Boligprocent ændret efter indretning af taglejlighed
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1985/4066@1985-09-10/da
Indhold
I en ejendom, der bestod af 5 beboelseslejligheder, herunder en nyindrettet tagetage og 1 erhvervslejemål, havde U ved varsling af omkostningsbestemt lejeforhøjelse fordelt budgetudgifterne efter bruttoetageareal. Huslejenævnet ændrede fordelingen, således at der blev fastsat en fiktiv lejeindtægt for den nyindrettede taglejlighed svarende til den gennemsnitlige m2 leje for beboelseslejemålene pr. 1. marts 1975. Afgørelsen blev stadfæstet af ankenævnet, der i sin afgørelse henviste til, at der kunne beregnes særskilt »afkast« for den nyindrettede lejlighed jfr § 27 i boligreguleringsloven og § 58 i lejeloven.
I huslejenævnets afgørelse hedder det:
»Ved skrivelse af 10. december 1984 har U i medfør af boligreguleringslovens § 12 indbragt den til ikrafttræden pr. 1. februar 1985 varslede omkostningsbestemte lejeforhøjelse, idet mindst 1/4 af de lejere, hvis leje ønskes forhøjet, har protesteret mod denne.
Lejerne er hørt i sagen ved nævnsskrivelse af 9. januar 1985, og Lejernes LO i hovedstaden har med skrivelse af 23. januar 1985 tilsendt lejernes kommentarer til budgettet, hvoraf det bl.a. fremgår, »at beboerne ikke føler, at de anførte udvendige vedligholdelsesudgifter klart viser fordelingen på lejligheder, forretninger og den af ejeren nyindrettede taglejlighed.
Eksempelvis forstår beboerne ikke, at en nyindrettede taglejlighed med franske altaner, pejs, stort badeværelse samt gæstetoilet ikke beregnes med en højere m2-pris end de gamle lejligheder.«
Nævnet har foretaget besigtigelse af ejendommens beboelseslejligheder fredag den 15. marts 1985.
På given foranledning har administrator tilsendt nævnet oplysninger om gældende leje for de i ejendommen daværende beboelseslejemål pr. 1. marts 1975 samt erhvervslejemål pr. 1. marts 1975.
Nævnet finder derfor i nærværende sag, passende at kunne anvende principperne i forbindelse med lejevurderingen af ejendommen.
Der er ved fastsættelse af lejeværdien for de enkelt beboelseslejemål taget højde for, at N-gade 152/Ugade 2 forsynes med centralvarme, og at lejemålene i U-gade 6 forsynes med anden opvarmning. Nævnet har herefter vedtaget at fastsætte lejeværdien til 45 kr. pr. m2 i N-gade 152/U-gade 2 og 42 kr. pr. m2 i U-gade 6.
Erhvervslejemålene st.tv. og st.th. er herefter ansat til henholdsvis 170 kr. pr. m2 og 137 kr. pr. m2. De førnævnte lejeværdier er de af vurderingsankenævnet i 1969 fastsatte.
Nævnet har herefter opstillet et samlet budget for hele ejendommen, skal fordeles efter en korrigeret vurderingsleje ...'
I ankenævnets afgørelse hedder det blandt andet:
»I skrivelse af 7. september 1984 har U oplyst, at han er enig i, at lejen pr. 1. marts 1975 skal anvendes ved fordelingen mellem boliger og erhverv. Tillige er nu fremsendt budgetskema fra 1975/76, hvoraf fremgår, at boligernes andel af budgetudgifterne dengang udgjorde 65,63%. Der nedlægges herefter påstand om, at denne procent anvendes ved fordelingen af budgetudgifterne pr. 1. januar 1984 mellem erhverv og boliger.
Da baghuset er nedrevet i henhold til en saneringsplan fra 1980, og da boligprocenten på 65,63 inkluderer leje for de nu nedrevne lejligheder i U-gade 4, kan boligprocenten på 65,63 ikke anvendes, uden at der sker justeringer for så vidt angår nedrevne lejemål.
Da denne justering er sket ved huslejenævnets anvendelse af lejeværdibeløbene fra lejevurderingen på de i dag eksisterende lejligheder, har ankenævnet ikke fundet grundlag for at ændre huslejenævnets afgørelse, hvilken afgørelse derfor stadfæstes«