Kontanthjælp - udmåling - forsøg med faste ydelser (* 1) (* 4)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1985/19135@1985-06-13/da
Indhold
REDEGØRELSE FOR DE ENKELTE SAGER:
1.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En ansøger, født i 1947, flyttede i december 1981 til A kommune, hvor han fik udmålt hjælp efter bistandslovens § 37. Pr. 1. juli 1983 blev ansøgeren overført til hjælp efter bistandslovens § 37, stk. 4. Fra januar til juli 1984 havde ansøgeren et vikariat som lærer 10 timer ugentlig. I denne periode blev der udbetalt supplerende hjælp til lønindtægten.
Fra 1. oktober 1984 udmålte A kommune kontanthjælpen efter bestemmelserne i socialministeriets bekendtgørelse af 24. september 1984 om forsøg med faste ydelser efter bistandsloven. Hjælpen havde senest udgjort 3.316 kr. månedlig.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Social- og sundhedsforvaltningen udmålte fra 1. oktober 1984 kontanthjælpen med en reduceret grundydelse på 2.113 kr. månedlig samt et boligtillæg på 1.047 kr. månedlig.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af ansøgeren, der bl.a. klagede over, at social- og sundhedsforvaltningen havde afslået at yde hjælp til betaling af fagforeningskontingent, arbejdsløshedskassekontingent og ansvarsforsikring.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN:
Social- og sundhedsforvaltningen oplyste over for ankestyrelsen, at ansøgeren var informeret om, at samtlige udgifter, bortset fra boligudgifterne, skulle afholdes af grundydelsen.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Ankestyrelsen er enig med social- og sundhedsforvaltningen i, at hjælpen efter socialministeriets bekendtgørelse nr. 484 af 24. september 1984 skal udmåles med reduceret grundydelse, når der er ydet løbende hjælp efter bistandsloven i en sammenhængende periode på 9 måneder.
Ankestyrelsen er endvidere enig med social- og sundhedsforvaltningen i, at der efter bekendtgørelsen ikke er hjemmel til at yde særskilt hjælp til betaling af kontingent til fagforening og arbejdsløshedskasse eller præmie for ansvarsforsikring.
Ankestyrelsen tiltræder således social- og sundhedsforvaltningens afgørelse.
2.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En ansøger, født i 1939, havde fra januar 1983 modtaget hjælp efter bistandsloven. Fra den 1. november 1983 overgik ansøgeren til at modtage hjælp efter bistandslovens § 37, stk. 4. I juli kvartal 1984 udgjorde den udbetalte hjælp 3.598 kr. pr. måned.
Fra den 1. oktober 1984 var ansøgerens kontanthjælp udmålt efter bestemmelserne i socialministeriets bekendtgørelse af 24. september 1984 om forsøg med faste ydelser efter bistandsloven.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Social-og sundhedsforvaltningen udmålte fra 1. oktober 1984 hjælpen med en reduceret grundydelse på 2.113 kr. samt et boligtillæg på 1.000 kr., i alt 3.113 kr. pr. måned.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af ansøgeren, der henviste til, at hendes individuelle maksimale behov senest havde været 5.431 kr. pr. måned. Ansøgeren fandt det ikke muligt at eksistere for det beløb, social- og sundhedsforvaltningen udmålte til hende. Ansøgeren henviste til, at hun udover de godkendte boligudgifter havde faste udgifter til fagforenings- og arbejdsløshedskassekontingent, telefon, tv-licens, familieforsikring og afdrag på banklån.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN:
Social- og sundhedsforvaltningen begrundede over for ankestyrelsen sin afgørelse med, at samtlige de udgifter, der ikke kunne henføres til boligen, skulle afholdes af den udbetalte reducerede grundydelse.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Ankestyrelsen er enig med social- og sundhedsforvaltningen i, at hjælpen efter socialministeriets bekendtgørelse nr. 484 af 24 september 1984 skal udmåles med reduceret grundydelse, når der er ydet løbende hjælp efter bistandsloven i en sammenhængende periode på 9 måneder.
Ankestyrelsen er endvidere enig med social- og sundhedsforvaltningen i, at der efter bekendtgørelsen ikke er hjemmel til at yde særskilt hjælp til betaling af kontingent til fagforening og arbejdsløshedskasse, telefonabonnement, TV-licens, familieforsikringspræmie eller afdrag på banklån.
Ankestyrelsen tiltræder således social- og sundhedsforvaltningens afgørelse.
3.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En ansøger, født i 1944, ophørte pr. 21. august 1984 med sit arbejde som chauffør som følge af, at han havde fået frataget kørekortet på grund af spirituskørsel. Ansøgeren var medlem af en arbejdsløshedskasse, men var efter det oplyste udelukket fra dagpenge fra 22. august 1984, og indtil han havde præsteret 5 ugers arbejde.
Socialforvaltningen udmålte med virkning fra 30. august 1984 hjælp til underhold med 2.194 kr., fagforeningskontingent 440 kr. samt husleje 958 kr. Hjælpen blev ydet med tilbagebetalingspligt i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.
Med virkning fra 1. oktober 1984 var hjælpen udmålt efter socialministeriets bekendtgørelse af 24. september 1984 om forsøg med faste ydelser efter bistandsloven. Hjælpen var udmålt med en grundydelse på 2.486 kr., et boligtillæg på 1.099 kr. og et børnetillæg på 2.240 kr.
Ansøgerens fagforening bad i november 1984 socialforvaltningen om supplerende hjælp til betaling af ansøgerens fagforeningskontingent, da han ellers måtte melde sig ud af fagforeningen. Der blev samtidig anmodet om hjælp til betaling af afdrag på banklån med 500 kr. pr. måned. Banklånet var optaget til betaling af depositum ved indflytning i lejlighed. Af lejekontrakt af 25. juli 1984 fremgik, at depositum udgjorde 4.476 kr.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Social- og sundhedsforvaltningen meddelte afslag på hjælp til betaling af fagforeningskontingent med 440 kr. pr. måned, da løbende udgifter til bl.a. fagforeningskontingent og afdrag på banklån var indeholdt i den grundydelse, der udbetaltes efter bekendtgørelse om forsøg med faste ydelser.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af ansøgerens fagforening.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Ankestyrelsen er enig med social- og sundhedsforvaltningen i, at der efter socialministeriets bekendtgørelse nr. 484 af 24. september 1984 ikke er hjemmel for at yde særskilt hjælp til betaling af fagforeningskontingent.
Ankestyrelsen finder, at lån til depositum vedrørende lejligheden kan betragtes osm boligindskudslån. Ankestyrelsen finder derfor, at der ved udmåling af hjælp i form af boligtillæg skal ydes ansøgeren hjælp til betaling af afdrag på depositum'et.
Efter det i sagen oplyste finder ankestyrelsen ikke, at der har været grundlag for at gøre den hjælp, der er ydet ansøgeren med virkning fra 30. august 1984, tilbagebetalingspligtig efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1. Ankestyrelsen henviser herved til, at ophør med arbejde som chauffør på grund af fratagelse af et kørekort ikke kan betragtes som ubegrundet opgivelse af arbejde.
Ankestyrelsen ophæver således tilbagebetalingspligten i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.
4.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En ansøger, født i 1945, blev den 16. november 1984 afskediget på grund af arbejdsmangel fra det snedker- og tømrerfirma, hvor han var beskæftiget. Ansøgeren var medlem af en arbejdsløshedskasse, men var ikke dagpengeberettiget, idet han kun havde været medlem siden den 18. juni 1984.
Socialforvaltningen udbetalte den 7. december 1984 a conto grundydelse for 2 uger. Den 20. februar 1985 udmålte socialforvaltningen 2.486 kr. som fast grundydelse til underhold m.v. samt hjælp til fællesudgifter, ejendomsskat og banklån vedrørende ansøgerens ejerlejlighed, med i alt 1.040 kr.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Social- og sundhedsforvaltningen gav afslag på betaling af fagforeningskontingent med 598 kr. samt afslag på betaling af husstandsforsikring med 857 kr., da disse udgifter var indeholdt i den grundydelse, der blev udbetalt efter bekendtgørelsen om forsøg med faste ydelser.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af ansøgeren, der gjorde gældende, at han havde svært ved at klare sig for den løbende underholdshjælp.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN:
Social- og sundhedsforvaltningen begrundede over for ankestyrelsen sin afgørelse med, at der ikke er hjemmel til at imødekomme ansøgningen, da løbende udgifter til fagforeningskontingent og forsikringsudgifter efter social- og sundhedsforvaltningens vurdering er indeholdt i grundydelsen.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Ankestyrelsen er enig med social- og sundhedsforvaltningen i, at der efter socialministeriets bekendtgørelse nr. 484 af 24. september 1984 ikke er hjemmel til at yde særskilt hjælp til betaling af fagforeningskontingent og husstandsforsikring.
Ankestyrelsen tiltræder således den af social- og sundhedsforvaltningen trufne afgørelse.
5.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En ansøger, født i 1934, blev i oktober 1980 separeret fra sin ægtefælle. Ægtefællen fik tilkendt forældremynigheden over parrets fælles barn.
Fra 12. maj 1980 modtog ansøgeren hjælp i henhold til bistandslovens § 37. I en del af perioden har ansøgeren haft deltidsarbejde, men fra 1. maj 1984 har ansøgeren været arbejdsløs. Hjælpen blev indtil 12. november 1984 udmålt i henhold til bistandslovens § 37, stk. 4, hvorefter den udbetalte hjælp udgjorde 5.358 kr. I dette beløb var medtaget et beløb på 315 kr. til rejseudgifter i forbindelse med samkvem med ansøgerens søn. Disse rejseudgifter blev bevilget i henhold til bistandslovens § 43, stk. 3.
I forbindelse med indførelse af kontanthjælpsforsøg blev ansøgerens økonomiske hjælp omberegnet pr. 12. november 1984. Efter en nedtrapning over 2 måneder blev ansøgerens hjælp fra 12. januar 1985 beregnet på følgende måde: grundydelse 2.113 kr., børnebidrag 373 kr., boligudgift 2.397 kr., i alt 4.883 kr. minus hustrubidrag brutto 500 kr., til udbetaling 4.383 kr. Socialforvaltningen fandt ikke, at der længere var mulighed for at bevilge ansøgeren rejseudgifter i forbindelse med samkvem med hendes barn.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Amtsankenævnet tiltrådte den af socialforvaltningen trufne afgørelse vedrørende udmåling af hjælp i henhold til socialministeriets bekendtgørelse om forsøg med faste ydelser efter bistandsloven, idet nævnet fandt den foretagne udmåling i overensstemmelse med gældende regler, idet det forudsattes, at modregning i pågældendes hustrubridrag alene skete med nettobeløbet, d.v.s. bidraget minus eventuel skat.
Amtsankenævnet tilføjede, at det af § 1 i nævnte bekendtgørelse fremgik, at hjælpen består af en grundydelse, et boligtillæg og et børnetillæg. Der var således ikke længere mulighed for at yde særskilt hjælp til dækning af udgifter i forbindelse med udøvelse af samkvemsret.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af ansøgeren, der ikke fandt det rimeligt, at hun skulle stilles ringere, fordi hun tilfældigvis boede i en kommune, hvor der blev indført forsøg.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Ankestyrelsen er enig i, at hjælpen efter socialministeriets bekendtgørelse nr. 484 af 24. september 1984 skal udmåles med reduceret grundydelse, når der er ydet løbende hjælp efter bistandsloven i en sammenhængende periode på 9 måneder.
Ankestyrelsen er endvidere enig med amtsankenævnet i, at der ikke efter bekendtgørelsen er hjemmel til at yde særskilt hjælp til betaling af udgifter til udøvelse af samkvemsret.
Ankestyrelsen tiltræder således amtsankenævnets afgørelse.
6.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En ansøger, født i 1963, modtog før kontanthjælpsforsøget hjælp efter bistandslovens § 37, stk. 4, med 2.368,60 kr. efter taksten for unge, heraf underhold med 1.850 kr. og husleje med 483,60 kr.
Fra 1. januar 1985 modtog ansøgeren grundydelse på 1.610 kr. samt husleje på 517,83 kr., i alt 2.127,83 kr. månedlig. Ansøgeren søgte herudover om hjælp til dækning af udgifter til værkstedsleje med 300 kr., materialeudgifter med 100 kr. og aftenskolekurser med 340 kr. månedlig. Endvidere søgte ansøgeren hjælp til betaling af en gæld på 483 kr. Gælden vedrørte en ekstra måneds husleje i forbindelse med en flytning i juni 1984.
Social- og sundhedsforvaltningen fandt ikke grundlag for at yde hjælp til betaling af gælden efter bistandslovens § 40, stk. 1.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Amtsankenævnet stadfæstede social- og sundhedsforvaltningens udmåling af hjælp i henhold til forsøgsreglerne, idet nævnet fastslog, at der ikke efter disse regler var mulighed for at yde særskilt hjælp til faste udgifter, idet kontanthjælp efter forsøgsreglerne består af en grundydelse, et boligtillæg og et børnetillæg.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af ansøgeren, der ønskede at blive undtaget fra forsøgsreglerne. Ansøgeren var utilfreds med, at kontanthjælpsforsøget efter bistandslovens § 38 a for hans vedkommende betød lavere ydelser end tidligere.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Under hensyn til, at ansøgerens bopælskommune efter socialministeriets godkendelse er omfattet af forsøgsreglerne i socialministeriets bekendtgørelse af 24. september 1984, er der ikke hjemmel til at beregne hjælpen til ansøgeren efter de hidtil gældende regler i § 37.
Ankestyrelsen er enig med amtsankenævnet i, at der efter den ovennævnte bekendtgørelse ikke er hjemmel til at yde særskilt hjælp til værkstedsleje, materialer og aftenskolekurser.
Der kan heller ikke ydes hjælp til betaling af ekstra huslejeudgift for juni 1984 i form af boligtillæg, og ankestyrelsen finder ikke, at betingelserne for at yde hjælp efte § 40, stk. 1, hertil er opfyldt.
Ankestyrelsen tiltræder således nævnets afgørelse.
7.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En ansøger, født i 1958, med forsørgerpligt over for 4 børn havde modtaget offentlig hjælp siden 1974. Fra januar 1984 havde hjælpen været udmålt efter bestemmelserne i bistandslovens § 37, stk. 4. Hjælpen var udmålt til 5.199 kr. månedlig. Til de tre af ansøgerens børn udbetaltes almindeligt børnebidrag. Endvidere modtog ansøgeren børnetilskud, herunder særligt børnetilskud til det ene af børnene.
Ansøgerens bopælskommune deltog i henhold til bistandslovens § 138 a i en forsøgsordning med faste ydelser efter bistandsloven, og som følge heraf blev ansøgerens hjælp pr. 1. oktober 1984 omberegnet. Hjælpen blev herefter beregnet på følgende måde:
grundydelse kr. 2.113
børnetillæg kr. 1.659
boligtillæg:
husleje minus boligsikring kr. 1.356
varme kr. 1.000
el og gas kr. 1.543 kr. 3.899
kr. 7.671 pr. måned
Ifølge pkt. 5 i socialministeriets bekendtgørelse af 24. september 1984 om forsøg med faste ydelser efter bistandsloven kan den samlede hjælp ikke overstige det hidtidige leveniveau (det individuelle maksimum). For personer, der ikke hidtil har haft indtægter, kan den samlede hjælp ikke overstige den mellem arbejdsmarkedets hovedorganisationer aftalte mindste arbejdsfortjeneste inden for normallønsområdet (efter fradrag af skat for personer, der ikke har andre indtægter og ikke fradrag ud over personfradrag).
Socialdirektoratet reducerede derfor den samlede hjælp til 5.431 kr.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Social- og sundhedsforvaltningen fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at imødekomme en ansøgning om forhøjelse af den ydede kontanthjælp efter bistandsloven.
Social- og sundhedsforvaltningen henviste til, at den økonomiske hjælp, ansøgeren modtog, svarede til arbejdsmarkedets mindsteløn 5.431 kr. pr. måned. Forvaltningen skønnede, at dette havde udgjort ansøgerens hidtidige indtægtsniveau, hvorfor forvaltningen ikke kunne forhøje den udmålte hjælp. Der kunne endvidere ikke ydes hjælp til el/gas, som udgjorde 4.630 kr. pr. kvartal.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af ansøgeren, der klagede over hjælpen størrelse.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Under hensyn til, at ansøgeren i en årrække har modtaget hjælp efter bistandslovens § 37, finder ankestyrelsen, at ansøgeren ikke har haft noget selvstændig indtægtsgrundlag. Derfor finder ankestyrelsen, at hjælpen ikke kan overstige den mellem arbejdsmarkedets hovedorganisationer aftalte mindste arbejdsfortjeneste inden for normallønsområdet efter fradrag af skat, jfr. pkt. 5 i bekendtgørelsen om forsøg med faste ydelser efter bistandsloven.
Ankestyrelsen tiltræder således social- og sundhedsforvaltningens afgørelse om beregning af hjælp efter 1. oktober 1984.
Ankestyrelsen har endvidere under hensyn til ansøgerens vanskelige sociale stilling henstillet til social- og sundhedsforvaltningen at tage spørgsmålet om iværksættelse af en erhvervsmæssig revalidering op til drøftelse med ansøgeren.
8.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En ansøger, født i 1949, med forsørgerpligt over for 1 barn havde fra marts 1977, kun afbrudt af meget kortvarige arbejdsforhold, modtaget hjælp efter bistandslovens § 37 eller 42. I september 1982 påbegyndte ansøgeren børnehavdepædagoguddannelse med støtte efter bistandslovens § 42.
Pr. oktober 1984 omberegnede social- og sundhedsforvaltningen hjælpen efter socialministeriets bekendtgørelse nr. 484 af 24. september 1984 om forsøg med faste ydelser efter bistandsloven. Hjælpen var hidtil udmålt i henhold til bistandslovens § 37, stk. 4, med tillæg af uddannelsesudgifter. Der var udbetalt ca. 4.500 kr. pr. måned efter fradrag af Statens Uddannelsesstøtte. Herudover var der ydet hjælp efter bistandslovens §§ 46 og 48 til henholdsvis privatskole og til ekstra vaskeudgifter.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Social- og sundhedsforvaltningen fandt ikke, at hjælpen kunne overstige den mellem arbejdsmarkedets parter aftalte mindste arbejdsfortjeneste inden for normallønsområdet efter skat, hvilket ville sige 5.431 kr. månedlig. Efter fradrag af Statens Uddannelsesstøtte blev der udbetalt 3.823 kr. pr. måned. Herudover blev der stadig udmålt hjælp til transport samt hjælp efter §§ 46 og 48 til henholdsvis ansøgerens søns privatskole og ekstra vaskeudgifter.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af ansøgeren, der gjorde gældende, at hun ved den nye beregningsmetode fik udbetalt 873 kr. mindre pr. måned.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Under hensyn til, at ansøgeren i en årrække har modtaget hjælp efter bistandslovens § 37 eller § 42 finder ankestyrelsen, at hjælpen ikke kan overstige den mellem arbejdsmarkedets hovedorganisationer aftalte mindste arbejdsfortjeneste inden for normallønsområdet efter fradrag af skat, jfr. pkt. 5 i bekendtgørelsen om forsøg med faste ydelser efter bistandsloven. Udover denne hjælp kan der dog ydes hjælp til de udgifter, der er forbundet med uddannelsen. Endvidere kan der fortsat ydes hjælp efter §§ 46 og 48.
Ankestyrelsen tiltræder således social- og sundhedsforvaltningens afgørelse.
9.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En ansøger, født i 1945, søgte i marts 1985 om supplement efter bistandsloven til arbejdsløshedsdagpenge. Ansøgeren var medlem af en arbejdsløshedskasse for selvstændigt erhvervsdrivende og gjorde gældende, at skattevæsenet behandlede en skattesag, der ville medføre en højere registreret indtægt, hvorefter ansøgeren muligvis ville kunne få mere i dagpenge. Ansøgeren havde fra 1981 været selvstændig med 2 frisørsaloner, og var pr. 8. september 1984 ophørt med en restaurant. Vedrørende ansøgerens økonomiske forhold var det oplyst, at ansøgeren havde en negativ formue på 128.000 kr. (hovedsagelig gæld til skattevæsen og toldvæsen), at der var faste månedlige udgifter på 2.809 kr. bestående af husleje (inkl. el og varme minus boligsikringen) på 2.231 kr. og øvrige faste udgifter på 578 kr. Ansgørens dagpenge, som hun havde modtaget siden november 1984, var beregnet til 4.284 kr. netto pr. måned. Ansøgeren modtog herudover børnetilskud og børnebidrag til 1 barn.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Social- og sundhedsforvaltningen fandt ikke ansøgeren berettiget il supplement til arbejdsløshedsdagpenge i henhold til bistandslovens § 37. Social- og sundhedsforvaltningen henviste til socialministeriets bekendtgørelse om forsøg med faste ydelser efter bistandsloven, pkt. 5, hvoraf fremgår, at der ikke kan ydes hjælp, således at det hidtidige leveniveau forhøjes. Social- og sundhedsforvaltningen havde ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at fravige at betragte ansøgerens arbejdsløshedsdagpenge som kompensation for den tabte arbejdsfortjeneste.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af ansøgeren, der anførte, at hendes leveniveau var blevet stærkt forringet ved overgang til arbejdsløshedsdagpenge.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN:
Ansøgerens arbejdsløshedskasse oplyste over for ankestyrelsen, at ansøgerens dagpenge var beregnet på grundlag af indtægterne i de to bedste indtægtsår inden for de sidste 5 år.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Ankestyrelsen stadfæster social- og sundhedsforvaltningens afgørelse med den givne begrundelse.
Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt den verserende skattesag vil medføre et krav på forhøjelse af arbejdsløshedsdagpengene, skal ankestyrelsen henvise ansøgeren til at rette henvendelse til sin arbejdsløshedskasse herom.