Dagpenge - anmeldelse - anmeldelsesfrist - dispensation (* 1) (* 2)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1985/19279@1985-10-23/da
Indhold
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En sikret var den 17. november 1981 under tjeneste som frivillig i et militært korps udsat for et ulykkestilfælde, hvorved hun beskadigede venstre knæ. Anmeldelse om tilfældet blev i marts 1982 indgivet til sikringsstyrelsen, som den 7. april 1982 anerkendte tilfældet som hørende under lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m. fl. Samtidig med anerkendelsen oplyste sikringsstyrelsen sikrede om, at tabt arbejdsfortjeneste på grund af sygemelding efter en skade på draget under tjenesten kun kunne erstattes efter dagpengelovens regler, og at oplysning herom kunne fås ved henvendelse til social- og sundhedsforvaltningen i sikredes bopælskommune. Den 17. juni 1982 oplyste sikringsstyrelsen på sikredes forespørgsel, at der ikke kunne ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m. fl.
I december 1983 anmodede sikrede socialforvaltningen om udbetaling af dagpenge i forbindelse med sygemelding som følge af ulykkestilfældet den 17. november 1981.
Det sociale udvalg gav afslag på dagpenge under henvisning til, at anmodningen var indgivet for sent.
Efter afslaget rettede sikrede henvendelse til sikringsstyrelsen, som den 5. april 1984 udtalte, at der efter sikringsstyrelsens opfattelse var mulighed for at dispensere fra anmeldelsesfristen, idet anmeldelsen til sikringsstyrelsen, arbejdsskadeforsikringen, efter omstændighederne kunne sidestilles med en anmeldelse til socialforvaltningen.
Det sociale udvalg fastholdt den 27. april 1984 den tidligere trufne afgørelse. Udvalget fandt, at anmeldelsen til sikringsstyrelsen, arbejdsskadeforsikringen, ikke kunne sidestilles med en anmodning om dagpenge til det sociale udvalg.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Amtsankenævnet tiltrådte socialudvalgets afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at sikringsstyrelsen, arbejdsskadeforsikringen, i forbindelse med sagens anerkendelse havde orienteret sikrede om muligheden for dagpenge, men at sikrede først i december 1983 rettede henvendelse til socialforvaltningen herom.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sikredes advokat anførte, at sikrede dels havde anmeldt tilfældet til sit tjenestested og dels til sikringsstyrelsen. Advokaten anførte videre, at sikringsstyrelsens vejledning i forbindelse med afgørelsen den 7. april 1982 ikke have været tilstrækkelig klar til, at sikrede kunne indse, at hun var berettiget til dagpenge, og at hun skulle anmelde tilfældet til socialforvaltningen.
LOVGRUNDLAG:
Dagpengeloven, § 18.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Ankestyrelsen tiltræder amtsankenævnets afgørelse. Ankestyrelsen har herved som udgangspunkt lagt vægt på, at anmodning om dagpenge er indgivet for sent, at muligheden for at dispensere efter dagpengelovens § 18, stk. 6, ikke længere eksisterede.
Efter de foreliggende oplysninger finder ankestyrelsen heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at anerkende anmeldelsen af sikredes arbejdsskade til sikringsstyrelsen som en samtidig anmodning om dagpenge. Ankestyrelsen har herved lagt vægt på, at der gik ca. 20 måneder mellem sikringsstyrelsens vejledning til sikrede om at rette henvendelse til social- og sundhedsforvaltningen og sikredes faktiske henvendelse til forvaltningen.