Institutionsophold - § 112-institution - opholdsbetaling - mindreårig invalidepensionist (* 1) (* 5)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1985/19216@1985-09-18/da
Indhold
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En pensionist, født i 1964, som modtog mellemste invalidepension, fik den 9. september 1981 ophold på en revalideringsinstitution godkendt i henhold til bistandslovens § 112, stk. 1. Pr. 1. september 1982 fik pensionisten tilkendt højeste invalidepension.
Det sociale udvalg traf beslutning om at tilbageholde et beløb på 11.700 kr. af pensionistens invalidepension for perioden 9. september 1981 til 31. marts 1982, som betaling for pågældendes ophold på revalideringsinstitutionen.
Det sociale udvalg begrundede sin afgørelse med, at bistandslovens § 112, stk. 1, omhandler døgninstitutioner for voksne med vidtgående fysisk eller psykisk handicap. Udvalget havde herefter krævet opholdsbetaling for den periode, hvor pensionisten ikke ansås for hørende under kategorien »voksne«, idet han var 17 år og umyndig. Udvalget henviste til, at der skulle betales for opholdet i analogi med reglen i bistandslovens § 96 om døgninstitutioner for børn og unge, jfr. § 9 i socialministeriets bekendtgørelse nr. 467 af 17. oktober 1980.
Overfor amtsankenævnet havde socialministeriet vejledende udtalt, at de gældende betalingsregler for § 112, stk. 1, - institutioner - finder anvendelse, uanset at pensionisten er under 18 år.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Amtsankenævnet bemærkede, at reglen i bistandslovens § 100, jfr. socialministeriets bekendtgørelse af 17. oktober 1980, alene finder anvendelse ved ophold på institutioner, der drives i henhold til bistandslovens § 96, eller under familiepleje. Da den omhandlede revalideringsinstitution var en institution, der blev drevet i henhold til bistandslovens § 112, stk. 1, fulgte det af reglen i bistandslovens § 117, stk. 1, at ophold på denne institution var gratis. Afgørende for hvilke betalingsregler, der skulle finde anvendelse, var således alene, hvilken institutionstype der var tale om, hvorimod det efter bistandsloven ikke kunne tillægges betydning, om beboeren var umyndig eller under 18 år. Amtsankenævnet fandt herefter, at socialudvalget ikke havde haft hjemmel til at kræve opholdsbetaling for pensionistens ophold på revalideringsinstitutionen.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af det sociale udvalg.
LOVGRUNDLAG:
Bistandslovens §§ 100, 112, stk. 1 og 117, stk. 1. Invalidepensionslovens § 31, stk. 3. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 467 af 17. oktober 1980 om betaling for ophold i døgninstitution for børn og unge, og i familiepleje.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Ankestyrelsen er enig i, at der ikke i bistandsloven er hjemmel til at kræve opholdsbetaling for en persons ophold på en institution hørende under bistandslovens § 112, stk. 1.
Efter § 31 i den dagældende lov om invalidepension udbetales pensionen i 6 måneder udover indlæggelsesmåneden til en pensionist, der får ophold på en institution, der er anerkendt i henhold til bistandslovens § 112, stk. 1. I bestemmelsen sondres ikke mellem pensionister, der er under eller over 18 år, og ankestyrelsen finder derfor, at det sociale udvalg ikke har været berettiget til at tilbageholde pensionen til dækning af opholdsbetalingen i strid med denne lovregel. Denne lovregel kan ikke ændres ved en analog anvendelse af reglerne om betaling for ophold på institutioner for børn og unge.
Ankestyrelsen tiltræder således amtsankenævnets afgørelse.