Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1985/60336@1985-10-22/da

Indhold

1. Indledning

År 1985, den 22. oktober afsagde patentankenævnet (Beyer, Grønning-Nielsen, Asger Nielsen, Niordson, Terndrup Pedersen)

følgende

k e n d e l s e

i sagen j.nr. P. 21/83: Klage fra

A/S J. Petersens Beslagfabrik,

Nibe,

v/Nørrejysk Patentbureau ApS

over

patentdirektoratets afgørelse af 28. september 1983 af patentansøgning nr. 5324/77 fra

KVA-Spil Ltd.,

Norge,

v/Th. Ostenfeld Patentbureau A/S.

Den 29. marts 1982 fremlagdes under nr. 144.573 en af Kva-Spil Ltd., Norge, den 30. november 1977 indleveret ansøgning om patent på et sving- eller vippevindue. Ansøgningen indeholdt følgende 4 krav:

»1. Sving- eller vippevindue med svinglejer (12), hvor hvert svingleje har en svingtap (13) på den ene ende af en ledarm (14) i en ledarmsforbindelse, som forbinder en vendbar vinduesramme (10) med en tilhørende vindueskarm, hvor svinglejet er hylsterformet, kopformet eller udformet på lignende måde og er indskudt aksialt i og fastgjort uforskydeligt i en tilhørende boring (11) i vinduesrammen, og hvor et spærreorgan (35) er i indgreb med et modhold (34) på svingtappen (13) for at tillade drejning, men forhindre utilsigtet forskydning af svingtappen i forhold til svinglejet, idet spærreorganet (35) samvirker med en udsparing i svinglejet (12), k e n d e t e g n e t ved, at spærreorganet (35) befinder sig inden for en tilstødende sideflade (26) i vinduesrammen (10) og kan aksialforskydes til og fra spærreindgreb i et tilstødende spor (15) i den nævnte sideflade (26) i vinduesrammen (10).

2. Vindue ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at udsparingen i svinglejet (12) udgøres af en boring (36) i et hovedparti (23) ved svinglejets (12) yderende, og at svinglejets eller hovedpartiets (23) endeflade (25) flugter med den nævnte sideflade (26) i vinduesrammen (10), mens hovedpartiets (23) modstående flade (27) danner støtteanlæg mod bundfladen (28) i det nævnte spor (15).

3. Vindue ifølge krav 1 eller 2, k e n d e t e g n e t ved, at sporet (15) er udformet hovedsageligt kun ved svinglejets (12) ene sideparti, som indeholder spærreorganet (35).

4. Vindue ifølge krav 2 eller 3, k e n d e t e g n e t ved, at svinglejets (12) hovedparti (23) er udformet asymmetrisk i forhold til svinglejets (12) svingningsakse og har størst tykkelse på den side, der bærer spærreorganet.«

I beskrivelsen anføres det side 2, linie 14-24:

»Det har også været foreslået at fastgøre svingtappen i et forholdsvis let udløseligt snapindgreb med svinglejet ved hjælp af et elastisk eftergivende spærreorgan. Herved opnår man en let montage af svingtappen i svinglejet og en let demontering af svingtappen fra svinglejet, Imidlertid vil det let udløselige snapindgreb ikke være helt acceptabelt i brug, idet det ikke giver tilstrækkelig sikring af vinduet under alle brugsforhold, f.eks. i udadsvinget stilling, når det udsættes for eksempelvis vindstød. Fra mange brugeres side er det et krav, at svingtappen er sikret (låst) på plads i svinglejet under alle brugsforhold, og dette krav er en forudsætning ifølge opfindelsen.«

Klageren i denne sag nedlagde ved skrivelse af 16. juni 1982 indsigelse mod udstedelse af patent, idet klageren bl.a. anførte følgende:

»Beskrivelse og krav ses ikke at opfylde bestemmelserne i Handelsministeriets bekendtgørelse nr. 548 vedrørende ansøgninger om patent § 16 og § 17, og patentlovens bestemmelse om, at en ansøgning kun må angå sammenhørende opfindelser. I øvrigt angiver den fremlagte beskrivelse med krav efter vor formening ikke anden teknisk information, end den en fagmand må kunne slutte sig til ud fra kendskabet til den teknik, der var kendt før ansøgningens prioritetsdag.

I overensstemmelse med den af Patentdirektoratet dokumenterede kendte teknik er det, som forudsætning for opfindelsen, angivet i krav 1's indledning, at »svingtappen (13)» fastholdes i »svinglejet (12)» ved hjælp af et »spærreorgan (35)». Kravets kendetegnende del angiver herefter kun den banalitet, at der skal være en udsparing i vinduesrammens kantflade for at muliggøre indsætningen af spærreorganet. Enhver håndværker vil kunne fastslå nødvendigheden af denne udsparing, dersom man ønsker, at lejebøsningen (»svinglejet«) skal flugte med kantfladen af vinduesrammen.

Krav 2 angiver tre foranstaltninger, der helt klart kan anvendes uafhængig af hinanden og lige så klart ikke samvirker på nogen måde. Ej heller er nogen af dem en logisk konsekvens af en eller begge de andres tilstedeværelse. Det er derfor misvisende at sammenkæde dem i et enkelt krav. Kravet starter med at karakterisere den »udsparing« i lejebøsningen, som »spærreorganet« griber igennem og fastholder »svingtappen« ved, at det udgøres af en »boring« - i virkeligheden et hul boret gennem lejebøsningen forskudt så meget fra midterakslen, at det korresponderer med rillen i lejetappen. Dette har ingen mening, hvis det ikke samtidig fastslås, at »spærreorganet« har den beskrevne hårnålefacon. Denne foranstaltning er iøvrigt helt uafhængig af, om vinduesrammen er forsynet med et »spor« eller ikke, dvs. at denne del at krav 2 kun angår den teknik, der ifølge krav 1 er forudsætningen for opfindelsen. I øvrigt fremgår det af beskrivelsen side 2, linie 5-8, at denne »udsparing« i lejebøsningen er kendt, ganske vist anbragt i den anden ende af lejebøsningen, men det skulle næppe volde en fagmand hovedbrud, at anbringe »spærreorganet« i den yderste ende af lejebøsningen, hvis han ønsker en lettere adgang til den.

Den anden angivelse i kravet: at lejebøsningens udvendige endeflade skal flugte med kantfladen af vinduesrammen, ses ikke at være et »kendetegn« for nogen opfindelse. Som nævnt ovenfor er grunden til at lave et »spor«, dvs. en udsparing, som muliggør indstikningen af spærreorganet, netop at ellers må lejebøsningen rage et stykke uden for vinduesrammen.

Den tredie uafhængige foranstaltning, som angives i krav 2 er, at lejebøsningen har en fortykkelse med en flade, der danner »støtteanlæg« mod bundfladen af »sporet« i vinduesrammen. Denne foranstaltning ses heller ikke at have nogen mening, medmindre den sammenholdes med den »asymmetriske« udformning af lejebøsningen, som angivet i krav 4, og som har til formål, at forhindre en forkert indpresning af lejebøsningen.

Med hensyn til krav 3 skal kun bemærkes, at det i kravet omhandlede kun har mening under forudsætning af et »ensidigt« spærreorgan, og at det kun angiver den banalitet, at man bør skære så lidt væk af vinduesrammen som muligt.'

Ansøgeren anførte hertil i skrivelse af 10. januar 1983 bl.a. følgende:

»Indsigernes eneste reelle argument imod det fremlagte krav 1 synes at være anført i sidste afsnit på side 1 i indsigelsen, hvor det anføres, at den kendetegnende del i krav 1 kun angiver »den banalitet, at der skal være en udsparing i vinduesrammens kantflade for at muliggøre indsætningen af spærreorganet«. Dette må for det første siges at være en fordrejning af kravets indhold, og for det andet er der ikke tale om en hvilken som helst »udsparing« i rammekantfladen. Derimod er der tale om et tilstødende spor, der er særligt velegnet og let at fremstille i forbindelse med vinduesrammer af træværk og i øvrigt ofte fremstilles i forvejen i sådanne rammer til andre formål.

Det forhold, at spærreorganet (indsigerne nævner svinglejebøsningen i denne sammenhæng) befinder sig inden for en tilstødende sideflade i vinduesrammen, er desuden væsentligt for løsningen ifølge opfindelsen, idet dette træk i sig selv giver anledning til ret begrænsede muligheder for påvirkning eller betjening af spærreorganet.

På denne baggrund kan vi ikke se, at det skulle være en banalitet at sørge for en speciel udsparing (et spor) i rammekanten for at kunne muliggøre en let indsætning og udtagning af spærreorganet.

Uanset indsigernes argumentationer for det modsatte må vi fastholde, at den foreliggende opfindelse angår et vindue (ikke et svingleje), som er i besiddelse af væsentlige konstruktive og brugsmæssige fordele på grund af de i den kendetegnende del af krav 1 angivne ejendommelige træk.

Hvert af de uselvstændige krav 2-4 er efter vor opfattelse i fuld overensstemmelse med PBS § 47 og er dermed tilladelige i ansøgningen, således som direktoratet også tidligere har skønnet.'

Ved skrivelse af 28. september 1983 besluttede patentdirektoratet at udstede patent, idet indsigelsen afvistes med følgende begrundelse:

»De med Deres skrivelse af d. 16. juni 1982 fremsendte bilag, tegning nr. 411N124, nr. 411N125 og nr. 411N156 viser et leje af den i fremlæggelsesskriftet, side 2, linie 14-24 angivne kendte art, som ikke ses at foregribe den i krav 1 beskrevne opfindelse.

Det forhold, at krav 2 indeholder tre forskellige foranstaltninger, som kan anvendes uafhængigt af hverandre og ikke indbyrdes samvirker, er uden betydning for patenterbarheden af kravet, og de nævnte foranstaltninger udgør hver for sig fordelagtige detaljer i forbindelse med opfindelsen. Det ses heller ikke, at boringen (36), som af Dem fremført, forudsætter, at spærreorganet har hårnålefacon.

Deres bemærkninger til krav 3 og 4 skønnes ikke at give anledning til ændring af disse krav.«

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 25. november 1983 indbragt for patentankenævnet med påstand om, at ansøgningen afslås.

Klageren har gjort gældende, dels at opfindelsen ikke adskiller sig væsentligt fra hvad der er kendt før ansøgnigens prioritetsdag, dels at krav 2 ikke opfylder bestemmelserne i § 16 og § 17 i bekendtgørelse nr. 548 af 25. oktober 1978.

Ansøgeren har nedlagt påstand om stadfæstelse, og oplyser, at patent er meddelt i henhold til tilsvarende ansøgniger i en række lande.

Sagen har været behandlet i nævnets møde den 30. september 1985.

Klageren mødte ikke.

For ansøgern mødte ingeniør Bent Kjerrumgaard.

Nævnet udtaler:

Det tiltrædes af de af patentdirektoratet anførte grunde, at indsigelsen er afvist

hvorfor

bestemmes:

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

J. Beyer. Grønning-Nielsen. Asger Nielsen. F.Niordson P. Terndrup Pedersen.

Versioner

1. 1985-10-22