Kontanthjælp - hjemrejseudgifter fra udlandet (* 1) (* 2)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1985/19285@1985-10-23/da
Indhold
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En udenlandsk statsborger, gift med en dansk statsborger, søgte i juni 1983 om kontanthjælp efter bistandsloven til hjemrejse for parrets 2 børn fra udlandet. Børnene, der var født i henholdsvis 1980 og 1982, var i december 1982 på faderens foranledning bragt til hans hjemland, hvor de siden havde opholdt sig hos faderens familie. På dette tidspunkt lå forældrene i skilsmisseforhandlinger. Moderen havde den 5. december 1982 midlertidigt fået forældremyndigheden over børnene. Den 6. december 1982 blev faderen varetægtsfængslet, og i marts 1983 blev han idømt en straf på 6 måneder bl.a. for at have instrueret sin familie i udlandet om ikke at udlevere børnene til deres moder, som var rejst til mandens hjemland for at hente børnene hjem.
I forbindelse med mandens prøveløsladelse i slutningen af april 1983 genoptog manden og hustruen samlivet. På ansøgningstidspunktet modtog de begge arbejdsløshedsdagpenge.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Socialforvaltningen gav afslag på kontanthjælp med henvisning til, at bistandsloven ikke hjemler mulighed for at yde hjælp til hjemrejse fra udlandet.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af forældrene.
LOVGRUNDLAG:
Bistandslovens § 1.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Ankestyrelsen finder, at den ansøgte kontanthjælp ikke kan ydes efter bistandsloven, idet formålet med hjælpen findes at ligge udenfor de formål, hvortil der er mulighed for at yde kontanthjælp.
Ankestyrelsen har herved lagt vægt på, at hjælp efter bistandsloven - uanset at begge forældre er omfattet af bistandslovens § 1, idet de har ophold i Danmark - som overvejende hovedregel kun kan ydes til opfyldelse af behov i Danmark. Endvidere har styrelsen lagt vægt på, at der ikke efter bistandsloven kan ydes hjælp til at opnå eller genoprette en retsstilling.
Ankestyrelsen tiltræder således socialforvaltningens afgørelse.