Boligstøtte - Lejens størrelse
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1985/4075@1985-10-25/da
Indhold
D.d. har man tilskrevet N.N. således:
»Ved brev af 18. maj 1985 har De klaget over, at Fakse kommune har beregnet Deres boligsikring efter en årlig husleje på kr. 14.640,- fremfor kr. 26.400,-, som De skal betale for lejemålet.
Deres klage har været tilsendt Fakse kommune, som har fremsendt sagsakter og afgivet en udtalelse, hvis indhold De er gjort bekendt med.
Af sagen fremgår, at De den 30. april 1985 søgte om boligsikring til en lejlighed beliggende vej 2, 1. i Fakse Ladeplads. Lejligheden er på 48 (m2), og den månedlige leje udgør kr. 2.200,- excl. varme.
Ved beregning af boligsikring sammenlignedes (m2) - prisen mellem Deres lejlighed og en tilsvarende lejlighed i det sociale boligbyggeri i Grønningen i Fakse, hvor (m2) - prisen udgjorde kr. 305,- pr. år, svarende til kr. 1.220,- månedlig for en lejlighed på 48 (m2).
Amtsankenævnets sekretariat har i forbindelse med ankesagens behandling drøftet størrelsen af huslejen i Grønningen i Fakse med »Borgerlig Socialt Boligselskab« i København. For 1985/86 vil (m2) - prisen for en lejlighed pa 60 (m2) udgøre kr. 380,40 pr. år som husleje for lejerne. Den reelle husleje vil imidlertid være højere, idet der hertil kommer et rentesikringsbeløb for 1985/86 på kr. 271,75 pr. (m2).
Overstiger lejen i væsentlig grad den normale leje for sædvanlige lejligheder af tilsvarende størrelse, eller må lejen anses for delvis betaling for luksuriøst udstyr eller beliggenhed, kan kommunalbestyrelsen ifølge boligstøttelovens § 11, stk. 5 nedsætte lejen med et beløb, der svarer til forskellen.
Når man sammenligner med lejen for lejlighederne i statsstøttet byggeri, herunder ejendomme tilhørende almennyttige selskaber, må den særlige nedsættelse af lejen, som skyldes statsstøtten - statslån, driftstilskud, rentesikring, rentebidrag eller lignende - dog efter pkt. 6.9. i boligstyrelsens cirkulære af 30. august 1982 tages i betragtning, således at der regnes med lejen uden denne nedsættelse.
Amtsankenævnet har herefter behandlet sagen i sit møde den 24. oktober 1985, hvor man besluttede at pålægge det sociale udvalg at beregne Deres boligsikring fra ansøgningstidspunktet den 30. april 1985 på grundlag af Deres faktiske husleje på kr. 26.400,-, idet denne husleje ikke skønnes at være urimeligt høj, sammenlignet med huslejen uden offentlig tilskud i almennyttigt boligbyggeri.
Amtsankenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Boligstyrelsen kan dog optage en sag til behandling, når det skønnes, at sagen er af principiel betydning.
Klage til boligstyrelsen, Stormgade 10, 1470 København K., skal ske inden 4 uger efter modtagelsen af denne skrivelse.'
Hvilket herved meddeles.
Med venlig hilsen