Kontanthjælp - rimelige faste udgifter - boligudgifter - tilbagebetaling - gennemførelse af tilbagebetaling - gennemførelse af tilbagebetalingskrav (* 1) (* 3)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1985/19144@1985-06-21/da
Indhold
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En ansøger, der var fraskilt og havde to børn, søgte hjælp til terminsudgifter i maj 1979. Ansøgeren var på ansøgningstidspunktet sygemeldt og opsagt fra sin stilling til fratræden med udgangen af juni 1979.
Det sociale udvalg havde ydet hjælp med i alt 58.715 kr. efter bistandslovens § 40, stk. 1, i perioderne marts - juni 1979, marts - juni 1980, november 1980 og i april 1981. Hjælpen blev ydet til dækning af terminsydelser, ejendomsskat og olieregning. Socialudvalget fastsatte tilbagebetalingspligt under hensyn til en anlagt erstatningssag mod den tidligere ejer af ansøgerens hus, som havde foretaget en række ulovlige foranstaltninger, der bevirkede, at huset ikke da kunne sælges, samt under hensyn til et forventet overskud ved salg af huset, når dette kunne ske.
Ansøgeren fik ved afslutningen af erstatningssagen tilkendt erstatning med et beløb på ca. 32.000 kr. Hun tilkendegav herefter, at hun ikke ønskede at afhænde huset.
I juni 1982 drøftede socialforvaltningen med ansøgeren, hvorledes tilbagebetalingskravet kunne gennemføres. Ansøgerens daværende nettoindtægt udgjorde 8.729 kr. månedlig, hvoraf der skulle henlægges et beløb på 6.838 kr. månedlig til terminsudgifter. Til rest til underhold og øvrige faste udgifter havde hun herefter et beløb på 1.891 kr. månedlig.
I september 1982 besluttede det sociale udvalg, at kravet om tilbagebetaling skulle gennemføres uden ophold, da ansøgeren ikke havde svaret på udvalgets opfordring om at fremkomme med et begrundet tilbud om en afdragsordning.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Amtsankenævnet tiltrådte socialudvalgets beslutning om at kræve tilbagebetaling af hjælp ydet efter bistandslovens § 40, stk. 1, med et beløb på i alt 58.715 kr. Nævnet fandt, at hjælpen efter omstændighederne var tilbagebetalingspligtig efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3 og 4.
For så vidt angik den del af beløbet, der var tilbagebetalingspligtig efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, fandt nævnet, at det var en forudsætning, at der var konneksitet mellem kravet og en til ansøgeren udbetalt erstatning.
For så vidt angik tilbagebetalingskravet efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3, fandt nævnet ikke, når hensås til oplysningerne om ansøgerens økonomiske forhold, at ansøgerens forhold havde ændret sig i en sådan grad, at forudsætningen om, at hendes hus skulles afhændes, var bristet.
Nævnet bemærkede dog samtidig, at såfremt det efterfølgende viste sig, at der ikke kom noget overskud ved en afhændelse af huset, ville forudsætningerne for opretholdelse af tilbagebetalingskravet efter denne bestemmelse være bristet.
Nævnet ophævede samtidig udvalgets beslutning om at iværksætte inddrivelse af den tilbagebetalingspligtige hjælp via udpantning, idet nævnet ikke fandt, at forvaltningen havde foretaget en vurdering efter bistandslovens § 27, stk. 1, inden der var truffet beslutning om iværksættelse af udpantning. Nævnet fandt, at en sådan vurdering burde foretages af forvaltningen.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af ansøgeren.
LOVGRUNDLAG:
Bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, §§ 26 og 27, stk. 1 og § 40, stk. 1.
ANKESTYRELSENS OVERVEJELSER OG AFGØRELSE:
Ankestyrelsen fandt, at der efter oplysningerne om ansøgerens økonomiske og øvrige forhold og i betragtning af størrelsen af den ydede hjælp efter bistandslovens § 37, ikke havde været tilstrækkeligt grundlag for at yde hjælp i form af det udbetalte beløb på i alt 58.715 kr. efter bistandslovens § 40, stk. 1.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgerens ejendomsudgifter ikke kunne betragtes som rimelige faste udgifter, og at hun var i besiddelse af likvid formue, hvorfor hjælpen måtte anses for ydet med urette.
Det forhold, at hjælpen ansås for ydet med urette, medførte ikke bortfald af den tilbagebetalingspligt, det sociale udvalg havde fastsat for denne hjælp.
Forudsætningen for at hjælpen kunne kræves tilbagebetalt med hjemmel i bistandslovens § 26 var imidlertid, at betingelserne efter denne bestemmelse var opfyldt.
For at ydet hjælp skal kunne kræves tilbagebetalt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1-3, skal der ved udbetalingen have været stillet krav om tilbagebetaling med angivelse af en af de i stk. 1, nr. 1-3 nævnte begrundelser og med angivelse af vedkommende bestemmelse. (I tilfælde omfattet af stk. 1, nr. 4, kræves ikke, at der er stillet tilbagebetalingskrav ved udbetalingen).
Da der var tale om udsigt til udbetaling af en erstatning for mangler ved ansøgerens hus og provenue ved et eventuelt salg af huset, fandt ankestyrelsen, at § 26, stk. 1, nr. 3, burde have været anvendt.
I tilbagebetalingserklæringerne var der henvist til § 26, stk. 1, nr. 1, eller nr. 4. Der havde imidlertid ikke været grundlag for at anvende disse bestemmelser, og angivelsen af bestemmelserne sås ikke at være udtryk for skrivefejl.
Ankestyrelsen fandt herefter, at tilbagebetingskrav med hjemmel i § 26, stk. 1, måtte bortfalde.
Styrelsen fandt endvidere, at der efter dansk rets almindelige tilbagebetalingsregler ikke var tilstrækkeligt grundlag for et krav om tilbagebetaling af det beløb, som ankestyrelsen anså for ydet med urette. Dette spørgsmål henhører dog under domstolene.
Ankestyrelsen fandt imidlertid, at det sociale udvalg for den del af hjælpen til terminsudgifterne, der vedrørte afdrag på fast ejendom, burde have truffet beslutning om tilbagebetaling efter bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2. Dette gjaldt den hjælp til terminsudgifter, der var ydet efter indførelse af tilbagebetalingspligt for hjælp til afdrag. Reglen herom trådte i kraft den 1. januar 1981.
Det sociale udvalg havde inddrevet et beløb på 14.283 kr. fra ansøgeren.
Ifølge bistandslovens § 27, stk. 1, 1. pkt., gennemføres tilbagebetalingskrav ved en betalingsordning, der fastsættes under hensyn til, hvad pågældende kan udrede, uden at komme til at mangle, hvad der må anses for nødvendigt til eget eller familiens underhold. Efter § 27, stk. 1, 2. pkt., kunne skønnet herover indbringes for amtsankenævnet, men ikke for højere myndighed. § 27, stk. 1, 2. pkt. blev ophævet pr. 1. juli 1983, men da sagen vedrørte en periode før dette tidspunkt, kunne ankestyrelsen ikke tage stilling til om betingelserne for at gennemføre tilbagebetalingen af (en del af) beløbet på 14.283 kr. havde været opfyldt.
Amtsankenævnet anførte i sin afgørelse, at udvalget ikke havde foretaget en vurdering efter bistandslovens § 27, stk. 1, inden udvalget traf beslutning om iværksættelse af udpantning, og amtsankenævnet fandt derfor, at en sådan vurdering burde foretages af udvalget, inden inddrivelse kunne iværksættes.
Efter oplysningerne i sagen syntes der endnu ikke at være foretaget en sådan vurdering i socialforvaltningen.
Som følge af ankestyrelsens afgørelse skulle det inddrevne beløb på 14.283 kr. igen udbetales til ansøgeren. Udbetalingen kunne dog ventes reduceret med et beløb svarende til den del af hjælpen, der havde været ydet til afdrag på fast ejendom efter den 1. januar 1981 og således været tilbagebetalingspligtig efter bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, jfr. ovenfor.
Ankestyrelsen hjemviste på den baggrund sagen til det sociale udvalg med henblik på stillingtagen til eventuel gennemførelse af tilbagebetalingskravet efter bistandslovens § 25.