Børnebidrag - forskudsvis udlægning - eftergivelse (* 1) (* 3)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1985/19297@1985-11-01/da
Indhold
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En mand M var ved bidragsresolutioner af 26. februar 1968 og 19. september 1974 pålagt at udrede underholdsbidrag til sin datter D, født den 19. marts 1967, fra 1. november 1967, og til sin søn S, født den 22. marts 1974, fra fødslen at regne. Den 10. december 1975 bortfaldt bidragsforpligtelsen for S, idet S samme dato blev bortadapteret.
Ved afkrævningsbegæring af 1. maj 1975 havde det sociale udvalg i A kommune anmodet socialforvaltningen i B kommune om at indkræve børnebidraget til D for perioden indtil 19. september 1975 og for S for perioden 22. marts 1974 til 22. september 1975. Restgælden beløb sig til henholdsvis 6.105 kr. og 5.668 kr. Socialforvaltningen i B kommune havde herefter løbende modtaget begæring om afkrævning af børnebidrag til D fra C kommune, hvor den bidragsberettigede boede. Derimod var der ikke senere modtaget begæring om afkrævning af børnebidrag til S.
M reagerede ikke på afkrævningsskrivelse, afsendt til socialforvaltningen i B kommune den 6. maj 1975. En tilsigelse gennem politiet og en anmodning om fremstilling ved politiets bistand gav heller ikke resultat. M blev herefter eftersøgt gennem politiet. Eftersøgningsbegæringen blev imidlertid modtaget retur i oktober 1975, uden at det på begæringen var oplyst eller i øvrigt kunne ses, om den havde været hos politiet. Herefter blev indfordringen stillet i bero udfra en antagelse om, at eftersøgningen fortsat pågik hos politiet. ..BI.-I april 1981 blev sagen genoptaget i socialforvaltningen i B kommune. På forespørgsel oplyste politiet, at der ikke sås at være modtaget nogen begæring om eftersøgning. I april 1983 blev der påny sendt en begæring om eftersøgning til politiet, idet folkeregistret i B kommune fortsat var uden kendskab til M's nuværende adresse.
I begyndelsen af maj 1983 fik socialforvaltningen i B kommune oplysning om M's adresse i E kommune. Forvaltningen anmodede herefter den 7. juni 1983 socialforvaltningen i E kommune om at afkræve bidragsrestancen vedrørende D for perioden fra 19. marts 1974 til 19. marts 1983 og for S for perioden 22. marts 1974 til 22. september 1975.
Overfor socialforvaltningen i E kommune anførte M's advokat, at M havde været tilmeldt folkeregistret i E kommune siden december 1976.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Socialforvaltningen i B kommune har fastholdt afkrævningsanmodningen af 7. juni 1983. Forvaltningen har begrundet sin afgørelse med, at forvaltningen ingen muligheder havde for at eftergive bidragsgælden som følge af den opståede forsinkelse med hensyn til afkrævningen. De omhandlede børnebidrag var udlagt forskudsvis af det offentlige og finansieret af staten. De skyldige beløb vedrørte således statskrav, som kommunen ikke var beføjet til at eftergive. Den eneste mulighed for eftergivelse var i børnetilskudslovens § 31. Adgangen til at anvende denne bestemmelse sås dog ikke at være tilstede.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
M's advokat anførte, at han havde anmodet socialforvaltningen i B kommune om selv at afholde udgifterne, da der var tale om en helt åbenbar forvaltningsfejl.
Advokaten anførte endvidere, at der løbende havde været tilbageholdt ydelser i M's lønudbetalinger, og at M havde været af den opfattelse, at der blev tilbageholdt løn til børnebidrag. Det havde efterfølgende vist sig, at der var blevet foretaget tilbageholdelse af løn til dækning af skattegæld.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN:
Socialforvaltningen i B kommune oplyste på ankestyrelsens forespørgsel, at spørgsmålet om eftergivelse af restancen efter børnetilskudslovens § 31 havde været nærmere undersøgt ved henvendelse ti M gennem hans nuværende opholdskommune E. Socialforvaltningen havde modtaget et budgetskema fra M, hvoraf fremgik, at de specificerede faste udgifter androg ca. 3.000 kr. månedlig. M modtog højeste invalidepension med 6.224 kr. pr. måned efter skattetræk. Socialforvaltningen i B kommune fandt herefter, at M havde økonomisk evne til at afdrage bidragsgælden, hvorfor der ikke sås at være mulighed for at eftergive gælden i medfør af børnetilskudslovens § 31.
Socialforvaltningen i E kommune oplyste, at restgælden var nedbragt til 25.594 kr., idet bidragsgælden efterfølgende var blevet godskrevet med særligt børnetilskud med virkning fra marts 1980, hvor M fik tilkendt invalidepension.
Socialforvaltningen i E kommune oplyste endvidere, at der i november 1983 var indgået frivillig aftale med M om, at socialforvaltningen kunne tilbageholde 300 kr. i M's pension hver måned til afdrag på bidragsrestancen.
LOVGRUNDLAG:
Lov om børnetilskud og andre familieydelser, § 31.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Ankestyrelsen finder ikke, at der i børnetilskudsloven er hjemmel til at eftergive M's bidragsrestance.
Ankestyrelsen tiltræder således socialforvaltningens afgørelse.