Gelex

Lommepenge - umyndiggjort plejehjemsbeboer - modregning i opholdsbetaling. (* 1) (* 3)

OphævetVersion 1985-05-29fra 1985-05-29 til 1995-10-27
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1985/19099@1985-05-29/da

Indhold
  1. Indledning

REDEGØRELSE FOR SAGEN:

En nu afdød plejehjemsbeboer var på grund af alderdomssvækkelse umyndiggjort i såvel formueretlig som personlig henseende.

På grund af formueindtægter betalte hun for plejehjemsopholdet ud over den del af folkepensionen, der var inddraget til dette formål.

Afdødes værge havde indgået aftale med det sociale udvalg om, at lommepengebeløbet kunne modregnes i opholdsbetalingen. Værgen sendte derefter på anmodning fra plejehjemmet penge til afdødes personlige fornødenheder, herunder til dækning af udgifter til blomster, damefrisør og lignende.

Plejehjemmet fandt denne ordning upraktisk og ønskede lommepengebeløbet udbetalt til sig for at kunne disponere over det på beboerens vegne og ligeledes spare op til større ting.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:

Amtsankenævnet fandt, at det sociale udvalg ikke havde været berettiget til at lade beløbende til personlige fornødenheder indgå i opholdsbetalingen.

Amtsankenævnet fandt, at beløbet til personlige fornødenheder skulle udbetales til plejehjemmet, der herefter kunne disponere over dette. Amtsankenævnet henviste i sin afgørelse til en udtalelse fra socialministeriet, hvorefter adgangen i pkt. 120 i socialministeriets cirkulære af 29. marts 1976 til at aftale modregning i lommepengebeløbet til delvis dækning af opholdsbetalingen ikke var til stede i tilfælde, hvor en plejehjemsbeboer var umyndiggjort. Det sociale udvalg kunne således ikke aftale med den umyndiggjortes værge, at lommepengebeløbet skulle modregnes i opholdsbetalingen. Når der, som i det foreliggende tilfælde, var tale om en plejehjemsbeboer, der såvel formueretligt som personligt var umyndiggjort, kunne lommepengebeløbet i stedet udbetales til plejehjemmet, der så kunne disponere på beboerens vegne, eller ligefrem lade beløbet indgå i en samlet pulje til fælles foranstaltninger (udflugter, fester m.v.)

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:

Sagen blev anket af afdødes værge. Værgen anførte, at når en person er beskikket som værge, bør denne ikke overlade hvervet til andre personer eller institutioner.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN:

Justitsministeriet henviste på forespørgsel fra ankestyrelsen til, at værgen ifølge myndighedslovens § 45 bestyrer den umyndinges formue og handler på hans vegne i retsforhold vedrørende formuen, for så vidt ikke andet særligt er bestemt. Efter justitsministeriets opfattelse kan der anses at være truffet anden bestemmelse for så vidt angår det beløb, der udbetales til plejehjemsbeboere til personlige fornødenheder. Justisministeriet finder, at der er tilstrækkelig hjemmel hertil i beløbets formå, og den umyndiggjorte må da selv disponere over beløbet. Det er efter justitsministeriets opfattelse uden betydning, at den pågældende er umyndiggjort i såvel formueretlig som personlig henseende.

LOVGRUNDLAG:

Bistandslovens § 84. Socialministeriets cirkulære af 29. marts 1976 om institutioner under kommunerne og visse særlige plejehjem, pkt. 120.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:

Ankestyrelsen finder at måtte henholde sig til justitsministeriets udtalelse.

Ankestyrelsen finder herefter ikke, at værgen har været beføjet til at træffe aftale med det sociale udvalg om, at plejehjemsbeboerens beløb til personlige fornødenheder skulle modregnes i betalingen for hendes ophold på plejehjem.

På dette punkt tiltræder ankestyrelsen således amtsankenævnets afgørelse.

I overensstemmelse med justitsministeriets udtalelse finder ankestyrelsen derimod ikke, at beløb til personlige fornødenheder skulle udbetales til plejehjemmet, men til pågældende selv.

Ankestyrelsen ændrer således på dette punkt amtsankenævnets afgørelse.

Versioner

  1. 1985-05-29 · til 1995-10-27