Kontanthjælp - uddannelseshjælp - indtrædelse af tilbagebetalingspligt (* 1) (* 4)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1985/19087@1985-05-23/da
Indhold
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En ansøger havde på grund af fødevareallergi modtaget hjælp efter tidligere revalideringslovs § 6 og bistandslovens § 42 med henblik på opnåelse af senest magisterkonferens i perioden 1. december 1968 til 1. april 1977.
Den 30. august 1972 underskrev ansøgeren lånedeklaration vedrørende hjælp efter revalideringsloven. Herefter ville lånet være at betale på den måde, revalideringscentret måtte bestemme og meddele pågældende umiddelbart efter uddannelsens afslutning.
Ifølge en opgørelse fra oktober 1979 var der ydet ansøgeren lån efter revalideringslovens § 6 med 36.260,35 kr. og lån efter bistandslovens § 42 med 12.357,45 kr., i alt 48.617,80 kr.
Opgørelsen blev sendt til ansøgerens daværende opholdskommune med anmodning om, at der blev underskrevet gældsbreve og tilbagebetalingserklæring. Da ansøgerens studier endnu ikke var afsluttede, men forventedes genoptaget januar 1982 med afslutning februar 1983, foretog kommunen ikke videre.
I forbindelse med at ansøgerens daværende opholdskommune modregnede overskydende skat for 1981 som afdrag på uddannelsesgælden, klagede ansøgeren til amtsankenævnet. Ansøgeren gjorde gældende, at uddannelsesgælden var forældet pr. 1. april 1982, idet § 42- udbetalingen ophørte pr. 1. april 1977.
Det sociale udvalg i ansøgerens daværende opholdskommune oplyste den 1. oktober 1982 til amtsankenævnet, at udvalget ikke havde optaget forhandling med ansøgeren om tilbagebetaling af lån, da pågældende ikke havde afsluttet uddannelsen endnu, og lånet ikke fandtes forældet.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Amtsankenævnet ophævede kommunens afgørelse om tilbagebetalingskravet mod ansøgeren, idet dette, i medfør af revalideringslovens § 6 og bistandslovens § 42, ansås for bortfaldet.
Amtsankenævnet lagde vægt på, at hjælpen ophørte i maj 1977, og at kommunen først i februar 1982 i form af modregning i overskydende skat kontaktede ansøgeren vedrørende tilbagebetaling af den ydede uddannelseshjælp. Da der således ikke tidligere var truffet foranstaltninger til fastsættelse af en betalingsordning, fandt nævnet, at dette måtte sidestilles med, at det sociale udvalg ikke havde fundet grundlag for en betalingsordning. Under hensyn til, at hjælpen ophørte før 1. januar 1978, nemlig i maj 1977, var det den tidligere gældende bortfaldsregel på 3 år, der skulle finde anvendelse i den foreliggende sag. Tilbagebetalingskravet ansås således for bortfaldet på tidspunktet for udbetaling af overskydende skat.
Amtsankenævnet bemærkede sluttelig, at kommunen, da der var tale om tilbagebetaling af hjælp ydet efter bistandsloven, ikke ville kunne foretage modregning i overskydende skat.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af social- og sundhedsforvaltningen, der bl.a. anførte, at tilbagebetalingspligtens indtræden af forvaltningen var udskudt til uddannelsens endelige afslutning. Kravet fandtes ikke at være bortfaldet, idet tilbagebetalingspligten endnu ikke sås at være indtrådt.
Modregningsspørgsmålet blev ikke indanket for ankestyrelsen.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN:
Ankestyrelsen indhentede oplysninger, hvoraf det fremgik, at ansøgeren var blevet færdiguddannet den 28. februar 1984.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Ankestyrelsen finder, at tilbagebetalingspligten først indtræder ved uddannelsens afslutning uden hensyn til, om der er ydet støtte helt frem til dette tidspunkt.
Ankestyrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at det generelt må formodes, at lånmodtageren tidligst vil være i stand til at påbegynde tilbagebetalingen af lånet efter dette tidspunkt, samt på, at ansøgeren ifølge lånedeklarationen af 30. august 1972 først kunne forvente, at tilbagebetalingskravet blev rejst efter uddannelsens afslutning.
Ankestyrelsen ændrer således amtsankenævnets afgørelse.