Mangler-usømmelig stand-facader-overfladebehandling
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1985/4073@1985-10-16/da
Indhold
»Byggelovsklage vedrørende ejendommen matr.nr. 466 Valby, København, Ottiliavej 15
I skrivelse af 16. april 1985 meddelte byggestyrelsen, at Deres klage af 10.april 1985 over magistratens afgørelse blev sendt til magistraten til udtalelse.
Magistraten har i skrivelse af 26. juli 1985 bl.a. udtalt følgende:
»Den omhandlede ejendom er beliggende i den østlige del af et større sammenhængende industriområde og grænser mod øst op til bagskel af en boligbebyggelse i Kløverbladsgade (nr. 24-32), bestående af byggeforeningshuse i 2 1/2 etage.
Ejendommen er bebygget med 1-etages fabriksbygninger med enkelte afsnit i 2 etager og er på 3 sider omgivet af en ca. 2,5 m. høj betonmur. Fabriksbygningerne, der er placeret i en afstand af ca. 10 m fra skel mod boligbebyggelsen, har pudsede rødmalede facader, der dog - som af klageren anført - er en del medtaget af vind og vejr.
Fabriksbygningerne er synlige fra boligbebyggelsens øverste etager, hvorimod kun en begrænset del vil kunne ses fra stueetage og have.
Fabriksbygningernes facade kunne, som den største del af bygningerne i de tilgrænsende industriområder, trænge til en overfladebehandling, men under hensyn til at bygningerne er placeret i et gammelt industriområde og til bygningernes placering på grunden i forhold til boligbebyggelsens bagskel, finder magistraten ikke, at ejendommen er behæftet med så væsentlige mangler, at disse giver anledning til påtale i medfør af byggelovens § 14, stk. 1, 1. punktum, eller at ejendommen i øvrigt er i en så usømmelig stand, at forholdet bør påtales i medfør af byggelovens § 14, stk. 1, 2. punktum.«
Til Deres orientering vedlægges en kopi af magistratens svar.
I den anledning skal man meddele, at byggestyrelsen er enig med magistraten i, at byggelovens § 14 ikke kan finde anvendelse i nærværende sag.
For at bringe byggelovens § 14, stk. 1, 1. punktum i anvendelse, skal der enten være tale om, at bygningerne frembyder fare eller på anden måde er behæftet med væsentlige mangler. Det er således ikke tilstrækkeligt, at facaderne trænger til en overfladebehandling.
Endvidere er bygningerne beliggende i et område, der er domineret af industribyggeri, og hvor mange af de øvrige bygninger også kunne trænge til mere vedligeholdelse. Med henvisning til denne beliggenhed er der heller ikke hjemmel i byggelovens § 14, stk. 1, 2. punktum til at forlange facaderne overfladebehandlet.
herudover har byggestyrelsen ikke fundet, at byggelovens betingelser for at påklage afgørelsen er opfyldt, og man kan derfor ikke foretage sig videre i sagen.
De indsendte bilag vedlægges.'
Der henvises til magistratens j.nr. VB 2610.
Pdv
eb
Gurli Bonde
Fuldmægtig