Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1985/19180@1985-08-21/da

Indhold

1. Indledning

REDEGØRELSE FOR DE ENKELTE SAGER:

1.

REDEGØRELSE FOR SAGEN:

En ansøger, der var fraskilt og havde forældremyndigheden over 3 børn, modtog hjælp efter bistandslovens § 42 til en uddannelse som børnehavepædagog. I forbindelse med at ansøgeren havde fået udbetalt en arv på ca. 50.000 kr., traf socialforvaltningen i juli 1984 beslutning om, at der ikke ved udmålingen af hjælp efter bistandslovens § 42, stk. 1, kunne bortses fra et beløb på 20.000 kr., som ansøgeren ønskede at anvende til boligmæssige forbedringer. Ansøgeren blev derfor henvist til at klare sig for det nævnte beløb indtil 1. januar 1985. Den resterende del af den udbetalte arv havde ansøgeren anvendt til opsparing på børneopsparingskonti og reparation af møbler.

I oktober 1984 søgte ansøgeren om økonomisk hjælp, idet hun havde forbrugt de 20.000 kr.

Ifølge socialforvaltningens beregning skulle der være forbrugt 10.964 kr., således at der resterede 9.066 kr.

Ansøgeren oplyste, at et af hendes børn havde foretaget skoleskift, hvilket havde kostet 1.310 kr. de første 2 måneder. Endvidere havde hun købt senge til 3.190 kr. samt moderniseret sit badeværelse for 6.000 kr. Ansøgeren søgte samtidig om fortsat hjælp til børnepasning, dels når hun skulle deltage i forældremøder i børnenes skoler, og dels når hun i forbindelse med sin uddannelse skulle deltage i gruppearbejde.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:

Socialforvaltningen gav afslag på hjælp under henvisning til den tidligere trufne afgørelse. hvorefter de omhandlede 20.000 kr. skulle anvendes til godkendte udgifter og underhold.

Da ansøgeren havde forbrugt restbeløbet af arven og var uden midler, besluttede forvaltningen at yde ansøgeren hjælp for perioden indtil 1. januar 1985 med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:

Ansøgeren anførte, at hendes søn havde måttet skifte skole på grund af svære problemer, hvilket var lægeligt dokumenteret. Ansøgeren anførte videre, at hun hidtil havde fået hjælp til børnepasning, og at hendes gruppeleder havde dokumenteret nødvendigheden af hendes deltagelse i gruppearbejde uden for almindelig skoletid.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN:

Socialforvaltningen anførte, at for så vidt angik afgørelsen vedrørende barnets skoleskift, havde forvaltningen lagt vægt på, at der ikke forelå oplysninger, der tydede på, at barnets vanskeligheder ikke kunne afhjælpes i en kommuneskole.

Med hensyn til ansøgningen om fortsat dækning af udgifter til børnepasning henviste forvaltningen til, at hjælpen efter den 1. oktober 1984 var udmålt efter retningslinierne i socialministeriets skrivelse til forsøgskommunerne af 4. september 1984, hvorefter udgifter af denne karakter skulle afholdes af den udbetalte grundydelse og de udbetalte børnetillæg.

ANKESTYRELSEN AFGØRELSE:

Ankestyrelsen er enig med socialforvaltningen i, at der efter bekendtgørelsen ikke er hjemmel til at yde særskilt hjælp til betaling af privatskole.

Ankestyrelsen finder heller ikke grundlag for at yde hjælp i henhold til bistandslovens § 46, stk. 2.

Ankestyrelsen finder imidlertid, at der har været grundlag for at yde hjælp til køb af senge i henhold til bistandslovens § 40, stk. 1. Under hensyn hertil finder man, at der bør ske en nedsættelse af den tilbagebetalingspligtige hjælp med et beløb svarende hertil.

Ankestyrelsen tiltræder tilbagebetalingskravet iøvrigt.

Ankestyrelsen er enig med socialforvaltningen i, at der ikke har været grundlag for at yde hjælp til betaling af modernisering af badeværelse i henhold til bistandslovens § 40, stk. 1.

Ankestyrelsen finder endelig, at der i henhold til bekendtgørelsen kan ydes hjælp til den del af børnepasningsudgiften, der vedrører deltagelse i gruppearbejde som led i ansøgerens uddannelse. De øvrige børnepasningsudgifter må afholdes af grundydelsen.

2.

REDEGØRELSE FOR SAGEN:

En ansøger havde fra januar 1982 modtaget hjælp efter bistandslovens § 37 på grund af arbejdsløshed. Ansøgeren var samlevende. Hans samlever havde arbejdsindtægt. Ansøgerens andel af de fælles faste udgifter var opgjort således:

Boligudgift inkl. el og gas 1.231 kr. Licens 28 kr. Familieforsikring 35 kr. Telefon 37 kr.

Pr. 1. april 1983 overgik ansøgeren til at modtage hjælp efter bistandslovens § 37, stk. 4. Den udmålte hjælp før 1. oktober 1984 udgjorde 2.953 kr.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:

Med virkning fra 18. oktober 1984 fik ansøgeren udmålt hjælp efter socialministeriets bekendtgørelse af 24. september 1984 om forsøg med faste ydelser efter bistandsloven.

Socialforvaltningen udmålte hjælp med en reduceret grundydelse på 2.113 kr. månedlig samt et boligtillæg på 683 kr. månedlig. Boligtillægget blev beregnet forholdsmæssigt efter ansøgerens og samleverens indtægter forud for kontanthjælpsforsøget, således at ansøgerens indtægt blev ansat til 2.953 kr. svarende til den beregnede hjælp i henhold til bistandslovens § 37, stk. 4. Samleverens indtægt var 6.824 kr. månedlig. Da den samlede hjælp efter 18. oktober 1984 var mindre end den tidligere udmålte hjælp, foretog socialforvaltningen en nedtrapning af hjælpen over en 3 måneders periode, således at den udmålte hjælp pr. 18. januar 1985 udgjorde 2.796 kr.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:

Ansøgeren anførte, at han udover de ovenfor nævnte faste udgifter havde udgift til fagforeningskontingent på 465 kr. månedlig.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:

Ankestyrelsen er enig i, at hjælpen efter socialministeriets bekendtgørelse af 24. september 1984 skulle udmåles med reduceret grundydelse, da ansøgeren havde modtaget kontanthjælp efter bistandslovens § 37 i en sammenhængende periode på mere end 9 måneder. Derimod finder ankestyrelsen, at boligtillægget efter bekendtgørelsens pkt. 3 skal beregnes forholdsmæssigt efter ansøgerens og samleverens indtægtsforhold, således som disse var, før ansøgeren modtog kontanthjælp efter bistandsloven.

Efter bekendtgørelsen er der ikke hjemmel til at yde særskilt hjælp til ansøgerens øvrige faste udgifter.

Ankestyrelsen hjemviser sagen med henblik på udmåling af boligtillægget i overensstemmelse med ankestyrelsens afgørelse.

3.

REDEGØRELSE FOR SAGEN:

En ansøger med to mindreårige børn modtog fra 1. oktober 1984 hjælp efter socialministeriets bekendtgørelse af 24. september 1984 om forsøg med faste ydelser.

Ansøgeren søgte om hjælp til flytning til anden lejlighed. Ansøgningen var begrundet med, at den nuværende bolig, der var på 57 m2 og bestod af 3 ikke særlig store værelser, var for lille og svær at varme op. Ansøgeren havde endvidere søgt om hjælp til udgifter til nervemedicin og solbehandling. Ifølge erklæring fra en speciallæge i hudsygdomme havde ansøgeren en kronisk hudlidelse. En ugentlig lysbehandling om vinteren ville imidlertid kunne bringe tilstanden under god kontrol.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:

Socialforvaltningen gav afslag på flyttehjælp efter bistandslovens § 47. Forvaltningen havde endvidere givet afslag på hjælp efter bistandslovens § 46, stk. 1, til medicin og lysbehandling.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:

Sagen blev anket af ansøgeren.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:

Efter oplysningerne om ansøgerens boligmæssige, erhvervsmæssige og sociale forhold i øvrigt finder ankestyrelsen ikke grundlag for at pålægge socialforvaltningen at yde hjælp til den ansøgte flytning.

Ankestyrelsen finder endvidere, at ansøgeren hverken er berettiget til hjælp til nervemedicin eller solbehandling, da udgifterne hertil efter en lægelig vurdering ikke kan skønnes nødvendige og velbegrundede.

Ankestyrelsen tiltræder således socialforvaltningens afgørelser.

4.

REDEGØRELSE FOR SAGEN:

En ansøger, født i 1964, der var hjemmeboende, modtog fra 1. oktober 1984 hjælp efter socialministeriets bekendtgørelse af 24. september 1984 om forsøg med faste ydelser. Da ansøgeren var enlig og hjemmeboende, og da han ikke tidligere havde haft indtægter, blev hjælpen udmålt efter reglerne for unge under 23 år med en grundydelse på 1.342 kr. pr. måned.

I slutningen af oktober 1984 søgte ansøgeren om hjælp til køb af en seng.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:

Socialforvaltningen gav afslag på ansøgningen under henvisning til, at udgifter af den omhandlede karakter skulle afholdes af den udbetalte grundydelse.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:

Ansøgeren anførte, at der var et stort hul i hans nuværende seng.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN:

Socialforvaltningen oplyste, at ansøgningen ikke havde været behandlet efter bistandslovens § 40, stk. 1, om hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:

Da socialforvaltningen ikke har vurderet, om der har været grundlag for at yde hjælp efter bistandslovens § 40, stk. 1, hjemviser ankestyrelsen sagen til forvaltningen til afgørelse af, om der kan ydes hjælp til køb af en seng efter den nævnte bestemmelse.

5.

REDEGØRELSE FOR SAGEN:

En ansøger, født i 1964, havde modtaget hjælp efter bistandslovens § 37 fra januar 1984. I forbindelse med flytning til lejet værelse pr. 1. marts 1984 fik ansøgeren udmålt hjælp til underhold med 1.850 kr. månedlig og 650 kr. månedlig til husleje.

I juni 1984 søgte ansøgeren om hjælp til højskoleophold i perioden 1. oktober 1984 - maj 1985. Socialforvaltningen bevilgede hjælp således, at der efter bistandslovens § 37 kunne ydes et beløb på 2.063 kr. månedlig svarende til betalingen for ansøgerens ophold på højskolen med fradrag af stats- og kommunestøtte. Endvidere blev der bevilget 719 kr. pr. måned til lommepenge og beklædning samt hjælp til betaling af en hjemrejse pr. måned.

I september 1984 fik ansøgeren yderligere bevilget hjælp til betaling af værelseslejen under højskoleopholdet. Det blev samtidig aftalt, at ansøgeren hver måned skulle have tilsendt et samlet beløb til dækning af lommepenge, beklædning og rejsepenge.

Pr. 1. oktober 1984 indgik ansøgerens bopælskommune i socialministeriets forsøg i henhold til bistandslovens § 138 a med faste ydelser efter bistandsloven. Socialforvaltningen meddelte herefter ansøgeren i november 1984, at forvaltningen fra 1. januar 1985 ikke længere kunne yde pågældende hjælp under højskoleopholdet på ovennævnte måde. Forvaltningen har efter den 1. januar 1985 udmålt hjælpen med en grundydelse på 1.610 kr. månedlig samt et boligtillæg til dækning af ansøgerens boligudgifter ved det lejede værelse.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:

Amtsankenævnet tiltrådte socialforvaltningens beslutning om med virkning fra 1. januar 1985 at yde ansøgeren hjælp under højskoleopholdet svarende til, hvad ansøgeren ville have været berettiget til, såfremt hun ikke havde været på højskole.

Da ansøgeren ikke var optaget på højskolen som led i foranstaltninger efter bistandslovens § 42, stk. 1, fandt nævnet ikke grundlag for at lade udgiften til opholdsbetaling på højskolen indgå ved udmålingen af hjælpen.

Nævnet fandt det ligeledes i overensstemmelse med gældende praksis, at der i den udmålte hjælp skete fradrag for den del af stats- og kommunestøtten, som var ydet til dækning af kostudgifter. Nævnet henviste herved til SM O-056-84.

Nævnet bemærkede endelig, at spørgsmålet om hvorvidt ansøgeren kunne støtte ret på det af socialforvaltningen oprindeligt givne tilsagn om støtte under højskoleopholdet, var et spørgsmål om begunstigende forvaltningsakt, der måtte henhøre under de almindelige domstole.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:

Ansøgerens advokat anførte, at der ikke i bistandslovens § 138 a findes hjemmel for indgreb i kortvarige tilsagn, som allerede var givet i henhold til de dagældende regler i bistandsloven § 37. Advokaten fandt, at der forelå en begunstigende forvaltningsakt af helt sædvanlig tidsbegrænset karakter, og at betingelserne for at tilbagekalde denne ikke var opfyldt.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:

Under hensyn til at ansøgerens bopælskommune efter socialministeriets godkendelse er omfattet af forsøgsreglerne i socialministeriets bekendtgørelse af 24. september 1984, er der efter den 1. oktober 1984 ikke hjemmel til at beregne hjælpen til ansøgeren efter de sædvanligt gældende regler i bistandslovens § 37.

Ankestyrelsen er således enig med amtsankenævnet i, at der ikke er grundlag for at yde ansøgeren særskilt hjælp i forbindelse med højskoleopholdet.

Ankestyrelsen finder derimod, at amtsankenævnet kunne have taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt socialforvaltningen måtte være bundet af sit i juli 1984 givne tilsagn om hjælp til højskoleopholdet, idet der er tale om et spørgsmål vedrørende sagsbehandlingen, som kan have betydning for sagens afgørelse.

Ankestyrelsen finder det beklageligt, at socialforvaltningen i forbindelse med afgivelsen af tilsagnet ikke var opmærksom på de problemer, der kunne opstå som følge af kommunens deltagelse i forsøget med faste ydelser efter bistandslovens.

Ankestyrelsen finder dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge socialforvaltningen fortsat at opfylde det i juli 1984 givne tilsagn, da ydelser i overensstemmelse med dette tilsagn ville være uden hjemmel i socialministeriets bekendtgørelse af 24. september 1984.

6.

REDEGØRELSE FOR SAGEN:

En ansøger, født i 1957, modtog fra oktober 1983 kontanthjælp efter bistandslovens § 37 med 5.275 kr. månedlig. Pr. 1. september 1984 påbegyndte ansøgeren et studium. Han modtog herefter støtte fra Statens Uddannelsesstøtte med 2.900 kr. månedlig. I december 1984 ophørte ansøgeren med studiet, og den 14. december 1984 søgte han påny om kontanthjælp efter bistandsloven.

Socialforvaltningen lagde ved udmåling af kontanthjælp til grund, at ansøgerens hidtidige leveniveau svarede til den modtagne uddannelsesstøtte.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:

Amtsankenævnet fandt ikke rimeligt at fastsætte det hidtidige leveniveau svarende til uddannelsesstøtten, da der havde været tale om et kortvarigt studieforløb. Nævnet fandt, at forvaltningen burde anvende det leveniveau, der lå til grund for den tidligere udmålte hjælp efter bistandslovens § 37.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:

Sagen blev anket af social- og sundhedsforvaltningen.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:

Ankestyrelsen finder, at ansøgerens kontanthjælp bør fastsættes efter pågældendes hidtidige leveniveau og ikke efter den indtægt, han havde umiddelbart før ansøgningen om hjælp. Under hensyn til at ansøgeren kun har modtaget Statens Uddannelsesstøtte i en forholdsvis kort periode forud for hjælpsansøgningen, bør indtægten i denne periode ikke være bestemmende for udmålingen af kontanthjælpen. Hjælpen bør udregnes efter et gennemsnit af ansøgerens indtægter i det sidste år før ansøgningen. I beregningen af dette gennemsnit bør indgå både indtægten før studiet og studiestøtten.

Ankestyrelsen hjemviser sagen til socialforvaltningen med henblik på beregning af hjælpen på det anførte grundlag.

Ankestyrelsen ændrer således amtsankenævnets afgørelse.

7.

REDEGØRELSE FOR SAGEN:

En ansøger, født i 1962, havde efter studentereksamen i 1982 modtaget hjælp efter bistandsloven på grund af arbejdsløshed. Efter hjemkomst fra ophold i udlandet i begyndelsen af maj 1984 fik ansøgeren arbejde svarende til 30 timer ugentlig. På grund af sæsonsvingninger blev ansøgeren afskediget pr. 6. juli 1984. Ansøgerens gennemsnitlige månedslån i de 8 uger udgjorde 4.077 kr. Sidste lønudbetaling den 12. juli 1984 svarende til 14 dages løn udgjorde 1.849 kr. netto. Fra 26. juli 1984 modtog ansøgeren hjælp efter bistandslovens § 37, der udgjorde 3.175 kr. månedlig.

Med virkning fra 1. oktober 1984 fik ansøgeren udmålt hjælp efter socialministeriets bekendtgørelse af 24. september 1984 om forsøg med faste ydelser efter bistandsloven. Efter en nedtrapningsperiode over 3 måneder fik ansøgeren pr. 1. januar 1985 udbetalt 2.610 kr. månedlig svarende til en grundydelse på 1.610 kr. månedlig og et boligtillæg på 1.000 kr. månedlig.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:

Ansøgeren fandt det urimeligt, at han skulle være tvunget til at være omfattet af kontanthjælpsforsøget, blot fordi han boede i en kommune, der var omfattet af forsøget.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:

Under hensyn til at ansøgerens bopælskommune efter socialministeriets godkendelse er omfattet af forsøgsreglerne i socialministeriets bekendtgørelse af 24. september 1984, er der ikke hjemmel til at beregne hjælpen til ansøgeren efter de hidtil gældende regler i bistandslovens § 37.

Ankestyrelsen tiltræder, at der ved udmålingen af hjælpen er fastsat en grundydelse på 1.610 kr. efter den særlige takst for udeboende unge under 23 år, der ikke hidtil har haft indtægter.

Ankestyrelsen har herved lagt vægt på, at ansøgeren i årene forud for ansøgningen om hjælp i juli 1984 kun har haft arbejdsindtægter i perioden fra 4. maj 1984 til 6. juli 1984. Indtægten i denne periode findes herefter ikke at kunne tages i betragtning som ansøgerens hidtidige levenieau.

Ankestyrelsen tiltræder således amtsankenævnets afgørelse.

8.

REDEGØRELSE FOR SAGEN:

En gift ansøger var i oktober 1984 fundet berettiget til støtte i henhold til bistandslovens § 42, og ansøgeren var indstillet til arbejdsprøvning på en revalideringsinstitution.

Ansøgeren havde fra indgåelse af ægteskab i 1979 været hjemmearbejdende husmoder, og familien havde klaret sig for ægtefællens arbejdsindtægt.

I november 1984 traf socialforvaltningen afgørelse om, at ansøgeren efter 8 uger af arbejdsprøvningen ville få udbetalt løn svarende til mindstelønnen for en ufaglært arbejder. Forvaltningen meddelte samtidig, at der ikke kunne ydes støtte til forsørgelsen i de nævnte 8 uger, da ansøgeren ikke hidtil havde haft nogen indtægt og derfor ikke havde haft noget indtægtstab. Derimod kunne der ydes hjælp til transportudgifter og andre udgifter, som var forbundet med revalideringen.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:

Amtsankenævnet fandt, at der på basis af ansøgerens status som revalidend var grundlag for i henhold til pkt. 1 i socialministeriets bekendtgørelse af 24. september 1984 at udmåle en hjælp bestående af grundydelse til et ægtepar, boligtillæg samt børnetillæg og hjælp til de særlige udgifter, der var forbundet med arbejdsprøvningen.

Den samlede hjælp - bortset fra hjælpen til de med arbejdsprøvningen forbundne udgifter - kunne, jfr. pkt. 5 i bekendtgørelsen, ikke overstige den mellem arbejdsmarkedets hovedorganisationer aftalte mindste arbejdsfortjeneste inden for normallønsområdet ( for ansøgerens vedkommende) og hendes ægtefælles hidtidige leveniveau.

Nævnet fandt endvidere, at der i den således beregnede hjælp skulle foretages fradrag for ægtefællens indtægt med reduktion for nødvendig transportudgifter ved erhvervelsen af indtægten, jfr. bekendtgørelsens pkt. 5. Det ville derfor være en forudsætning for udbetaling af hjælp som supplement til ægtefællens indtægt, at ægtefællens indtægt ikke fuldt ud kunne dække det i henhold til pkt. 1 beregnede behov.

Efter nævnets opfattelse kunne det forhold, at ansøgeren havde være hjemmearbejdende uden indtæg, ikke afskære hende fra en almindelig hjælpsudmåling, når hensås til intentionen med at yde hende revalideringsmæssig bistand.

Nævnet tilføjede, at såfremt der derimod havde været tale om en situation, hvor en hjemmearbejdende ægtefælle tilmeldte sig arbejdsformidlingen, uden at der var grundlag for at yde revalideringsmæssig bistand, ville der ikke være sket en ændring i pågældendes situation, som kunne begrunde ydelse af hjælp.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:

Socialforvaltningen anførte, at mandens indtægt måtte betragtes som familiens hidtidige leveniveau.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:

Ankestyrelsen finder, at ansøgerens hidtidige leveniveau er bestemt af den forsørgelse, som ægtefællen har kunnet give hende, jfr. bekendtgørelsens pkt. 5, 1. pkt. Der er derfor ikke grundlag for at udmåle hjælpen med det maximum, amtsankenævnet har angivet, og som bestod af den mellem arbejdsmarkedets hovedorganisationer aftalte mindste arbejdsfortjeneste inden for normallønsområdet (for ansøgerens vedkommende) og hendes ægtefælles hidtidige leveniveau.

Ankestyrelsen ændrer således amtsankenævnets afgørelse.

9.

REDEGØRELSE FOR SAGEN:

En gift ansøger med 3 børn søgte kontanthjælp efter bistandsloven i maj 1984 i forbindelse med ophør af selvstændig virksomhed. Socialforvaltningen beregnede ansøgerens hidtidige/fremtidige leveniveau på baggrund af virksomhedens 1982-regnskab, der viste et overskud på 223.801 kr., svarende til 18.650 kr. pr. måned minus fradrag for besparelser vedrørende daginstitution 730 kr. = 17.920 kr. månedlig.

Familiens samlede udgifter, inkl. underhold blev opgjort til 16.183 kr. månedlig, heraf udgifter til ejerbolig 10.500 kr. pr. måned.

I forbindelse med omregning af hjælpen pr. 1. oktober 1984 som følge af opholdskommunens deltagelse i kontanthjælpsforsøget blev socialforvaltningen opmærksom på, at familiens leveniveau var udregnet på grundlag af 1982-indtægten og ikke efter indtægtsforholdene i 1983.

Skatteforvaltningen oplyste, at ansøgerens 1983-regnskab viste et underskud.

Socialforvaltningen fastsatte herefter begge ægtefælleres indtægtsniveau svarende til normallønnen, jfr. pkt. 5 i socialministeriets bekendtgørelse af 24. september 1984. Beløbet udgjorde for begge ægtefæller 10.422 kr. pr. måned.

Socialforvaltningen nedsatte hjælpen med et beløb på 730 kr. svarende til besparelsen ved friplads i daginstitution, således at den udbetalte hjælp med virkning fra 1. januar 1985 udgjorde 9.692 kr. månedlig.

Over for amtsankenævnet oplyste socialforvaltningen, at udgiften til daginstitution forud for hjælpsperioden udgjorde 730 kr. månedlig, medens der i hjælpsperioden blev ydet fuld friplads.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:

Amtsankenævnet tiltrådte, at hjælpen til ansøgeren blev maximeret svarende til den mindste arbejdsfortjeneste inden for normallønsområdet efter fradrag af skat for personer, der ikke har andre indtægter og ikke fradrag udover personfradrag. Nævnet fandt derimod ikke, at der var grundlag for at foretage reduktion i den ovennævnte normalløn for besparelser vedrørende børnepasningsudgifter. Nævnets begrundelse var følgende: begrebet i pkt. 5, 1. punktum »hidtidigt leveniveau (= det individuelle maximum)» afviger fra begrebet »den mellem arbejdsmarkedets hovedorganisationer aftalte mindste arbejdsfortjeneste inden for normallønsområdet«, og da der for personer, der ikke hidtil har haft indtægter, alt andet lige næppe vil foreligge besparelser for bl.a. børnepasningsudgifter i en hjælpsperiode, og når henses til, at fremtidigt leveniveau ikke indgår i forsøgsreglerne.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:

Socialforvaltningen anmodede om ankestyrelsens stillingtagen til, om »mindste arbejdsfortjeneste« i bekendtgørelsens pkt. 5 er et fast beløb, der ikke kan overskrides, eller om det kunne sammenlignes med »den gamle § 37's« fremtidige leveniveau, således at »mindste arbejdsfortjeneste« kan nedsættes med den ekstra boligsikring og den ekstra friplads i daginstitution, som klienter opnår i kraft af at modtage »mindste arbejdsfortjenesten« som kontanthjælp og ikke som løn.

Socialforvaltningen anførte videre, at forvaltningen efter brevveksling med socialministeriet anså det for korrekt at administrere maximumgrænserne for hjælp således, at den samlede offentlige ydelse, herunder stigningen i friplads ved daginstitutioner og boligsikring, sammen med den udbetalte kontanthjælp ikke oversteg:

1. »mindste arbejdsfortjenesten«, jfr. bekendtgørelsens pkt. 5,

2. hidtidig indtægt, dette under henvisning til ministerens ændring i forsøgsreglerne.

Socialforvaltningen henviste endelig til, at ansøgeren og hans familie opnåede et leveniveau svarende til, at begge ægtefæller på arbejdsmarkedet opnåede en løn svarende til »mindste arbejdsfortjenesten« på brutto 8.666 kr. månedlig. Såfremt dette niveau betragtedes som et fast beløb, der ikke kunne reguleres med fripladsen på 730 kr., svarede det (efter skattetræk på mindst 50 pct.) til en ekstra indtægt udover »mindste arbejdsfortjenesten« på mindst 1.460 kr. månedlig.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:

Ankestyrelsen finder ikke, at der efter pkt. 5, 2. pkt., i socialministeriets bekendtgørelse af 24. september 1984 er hjemmel til at foretage reduktion for besparelser vedrørende daginstitutionsudgifter i den mellem arbejdsmarkedets hovedorganisationer aftalte mindste arbejdsfortjeneste inden for normallønsområdet. Ankestyrelsen tiltræder således amtsankenævnets afgørelse.

10.

REDEGØRELSE FOR SAGEN:

En ansøger, født i 1966, som var hjemmeboende, søgte om kontanthjælp efter bistandsloven i slutningen af november 1984 umiddelbart efter, at hun var fyldt 18 år.

Ansøgeren fik udbetalt hjælp efter socialministeriets bekendtgørelse af 24. september 1984 om forsøg med faste ydelser.

I begyndelsen af januar 1985 henvendte ansøgeren sig til socialforvaltningen med et brev fra sin far, hvori der stod, at hun ville blive smidt ud hjemmefra. Ansøgeren kunne dog midlertidigt blive boende, indtil hun - om forhåbentlig kort tid - kunne overtage en lejlighed. Endvidere stod der i brevet, at hun skulle betale 35 pct. af huslejen inkl. lys og varme, d.v.s. 1.050 kr. pr. måned, så længe hun boede hjemme.

Socialforvaltningen gav afslag på hjælp til husleje den 1. februar 1985. Ansøgeren oplyste samme dag, at hun havde mulighed for at leje en lejlighed i februar måned.

Ansøgeren flyttede til en lejlighed pr. 1. maj 1985.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:

Amtsankenævnet pålagde socialforvaltningen at udmåle boligtillæg til ansøgeren efter bestemmelsen i pkt. 3 i socialministeriets bekendtgørelse af 24. september 1984. Nævnet fandt dog kun grundlag for at yde hjælp til de konkret dokumenterede udgifter, som ansøgeren havde ved at bo hjemme, ligesom nævnet fandt, at der maximalt ville kunne ydes et beløb på 800 kr. pr. måned.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:

Socialforvaltningen oplyste, at forvaltningen meddelte afslag på ansøgningen om hjælp til husleje, fordi den ikke fandt, at brevet fra faderen var en tilstrækkelig dokumentation for ansøgerens boligudgift. Forvaltningen anførte endvidere, at den var i tvivl om, hvorvidt det var korrekt af nævnet at fastsætte et skønnet maximum for boligtillægget. Forvaltningen har i denne forbindelse henvist til, at den tidligere mulighed for at yde hjælp til husleje med et skønsmæssigt lavere beløb end den faktiske husleje er afløst af bekendtgørelsens anvisning om fremskaffelse af en rimeligere og billigere bolig, jfr. bekendtgørelsens pkt. 3, 3. afsnit, 1. og 2. pkt.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:

Ankestyrelsen finder, at der har været grundlag for at yde boligtillæg til ansøgeren i den periode, hvor hun var hjemmeboende, idet det må antages, at hun burde bidrage til familiens samlede boligudgift, medens hun boede hjemme.

Ankestyrelsen finder endvidere, at boligtillægget passende kan fastsættes til 800 kr. pr. måned.

Versioner

1. 1985-08-21 · til 1991-10-07