Plejehjemsophold - opholdsbetaling - efterbetaling - oplysningspligt - praksisændring i kommunen (* 1) (* 3)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1985/19300@1985-11-01/da
Indhold
REDEGØRELSE FOR DE ENKELTE SAGER:
1.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En pensionist P blev i juni 1977 optaget på plejehjem. Pr. 1. juli 1977 solgte P sit hus. Han gav ikke særskilt oplysning om salget til socialforvaltningen. Oplysninger om salget var imidlertid indeholdt i hans selvangivelse for 1977.
P havde ikke betalt for ophold på plejehjem i 1977 og 1978, mens han i 1979 havde betalt 4.020 kr. Betalingen var beregnet på grudlag af de renteindtægter, der var anført på selvangivelsen for 1979.
I forbindelse med overførslen af oplysninger om indtægter til brug ved beregning af de sociale pensioner pr. 1. januar 1980, som skete med udgangspunkt i selvangivelsens oplysninger for 1978, fik socialforvaltningen kendskab til det stedfundne ejendomssalg, og opholdsbetalingen blev herefter beregnet til 1.215 kr. månedlig. Forvaltningen beregnede samtidig en efterbetaling på 25.140 kr. for tiden fra 1. juli 1977 til 31. december 1979.
Under sagens behandling var det gjort gældende, at P's datter omkring årsskiftet 1979/80 gennem en medarbejder på plejehjemmet havde fået telefonisk oplysning fra en sagsbehandler i socialforvaltningen om, at der ikke ville ske andet, end at opholdsbetalingen ville blive reguleret for fremtiden.
I brev af 13. maj 1980 gav socialforvaltningen P's datter meddelelse om efterbetalingskravet og anmodede hende om at rette henvendelse til forvaltningen herom. P's datter har oplyst, at hun ikke har modtaget dette brev.
Den 22. august 1980 gav socialforvaltningen P meddelelse om efterbetalingskravet. Socialforvaltningen henvist til folkepensionslovens § 24 om oplysningspligt og udtalte samtidig, at det ikke fremgik af sagen, at der skulle være truffet afgørelse om, at spørgsmålet om efterbetaling ville blive henlagt.
Over for amtsankenævnet oplyste P's søn, at P havde haft en advokat til at ordne såvel hushandel som alle øvrige papirer og økonomiske anliggender og derfor troede, at socialforvaltningen havde fået alle relevante oplysninger. Det blev endvidere gjort gældende, at kravet var blevet fremsat noget sent, og at P desuden aldrig af socialforvaltningen var blevet orienteret om, hvad han skulle betale for plejehjemsopholdet. P havde blot betalt de månedlige opkrævninger i tiltro til, at de dækkede opholdsbetalingen.
På amtsankenævnets forespørgsel havde socialministeriet i en vejledende udtalelse anført, at det følger af bistandslovens § 18, at enhver ændring i indtægtsforholdene skal meddeles til det sociale udvalg, således at en eventuel regulering kan ske straks. Såfremt en plejehjemsbeboer har fået højere indtægter, uden at opholdsbetalingen i forbindelse hermed er blevet reguleret, var det ministeriets opfattelse, at det sociale udvalg alene i kraft af betalingsreglen i bistandslovens § 84, stk. 1, ville kunne kræve det manglende beløb efterbetalt, således at det ville være uden betydning, om pågældende havde været i god tro med hensyn til betalinges størrelse.
Den 11. august 1981 tiltrådte amtsankenævnet det sociale udvalgs afgørelse om efterbetaling. Nævnet fandt dog ikke, at grundlaget for at kræve efterbetaling skulle findes i folkepensionslovens § 24, men derimod i bistandslovens § 84,stk.1.
Efter at amtsankenævnet den 15. april 1982 havde fastholdt den tidligere trufne afgørelse, har P's søn indbragt sagen for Folketingets Ombudsmand. Ombudsmanden har herefter den 10. marts 1983 tilkendegivet over for amtsankenævnet, at nævnets afgørelse efter hans opfattelse var truffet på et urigtigt grundlag. Han henstillede derfor til nævnet at genoptage sagen.
Ombudsmanden henviste i denne forbindelse til, at hverken bistandslovens § 84, stk.1, eller andre bestemmelser i bistandsloven udtrykkeligt tager stilling til, hvorledes der skal forholdes, når det viser sig, at der fejlagtigt for en periode ikke er afkrævet en pensionist opholdsbetaling eller afkrævet et for lille beløb. Dette spørgsmål kan ikke besvares med henvisning til bistandslovens § 84, stk. 1, der alene kan danne grundlag for beregningen af størrelsen af et eventuelt efterbetalingskrav.
I mangel af udtrykkelige bestemmelser om dette forhold fandt ombudsmanden, at adgangen til at stille krav om efterbetaling måtte anses for undergivet de begrænsninger, der følger dansk rets almindelige regler, og således bero på en samlet vurdering, hvori bl.a. indgår
1. hvad der er grunden til, at der er betalt for lidt,
2. hvem der er nærmest til at bære risikoen for den påståede fejl (medmindre skyldneren ligefrem vidste, eller burde have indset, at der var sket en fejl),
3. om kravet er fremsat uden ubegrundet ophold, efter at fejlen er opdaget, og
4. om kreditor har givet skyldneren rimelig grund til at tro, at han ikke har noget til gode.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Amtsankenævnet fastholdt sin tidligere trufne afgørelse under henvisning til den fra socialministeriet indhentede udtalelse.
Under behandlingen af sagen havde nævnet påny anmodet om en udtalelse fra socialministeriet, som havde henholdt sig til sin tidligere tilkendegivne opfattelse.
Socialministeriet henviste bl.a. til, at bistandslovens § 84 må antages udtømmende at angive den betaling, der til enhver tid skal ydes for en persons ophold i et plejehjem. Der er begrebsmæssigt ikke tale om en betaling i et kontraktsforhold, men om lovgivningens udtrykkelige fastlæggelse af betalingens størrelse.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af P's svigersøn.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Efter bistandslovens § 18 har den, der modtager social bistand, pligt til at underrette det sociale udvalg om forandringer i sine forhold, der kan medføre, at bistanden indskrænkes eller ophører.
P har ikke givet det sociale udvalg oplysning om sine ændrede indtægtsforhold i forbindelse med hussalget, og der er som følge heraf afkrævet ham for lidt i betaling for opholdet på plejehjemmet.
Ankestyrelsen finder ikke, at det kan tillægges betydning, om P i forbindelse med optagelsen på plejehjemmet er blevet orienteret om bistandslovens regler om oplysningspligt og om betalingen for opholdet, da han allerede i kraft af sin status som pensionist har været bekendt med pligten til at give social- og sundhedsforvaltningen oplysning om ændring af sine økonomiske forhold.
Ankestyrelsen finder ikke, at der i bistandslovens § 84 eller i andre bestemmelser i bistandsloven er taget stilling til, hvorledes der skal forholdes, når det viser sig, at der fejlagtigt for en periode ikke er afkrævet en pensionist opholdsbetaling eller afkrævet et for lille beløb.
Ankestyrelsen finder herefter, at er efterbetalingskrav må anses for undergivet de begrænsninger, der følger af dansk rets almindelige regler.
Herefter findes det sociale udvalg at have været berettiget til at fremsætte krav om efterbetaling for P's ophold på plejehjemmet for tiden fra 1. juli 1977. Ankestyrelsen finder dog, at socialforvaltningen allerede i slutningen af 1978 på baggrund af oplysningerne i P's selvangivelse for 1977 om hussalget burde være blevet opmærksom på de ændrede økonomiske forhold. Det sociale udvalg findes derfor kun berettiget til at kræve efterbetaling for tiden indtil 31. december 1978, og ankestyrelsen ophæver således det sociale udvalgs krav om efterbetaling for 1979.
Det bemærkes, at ankestyrelsen ikke finder det godtgjort, at socialforvaltningen har givet P's datter noget tilsagn om, at det sociale udvalg ikke ville kræve efterbetaling.
Det tilføjes, at ankestyrelsen ikke har taget stilling til, om efterbetalingskravet nu måtte være forældet.
2.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En pensionist P flyttede på plejehjem i november 1979 og solgte sin ejendom den 1. marts 1980. I perioden fra 1. marts 1980 til 30. september 1982 betalte han 10.052 kr. for opholdet, mens der ville være blevet afkrævet ham 47.500 kr., hvis det sociale udvalg havde haft kendskab til hans indtægtsforhold efter hussalget. Udvalget anmodede den 4. februar 1983 P om at indbetale differencen på 37.450 kr.
Det fremgår endvidere, at kommunens revision i november 1982 havde pålagt socialudvalget at foretage en omberegning fra det tidspunkt, hvor erhvervelsen af indtægterne skete, d.v.s. fra datoen for hussalget.
Overfor amtsankenævnet har det sociale udvalg oplyst, at socialforvaltningen som hovedregel anvendte den sidste selvangivelse som beregningsgrundlag, hvorfor forvaltningen først ved beregningen pr. 1. januar 1983, hvor selvangivelsen for 1981 skulle lægges til grund for beregningen, ville få en opgørelse, der viste den faktiske formueindtægt omregnet til helårsbasis.
Socialudvalget oplyste supplerende, at forvaltningen indtil revisionsbemærkningen i november 1982 i alle tilfælde, hvor der i årets løb var sket ændringer i plejehjemsbeboerens indtægtsforhold, først ændrede en eventuel opholdsbetaling, når der forelå en selvangivelse, hvoraf indtægtsændringen for et helt år fremgik.
På nævnets forespørgsel om, hvorledes kommunen inden revisonspåtegningen havde forholdt sig i sager, hvor pensionisten havde opfyldt sin oplysningspligt i umiddelbar tilknytning til en sket ændring i indkomstforholdene, havde socialforvaltningen oplyst, at forvaltningen der også havde afventet en selvangivelse, hvoraf indtægtsændringen fremgik på årsbasis, inden opholdsbetalingen blev reguleret. Hverken i tilfælde, hvor oplysningspligten var opfyldt, eller i tilfælde, hvor den ikke var opfyldt, havde man inden revisionspåtegningen i efteråret 1982 fremsat krav om efterbetaling vedrørende opholdsbetaling på plejehjem for selve det år, hvori der var foretaget dispositioner, som ændrede indtægtsforholdene, eller for det følgende år.
Det sociale udvalg kunne ikke med sikkerhed udtale sig om, hvorvidt forvaltningen havde informeret pensionisten om oplysningspligten og om virkningerne af en tilsidesættelse af at opfylde pligten.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Amtsankenævnet henviste indledningsvis til ombudsmandens udtalelse, som er gengivet under sag nr. 1.
Nævnet pålagde herefter det sociale udvalg at frafalde kravet om efterbetaling af 37.450 kr. for P's ophold på plejehjem i perioden 1. marts 1980 til 30. september 1982
Nævnet lagde vægt på,
at det ifølge kommunens egne oplysninger var uvist, om der var givet P information om oplysningspligten,
at kommunen i øvrigt - selvom om den havde modtaget underretning fra P straks efter salget af ejendommen - ikke ville have ændret beregningen af opholdsbetalingen før pr. 1. januar 1983, jfr. den ovenfor omtalte praksis forud for revisionens påtegning i efteråret 1982,
at kommunen ikke, når den erkendte, at dens hidtidige praksis havde været fejlagtig, kunne ændre denne med tilbagevirkende kraft til skade for godtroende plejehjemsbeboere, som havde måttet anse den opkrævede opholdsbetaling for endelig og havde indrettet sig herpå, og
at der intet forelå oplyst, som pegede på, at P skulle have været i ond tro, d.v.s. have vidst eller burde have vidst, at der var betalt for lidt for ophold på plejehjem.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Det sociale udvalg henviste til socialministeriets udtalelse, gengivet under sag nr. 1, hvori ministeriet havde givet udtryk for, at der i bistandslovens § 84, stk. 1, var hjemmel til at kræve efterbetaling. Udvalget henviste endvidere til, at såvel tilsynsrådet som socialministeriet havde godkendt revisionsberetningen.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Efter bistandslovens § 18 har den, der modtager social bistand, pligt til at underrette det sociale udvalg om forandringer i sine forhold, der kan medføre, at bistanden indskrænkes eller ophører.
Efter de foreliggende oplysninger har P ikke givet det sociale udvalg oplysning om de ændrede indtægtsforhold.
Ankestyrelsen finder ikke, at det kan tillægges betydning, om P er blevet orienteret om bistandslovens regler om oplysningspligt og om betaling for opholdet, da P allerede fordi han er pensionist har været bekendt med pligten til at give social- og sundhedsforvaltningen oplysning om ændring af de økonomiske forhold.
Ankestyrelsen finder ikke, at der i bistandslovens § 84 eller i andre bestemmelser i bistandsloven er taget stilling til, hvorledes der skal forholdes, når det viser sig, at der fejlagtigt for en periode ikke er afkrævet en pensionist opholdsbetaling eller afkrævet et for lille beløb.
Ankestyrelsen finder herefter, at efterbetalingskravet må anses for undergivet de begrænsninger, der følger af dansk rets almindelige regler.
Under hensyn til at det sociale udvalg efter sin hidtidige praksis ikke ville have krævet efterbetaling for nogen del af perioden, selvom P havde givet behørig meddelelse om hussalget, finder ankestyrelsen ikke, at det sociale udvalg er berettiget til at kræve efterbetaling.
Ankestyrelsen tiltræder således amtsankenævnets afgørelse.
3.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En pensionist P flyttede på plejehjem i juni 1980 og solgte sin ejendom pr. 1. oktober 1980. Herudover skete der den ændring i hendes formue, at hun pr. 1. april og 1. oktober 1981 købte en del obligationer. I perioden fra 1. oktober 1980 til 30. september 1982 havde P betalt 15.000 kr. for plejehjemsopholdet, mens der ville være blevet afkrævet hende 40.795 kr., hvis det sociale udvalg havde taget hensyn til hendes indtægtsforhold efter hussalget og obligationskøbet. Den 8. februar 1983 anmodede det sociale udvalg P om at indbetale differencen på 25.795 kr.
Det fremgik endvidere, at kommunens revision efter gennemgang af sagen i november 1982 havde pålagt udvalget at foretage en omberegning fra det tidspunkt, hvorfra erhvervelsen af indtægterne skete.
Om kommunens praksis for omberegning på grund af ændrede indtægtsforhold hos pensionisten henvises til de oplysninger, der er gengivet under sag nr. 2.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Amtsankenævnet henviste indledningsvis til ombudsmandes udtalelse, som er gengivet under sag nr. 1.
Nævnet fandt herefter, at det sociale udvalg ikke havde haft grundlag for at afkræve pensionisten 25.795 kr. som efterbetaling for ophold på plejehjem i perioden 1. oktober 1980 - 30. september 1982.
Nævnet lagde vægt på,
at socialforvaltningen af P/P's fuldmægtig var blevet underrettet om de foretagne dispositioner vedrørende salg af fast ejendom og køb af obligationer, således at der kunne være beregnet en korrekt opholdsbetaling,
at socialforvaltningen ikke, når den erkendte, at den hidtidige praksis havde været fejlagtig, kunne ændre denne med tilbagevirkende kraft til skade for godtroende plejemsbeboere, som havde måttet anse den opkrævede opholdsbetaling for endelig og havde indrette sig herpå, og
at der intet forelå oplyst, som pegede på, at P skulle have været i ond tro, det vil sige, at P vidste eller burde have vidst, at der var betalt for lidt for ophold på plejehjem.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af det sociale udvalg.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Efter bistandslovens § 18 har den, der modtager social bistand, pligt til at underrette det sociale udvalg om forandringer i sine forhold, der kan medføre, at bistanden indskrænkes eller ophører.
Efter de foreliggende oplysninger må P eller hendes fuldmægtig
antages at have givet det sociale udvalg oplysning om de ændrede indtægtsforhold.
Ankestyrelsen finder ikke, at der i bistandslovens § 84 eller i andre bestemmelser i bistandsloven er taget stilling til, hvorledes der skal forholdes, når det viser sig, at der fejlagtigt for en periode ikke er afkrævet en pensionist opholdsbetaling eller afkrævet et for lille beløb.
Ankestyrelsen finder herefter, at efterbetalingskravet må anses for undergivet de begrænsninger, der følger af dansk rets almindelige regler.
Allerede under hensyn til at pensionisten efter det oplyste har givet det sociale udvalg oplysning om ændringer i de økonomiske forhold, finder ankestyrelsen ikke, at det sociale udvalg er berettiget til at kræve efterbetaling.
Ankestyrelsen tiltræder herefter amtsankenævnets afgørelse.
4.
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En pensionist P flyttede på plejehjem i marts 1980. I perioden fra 1. marts 1980 til 30. september 1982 betalte hun 30.810 kr. for opholdet, mens hen skulle have betalt yderligere 14.625 kr., hvis det sociale udvalg havde anvendt det rigtige beregningsgrundlag. Udvalget anmodede den 8. februar 1983 P om at indbetale det manglende beløb.
Det sociale udvalg oplyste, at fejlen skyldtes, at der, inden indtægtsberegningen fandt sted, var givet fradrag for de skatter, der var betalt, mens P stadig fik almindelig folkepension, d.v.s. indtil det tidspunkt, hvor hun kun fik udbetalt lommepengebeløbet.
Efter optagelsen på plejehjemmet burde opholdsbetalingen være beregnet udelukkende på grundlag af 60% af indtægten udover pensionen med fradrag af skat heraf.
Den kommunale revision gjorde det sociale udvalg opmærksom på fejlberegningen og pålagde udvalget at berigtige betalingen.
Overfor amtsankenævnet har det sociale udvalg oplyst, at opholdsbetalingen på plejehjem opkræves ved, at der udsendes en regning med dertil hørende girokort. Beregningsgrundlaget og selve beregningen fremgår ikke af regningen. Der gives kun en plejehjemsbeboer oplysning om beregningsgrundlag og beregning, såfremt denne fremsætter en anmodning herom.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Amtsankenævnet henviste indledningsvis til ombudsmandens udtalelse, som anført under sag nr. 1.
Nævnet pålagde herefter det sociale udvalg at frafalde kravet om efterbetaling af beløbet på 14.625 kr., som P havde betalt for lidt for ophold på plejehjem i tiden fra 1. maj 1980 til 30. september 1982.
Nævnet lagde vægt på,
at revisionen havde påpeget, at der var tale om en generel fejl fra kommunens side,
at kommunen havde haft korrekte oplysninger om P's indtægtsforhold for den periode, som efterbetalingen vedrørte,
at kommunen ikke, når der var tale om en fejl, som udelukkende skyldtes egne forhold, kunne ændre denne med tilbagevirkende kraft til skade for godtroende plejehjemsbeboere, som havde måttet anse den opkrævede opholdsbetaling for endelig og havde indrettet sig herpå og,
at der intet forelå oplyst, som pegede på, at P skulle have været i ond tro, d.v.s. havde vidst eller burde have vidst, at der var betalt for lidt for ophold på plejehjem.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Det sociale udvalg henviste bl.a. til at socialministeriet havde givet udtryk for, at der i bistandslovens § 84, stk.1, var hjemmel til at kræve efterbetaling.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Ankestyrelsen finder ikke, at der i bistandslovens § 84 eller i andre bestemmelser i bistandsloven er taget stilling til, hvorledes der skal forholdes, når det viser sig, at der fejlagtigt for en periode ikke er afkrævet en pensionist opholdsbetaling eller afkrævet et for lille beløb.
Ankestyrelsen finder derfor, at efterbetalingskravet må anses for undergivet de begrænsninger, der følger af dansk rets almindelige regler.
På grundlag heraf tiltræder ankestyrelsen amtsankenævnets afgørelse med nævnets begrundelse.