 år gamle vandværksbygning med installationer, herunder nogle åbne filtre, som var modne til udskiftning, men ikke for den del af rentvandsbeholderen, som ligger under agarkummerne.

Det gøres gældende, at et sådant erstatningsbeløb i 1977 ville have været i størrelsesordenen 20-40.000,00 kr., svarende til ca. 1.000,00 kr./(m2).

Det gøres endvidere gældende, at ekspropriationserstatningen nu skal fastsættes for det tab, som efter foranstående påstand er anslået til 20-40.000,00 kr. i 1977, idet vandværket efter de fjernelsesvilkår, der var knyttet til de meddelte tilladelser og accepteret af vandværket, selv bærer risikoen for, at investeringerne i 1977 kunne gå tabt.'

De for vandværket mødte gjorde for ekspropriationskommissionen gældende, at det nævnte bilag 14 ikke var et brev til vandværket, men alene et internt brev fra amtsvejinspektoratet til amtsvandinspektoratet i Vejle amt. Vandværket kunne derfor ikke være bundet af de betingelser, der var angivet i den interne brevveksling inden for amtskommunens tekniske forvaltning.

Ekspropriationskommissionen har ikke mod vandværkets protest ment at kunne lægge vægt på de betingelser, der er angivet i amtsvejinsepktoratets brev (bilag 14) til amtsvandinspektoratet.

Ekspropriationskommissionen har herefter udtalt følgende:

Der skal alene ydes erstatning for hele den eksisterende vandværksbygning og for omkostningerne ved at flytte diverse installationer. Efter kommissionens skøn har den nuværende bygning en værdi af 185.000,00 kr. Kommissionen har herved set bort fra værdien af rentvandsbeholderen på det af Skandinavisk Agar Industri lejede areal. Kommissionen kan tiltræde erstatningsposterne 2-4 i vandværkets subsidiære påstand, hvorefter der fremkommer en samlet erstatning på 400.000,00 kr. I dette beløb fragår købesummen for det ca. 350 (m2) store, overdragne areal af lb.nr. 52. Under hensyn til den på stedet gældende pris for arealer af tilsvarende beliggenhed og til arealets retlige og faktiske beskaffenhed har kommissionen fastsat købesummen til ialt 21.000,00 kr. Resterstatningen, der således udgør 379.000,00 kr., forrentes med 8 % p.a. fra den 1. juni 1984.

For udgifter til sagkyndig bistand har ekspropriationskommissionen under hensyn til sagens karakter om omfang tillagt et beløb af 2.400,00 kr.

Anlægsmyndigheden har for taksationskommissionen nedlagt påstand om, at den af ekspropriationskommissionen fastsatte erstatning for ulemper ved flytning af vandværksbygning m.v. nedsættes til et beløb af ikke over 120.000 kr., og at ekspropriationskommissionens afgørelse med hensyn til købesummen for det til vandværket overdragne areal på 21.000 kr. stadfæstes.

Anlægsmyndigheden har i sin begrundelse for påstanden taget udgangspunktet i Skibet Vandværks subsidiære erstatningspåstand (ovenfor s. 3), der også er lagt til grund af ekspropriationskommissionen:

1. Erstatningen for tab af bygning med rentvandsbeholder og maskinrum, der af ekspropriationskommissionen var ansat til 185.000 kr., bør nedsættes til et beløb af 2.000 kr. pr. (m2), og således at der kun betales for den oprindelige vandværksbygning på 29 (m2).

2. Erstatning for udgifter til etablering af ny vandledning til og fra vandværket bør efter anlæggets opfattelse ansættes til 0 kr.

3. Erstatningen for flytning af eksisterende vandværk inkl. rør og fitting påstås nedsat til et beløb ikke over 35.000 kr.

4. Erstatning for nødvendige udgifter til el-installationer påstås nedsat til et beløb ikke over 15.000 kr.

5. Erstatning for nødvendige udgifter til projektering og tilsyn påstås nedsat til et beløb ikke over 10.000 kr.

Hver af disse punkter er af anlægsmyndigheden uddybet nærmere således:

ad punkt 1.

I et for taksationskommissionen fremlagt bilag hedder det:

»Den oprindelige vandværksbygning i lejemålet var 29 (m2) stor. I det sydøstre hjørne var der under gulvet en 3 x 3 = 9 (m2) stor og knap 2 m dyb rentvandsbeholder. Langs vestvæggen var der åbne sandfiltre.

Den senere etablerede udvidelse af rentvandsbeholderen på det af Skandinavisk Agar Industri lejede areal var ca. 86 (m2) med ca. 1,5 m dybde.

I 1977 blev vandværksbygningen udvidet mod vest fra 29 (m2) til 37 (m2). Derved blev der skaffet plads til 2 nye sandfiltre af lukket type, men der blev ikke etableret rentvandsbeholder under tilbygningen.

Om den omstridte tilladelse til udvidelse af vandværksbygningen m.v. i 1977 har ekspropriationskommissionen i kendelsen udtalt, at den ikke mod vandværkets protest har ment at kunne lægge vægt på de betingelser, der er angivet i amtsvejinspektoratets brev (bilag 14) til amtsvandinspektoratet.

Protesten er refereret med, at de for vandværket mødte gjorde gældende, at det nævnte bilag 14 ikke var et brev til vandværket, men alene et internt brev fra amtsvejinspektoratet til amtsvandinspektoratet. Vandværket kunne derfor ikke være bundet af de betingelser, der var angivet i den interne brevveksling inden for amtskommunens tekniske forvaltning.

Heroverfor ønsker anlægsmyndigheden at gøre gældende, at der bør tages hensyn til de nævnte betingelser under henvisning til:

at vandværket i sin subsidiære erstatningspåstand - som er anført i nærværende kendelse side 3 - har henvist til, at tilbygningen blev tilladt på delvise fjernelsesvilkår. Der er således ikke tale om en protest imod dette hensyn i den subsidiære påstand, som ekspropriationskommissionen har lagt til grund i sin kendelse,

at sagsgangen ved ansøgning og meddelese af tilladelse, jfr. nærværende kendelse side 5, var som følger: Det rådgivende ingeniørfirma H. Schmidt-Rasmussen, Vejle, fremsendte på vandværkets vegne ansøgninger om tilladelse til:

- udvidelse af vandindvindingsretten, herunder lægning af ny trykledning fra borested til vandværk. Ansøgning af 11/3 1977,

- lægning af ny hovedvandledning i naturstiens areal (den nedlagte banestrækning) med krydsning under hovedlandevejen i km 6,4. Ansøgning af 25/4 1977,

- udvidelse af vandværksbygning med 8,5 (m2) for at få plads til ændring af filtersystem fra åben til lukket. Ansøgning af 25/4 1977, og

- nedgravning af el-kabel under å-bunden. Ansøgning af 26/4 1977.

Ingeniørfirmaet modtog med brev af 28/11 1977 tilladelse til nedgravning af el-kabel på nærmere anførte vilkår, og med brev af samme dato tilladelse på nærmere anførte vilkår til underføring af ny vandledning under hovedlandevejen.

Det fremgår af et notat på sidstnævnte af ingeniørfirmaet modtagne tilladelse, at der telefonisk træffes aftale om, at amtskommunen fremsender den som bilag 14 fremlagte skrivelse fra amtsvejinspektoratet til amtsvandinspektoratet med tilladelser på nærmere angivne vilkår til udvidelse af vandbærksbygningen, lægning af ny trykledning fra borested til vandværk og lægning af ny hovedledning i naturstiens areal.

Som det fremgår, er bilag 14 stemplet indgået hos ingeniørfirmaet den 30/11 1977.

Ingeniørfirmaet har ansøgt tilladelserne på vandværkets vegne, og det har truffet aftale om at modtage dem på den beskrevne måde. Disse tilladelser var nødvendige for, at vandværket lovligt kunne udføre de omhandlede anlæg, og vandværket har gjort brug af dem uden nogen bemærkninger. De må derfor regnes for at være accepteret, hvilket også har været amtskommunens forudsætning for at fremsende til vandværket den af Vejle kommune udstedte ibrugtagningsattest med brev af 9/12 1977.

Det er anlægsmyndighedens påstand, at der ikke under de beskrevne omstændigheder kan ses bort fra tilladelserne med de tilknyttede vilkår i bilag 14, og det gøres gældende, at vandværket selv må bære risikoen for, at investeringerne i bygningsudvidelse og nye sandfiltre m.v. kunne gå tabt, hvis hovedlandevejsforlægningen medfører, at det eksisterende vandværk skal flyttes.

I konsekvens heraf påstås det, at der kun skal ydes erstatning for tab af den oprindelige vandværksbygning på 29 (m2), og ikke for den 8 (m2) store udvidelse med de nye sandfiltre.

Ekspropriationskommissionen har udtalt, at der alene skal ydes erstatning for hele den eksisterende vandværksbygning (d.v.s. 37 (m2) inklusive udvidelse), og for omkostningerne ved at flytte diverse installationer.

For vandværksbygningen er der ansat en erstatning på 185.000 kr., svarende til 5.000 kr./(m2).

Det fremgår af vandværkets primære erstatningspåstand, at den nye vandværksbygning er tilbudt opført for 306.000 kr.

Den er næsten fire gange så stor som den oprindelige bygning, nemlig 15,4 x 6,6 = 101,6 (m2). Tilbuddet svarer dermed til en (m2)-pris på 3.000 kr.(m2), hvilket må anses at være en rimelig pris for nyt industribyggeri af denne type uden indregning af installationer og grundpris.

Det gøres gældende, at der ikke efter fast praksis fuldt ud skal erstattes gammelt med nyt, og denne regel har vandværket også henvist til i sin subsidiære erstatningspåstand.

Anlægsmyndigheden påstår herefter erstatningen for post 1, tab af bygning med rentvandsbeholder og maskinrum, ansat som tab af en 29 (m2) stor bygning på grundlag af en (m2)-pris efter taksationskommissionens skøn ikke over 2.000 kr./(m2).«

ad pkt. 2.

Anlægsmyndigheden gør gældende, at de omhandlede ledninger ikke er omfattet af det i forbindelse med ekspropriationen opsagte lejemål, at de i 1977 blev lagt i et offentligt umatrikuleret areal erhvervet til vejformål, og at omlægningen nødvendiggøres af hovedvejsforlægningen, og at det allerede i medfør af § 106 i lov om offentlige veje kan forlanges, at ledningerne omlægges på ledningsejerens bekostning.

ad pkt. 3-5.

Som følge af anlægsmyndighedens hovedsynspunkt vedrørende pkt. 1, nemlig at tilladelsen til udvidelse af vandværket i 1977 er givet på vilkår om fjernelse, bør de nævnte udgifter deles mellem parterne, idet vandværket selv må bære risikoen for tab af investeringen i den skete udvidelse af vandværksbygningerne. Herudover bør ske yderligere fradrag som følge af de med flytningen forbundne forbedringer.

Skibet Vandværk har for taksationskommissionen med henvisning til statsekspropriationslovens § 10, indledningsvis rejst spørgsmål om, hvorvidt de af Vejle amtsråd valgte medlemmer af kommissionen burde fratræde kommissionen ved behandlingen af erstatningsspørgsmålet i sagen.

Vandværket har iøvrigt for taksationskommissionen opgjort sit erstatningskrav således:

1. Skibet Vandværks samlede udgifter til etablering af et nyt vandværk, samlet erstatningskrav kr. 576.309,72 2. Subsidiær erstatningspåstand kr. 434.652,70 3. Mere subsidiær erstatningspåstand kr. 400.000,00

(stadfæstelse af ekspropriationskommissionens kendelse).

I alle tre beløb fragår købesummen for et ca.

350 (m2) stort areal af lb.nr. 52 med kr. 21.000,00 Beløb til sagkyndig bistand i forbindelse med ekspropriations- og taksationsforretningerne kr. 6.000,00

Ad 1. Vandværkets udgifter i forbindelse med ekspropriationen fremkommer således:

A. Tab af vandværksbygning med rentvandsbeholder og maskinrum kr. 296.000,00 B. Etablering af ny vandledning til og fra vandværk, incl. opgravning og tildækning kr. 65.000,00 C. Flytning af eksisterende vandværk incl. rør og fittings kr. 105.000,00 D. Afholdte elinstallationsudgifter kr. 36.577,34 E. Udgift til vandsænkning ved ny bygning kr. 8.000,00 F. Ekstraudgifter ifbm. ændret rørføring ved ny bygning kr. 19.975,00 G. Ekstraudgifter ifbm. kontraventiler m.v. kr. 14.477,38 H. Omkostning ifbm. optagelse af byggelån kr. 1.280,00 -------------- kr. 185.309,72 I. Renteudgift fra byggelån, 14,75 % p.a. anslås til kr. 30.000,00 -------------------------------------------------------------------- Samlet udgift kr. 576.309,72 --------------

Ad 2. Den subsidiære påstand fremkommer efter følgende opgørelse:

A. Tab af vandværksbygning med rentvandsbeholder og maskinrum kr. 185.000,00 B. Etablering af ny vandledning til og fra vandværk, incl. opgravning og tildækning kr. 50.000,00 C.-H. De øvrige faktiske udgifter, jævnfør foregående opstilling kr. 185.309,72 -------------- Ialt kr. 420.309,72 Merrenteudgift ifbm. optagelse af byggelån, 14,75% i 182 dage, (erstatning 1.juli 1985) kr. 14.343,07 -------------------------------------------------------------------- Subsidiær erstatningspåstand kr. 434.652,70 --------------

Post A er det beløb, ekspropriationskommissionen fastsatte værdien af den eksisterende vandværksbygning til. Beløbet er lavt sat, fordi brugsværdien ikke er dækket af dette beløb.

Vedrørende posterne B - H bemærkes, at ekspropriationskommissionen anerkender, at vandværkets faktiske udgifter i anledning af ekspropriation af lejemålet skal dækkes. Posterne B - D var kendte på ekspropriationstidspunktet. Posterne E - H er faktiske udgifter, der er fremkommet i forbindelse med opførelsen af det nye vandværk.

Dækningen af de faktiske udgifter ved ekspropriationen er helt i overensstemmelse med taksationspraksis, jfr. KFE 1983, p. 118, bilag 25.

Skibet Vandværk anmodede om at få den ekspropriationskommissionen tilkendte erstatning udbetalt. Denne anmodning er blevet afslået. Det gøres derfor gældende, at den merrenteudgift, som vandværket er blevet tvunget til at afholde ved optagelse af byggelån for at overholde tidsfristen den 1. januar 1985, skal erstattes.

Den subsidiære erstatningspåstand skal betragtes som en ajourføring af ekspropriationskommissionens etstatningsbeløb, idet de 400.000,- kr. er blevet forhøjet med 34.000,- kr., der består af en ekstraudgift ved ændret rørføring ved den nye bygning (post F) på 20.000,- kr. og en renteudgift på 14.000,- kr., der alene skyldes, at erstatningssagen er trukket i langdrag.

Til det af anlægsmyndigheden for taksationskommissionen anførte vedrørende opgørelsen af erstatningen for tab af bygning m.v. blev det af vandværket henvist til, at ekspropriationskommissionen ved sin etstatningsfastsættelse ikke havde taget udgangspunkt i udgifterne til den ny bygning, men derimod i værdien af den eksisterende, ligesom ekspropriationskommissionen ved sin afgørelse havde lagt til grund, at vandværket mistede 29 (m2) bygning og ikke 37 (m2).

Med hensyn til det af anlægsmyndigheden anførte om en deling af udgifterne til flytning af installationer m.v. blev det af vandværket gjort gældende, at vandværket måtte anses for berettiget til at få samtlige udgifter hertil dækket, idet der var tale om faktiske udgifter afholdt til flytning af samtlige anlæg fra det tidligere vandværk. Vandværket oplyste i denne forbindelse, at den tilkendte erstatning for udgifter til etablering af ny vandledning udelukkende angik flytning af ledning udenfor naturstiens område.

Vandværket gjorde endelig gældende, at der eftr dets opfattelse ikke af anlægsmyndigheden kunne støttes nogen ret på det i sagen omhandlede bilag 14. Tilladelsen burde i givet fald have været stilet til vandværket, og det foreliggende dokument kunne således ikke betragtes som en bindende forvaltningsakt.

Taksationskommissionen skal med hensyn til det af vandværket rejste spørgsmål om de amtsrådsvalgte kommissionesmedlemmers habilitet bemærke, at der efter kommissionens opfattelse ikke foreligger omstændigheder, der kan begrunde, at de pågældende kommissionsmedlemmer fratræder kommissionen under dennes behandling af sagen, idet der herved er henset til, at Vejle amtskommune alene forestår ekspropriationsanlæggets gennemførelse på vejdirektoratets vegne, og således er uden økonomisk interesse i sagens afgørelse.

Med hensyn til erstatningsfastsættelsen finder taksationskommissionen vedrørende pkt. 1 (nærværende kendelse side 3), erstatning for tab af vandværksbygning, at det i overensstemmelse med det af ekspropriationskommissionen anførte, må lægges til grund, at fjernelsesklausulen i den oprindelige mellem Skibet Vandværk og Vejle- Vandel- Grindsted jernbane indgåede overenskomst ikke kan gøres gældende. Derimod står det efter parternes forklaring for taksationskommissionen fast, at Vandværket har modtaget de dokumenter, der indeholder fjernelsesklausul vedrørende tilbygningen i 1977. Erstatning for tabet af den oprindelige 29 (m2) store vandværksbygning, kan efter taksationskommissionens opfattelse passende ansættes til 150.000 kr.

For så vidt angår posterne 2-4 i erstatningsopgørelsen (ovenfor side 3) finder taksationskommissionen det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at der er en sådan forbindelse mellem fjernelsesklausulen fra 1977 og de investeringer, der erstattes under disse poster, at der bør ske en fordeling af udgifterne. Taksationskommissionen finder derfor, at der til dækning af disse poster bør tilkendes Vandværket en erstatning på 195.000 kr., der fordeler sig med 50.000 kr. til dækning af udgifter til ny vandledning m.v., 105.000 kr. til dækning af udgifter til flytning af eksisterende vandværk og 40.000 kr. til dækning af udgifter til el-installationer m.v.

Taksationskommissionen har ikke kunnet anerkende post 5, allerede fordi der af vandværket ikke har været fremlagt dokumentation for afholdte udgifter til projektering i forbindelse med udførelsen af det nye anlæg.

Med hensyn til den af vandværket nedlagte påstand om tilkendelse af et beløb til dækning af udgifter til forrentning af byggelån, finder taksationskommissionen ikke, at den omstændighed, at der som følge af en tvist om erstatningens størrelse parterne imellem, indtræder en suspension med hensyn til erstatningens udbetaling, kan begrunde krav om dækning af en eventuel faktisk merudgift.

Taksationskommissionen har herved iøvrigt henset til, at erstatningen forrentes fra ekspropriationstidspunktet.

Til dækning af udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med sagens behandling for ekspropriationskommissionen og taksationskommissionen finder taksatiosnkommissionen, at der passende kan tillægges vandværket et beløb af ialt 6.000 kr.

Erstatningsspørgsmålet vil herefter være at opgøre således:

For samtlige ulemper i forbindelse med flytning af vandværksbygning m.v. 345.000 kr. Heri fragår købesummen for et ca. 350 (m2) stort areal af lb.nr. 52 med 21.000 kr.

Erstatningen forrentes med 8 % p.a. fra den 1. juni 1984.

For udgifter til sagkyndig bistand for ekspropriationskommissionen og ved taksationskommissionen tillægges der ejeren et beløb af ialt 6.000 kr.

Bent Christensen

/J. Fryd.

Versioner

  1. 1985-05-29