Boligstøtte - 'Halvdelsreglen'
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1985/60390@1985-07-07/da
Indhold
I et brev af 3/5-90 har ovennævnte klaget over Albertslund kommunes afslag på at udmåle klager boligsikring til hendes nye bolig, jfr. boligstøttelovens § 12.
Klager har som begrundelse for sin klageskrivelse anført, at hun, der indtil 15/3-90 boede i et gårdhavehus med trapper, siden januar 1988 har lidt af bækkenløsning. På trods af behandlinger i form af fysioterapi og genoptræning, følte klager ikke, at hendes sygdom bedredes, og besluttede herefter i samråd med fysioterapeut og egen læge at flytte i et eetplanshus for at undgå at skulle bevæge sig på trapper.
Klager har endvidere anført, at hun af sin morfars veninde har lånt penge til indskud i den nye bolig. Lånet er rentefrit og afdrages med 50 kr. månedligt.
Ved telefonisk henvendelse til sekretariatet har klager den 11/7-90 oplyst, at hun således ikke ønsker spørgsmålet vedrørende beboerindskud behandlet i amtsankenævnet.
Amtsankenævnet har den 17/5-90 modtaget klagen fra kommunen med en udtalelse og kopi af sagens akter.
Det fremgår af sagen, at klager er 33 år og alene med 3 børn, født december 1980, december 1986 og juli 1988.
Det fremgår endvidere, at klager siden sin sidste graviditet har lidt af bækkenløsning og har været sygemeldt fra sit arbejde som afspændingspædagog.
Klager modtager sygedagpenge samt supplerende hjælp i henhold til bistandsloven til loftet 5.200 kr. ( 1/7-90 5.330 kr.). Klager modtager, efter det oplyste, endvidere børnebidrag med normalbidraget samt ordinært og ekstra børnetilskud samt børnefamilieydelse.
Klager har siden 1980 beboet et 4 værelses gårdhavehus i 3 planer på 89 kvm. i Albertslund, hvor den månedlige leje androg 3.154 kr. + varme 742 kr. månedligt ialt 3.896 kr. Klager modtog boligsikring med 1.977 kr., hvorved den månedlige nettohusleje incl. varme androg 1.919 kr.
I brev af 25/1-90 tilbød Vridsløselille Andelsboligforening klager et 4 værelses gårdhavehus på 93 kvm. med en månedlig boligafgift på 3.101 kr., varme 770 kr. månedligt samt glasforsikring + copydan 6 kr. ialt 3.877 kr. månedligt. Indskud i gårdhavehuset androg 17.961 kr. Huset var ledigt til indflytning den 15/3-90.
Den 31/1-90 ansøgte klager kommunen om hjælp til beboerindskud til boligen. Klager oplyste på ansøgningsskemaet, at hun på grund af sin bækkenløsning var blevet henvist til at søge en bolig uden trapper, og at dette var årsagen til ønsket om flytning.
På baggrund af oplysningerne om klagers økonomiske forhold, beregnede kommunen klagers forventede fremtidige indkomst, jfr. boligstøttelovens § 7 til 52.000 kr.:
Dagpenge ...................... 82.580 kr. Ydelser Kap. 9 + 10 ........... 17.460 kr. ----------- 100.040 kr. Fradrag for 3 børn ............ 47.100 kr. ----------- 52.940 kr. Nedrundet ..................... 52.000 kr.
Kommunen beregnede endvidere den korrigerede årlige leje i den nye bolig til pr. 15/3-90 39.073 kr. og pr. 1/4-90 til 42.878 kr.
Endelig beregnede kommunen, at klager pr. 15/3-90 ville være berettiget til en månedlig boligsikring med 1.955 kr. Nævnssekretariatet har beregnet, at klager fra 1/4-90 ville være berettiget til boligsikring med 1.977 kr. månedligt, svarende til højeste månedlige boligsikring.
Til sammenligning kan anføres, at klagers årlige korrigerede leje pr. 1/1-90 i den forhenværende bolig androg 39.740 kr.
Ved telefonisk henvendelse til Vridsløslille Andelsboligforening den 19/7-90 har nævnssekretariatet fået oplyst, at den årlige korrigerede husleje i klagers forhenværende bolig pr. 1/4-90 steg til 40.596 kr.
Der foreligger i sagen udtalelse af 9/11-89 fra klagers fysioterapeut X.X., der oplyser, at hun 2 gange ugentligt behandler klager for bækkenløsning. X.X. anfører, at det behandlingsmæssigt er meget uheldigt, at klager er nødt til at benytte trapper på grund af husets indretning. Der er ingen tvivl om, at påvirkningen af bækkenled + sympfyseled er meget større, når trapper nødvendigvis må benyttes mange gange i dagens løb.
I et brev af 9/2-90 afslog kommunen at yde klager støtte til beboerindskud i det ansøgte gårdhavehus.
Kommunen henviste til at man efter en samlet vurdering af klagers økonomiske og personlige forhold ikke havde fundet, at det ansøgte kunne bevilges, hverken i form af lån eller kaution for lån.
Kommunen tilføjede, at afslag på klagers ansøgning bl.a. var givet under henvisning til boligstøttelovens § 12, hvorfor en ansøgning om boligsikring såfremt en sådan blev fremsendt ikke ville blive imødekommet.
I udtalelse af 16/5-90 til amtsankenævnet har kommunen bl.a. anført, at ansøgningen om boligsikring er maskinelt behandlet, og at klager den 1/5-90 har fået afslag på boligsikring via boligsikringssystemet.
Kommunen har videre anført, at klager efter kommunens opfattelse beboede en fuldt tilfredsstillende bolig, uanset de i sagen foreliggende udtalelser. Nævnssekretariatet har beregnet, at klagers månedlige nettoindtægt pr. 1/7-90 andrager:
sygedagpenge + supplerende hjælp ........ 5.330 kr. børneydelser ............................ 2.834 kr. børnebidrag ............................. 1.941 kr. ----------- Ialt .................................... 10.105 kr. Udgifter: husleje incl. varme + Copydan ........... 4.179 kr. max boligsikring ........................ -1.977 kr. ---------- til rest til øvrige udgifter ............ 2.202 kr. 7.903 kr.
Foruden udgifter til telefon, forsikring m.v. har klager udgifter til banklån 500 kr. månedligt samt kontoordninger 300 kr. månedligt.
Ved telefonisk henvendelse den 3/8-90 har klager oplyst, at hun har fripladser i daginstitution frem til 31/12-89, og at kommunen afholder hendes medicinudgifter.
Der henvises til boligstøttelovens § 12 sammenholdt med Boligstyrelsens vejledning af 22/10-87, pkt. 6.13.
Det fremgår heraf, at såfremt lejen overstiger halvdelen af husstandsindkomsten skal kommunalbestyrelsen, efter en samlet vurdering af husstandsmedlemmernes økonomiske og personlige forhold bedømme om boligstøtte kan ydes.
Lovgrundlaget er vedlagt i kopi til klagers orientering.
Amtsankenævnet har behandlet sagen i et møde afholdt den 23. august 1990 og truffet følgende
AFGØRELSE:
Nævnet besluttede på baggrund af klagers telefoniske henvendelse til nævnssekretariatet den 11/7-90 at anse spørgsmålet om beboerindskud for bortfaldet.
Nævnet besluttede endvidere at pålægge kommunen at udmåle klager boligsikring til dennes bolig fra overtagelsestidspunktet 15/3-90.
Nævnet har herved dels lagt vægt på oplysningerne om klagers helbredsforhold, dels oplysningerne om klagers månedlige indtægter og udgifter.
Nævnet har endvidere lagt vægt på oplysningerne om størrelsen af den årlige korrigerede husleje i klagers nuværende og forrige lejemål, samt at klager på baggrund af de foreliggende oplysninger vil være berettiget til samme størrelse boligsikring i sit nye lejemål som i det forrige.
Det bemærkes, at der er adgang til aktindsigt i overensstemmelse med reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven.
Amtsankenævnets afgørelse er endelig, men Boligstyrelsen har mulighed for at optage principielle sager til behandling.
Frist for anmodning herom er 4 uger. Klagevejledning vedlagt til klager.
NOTER Ingen