Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1985/9059@1985-08-06/da

Indhold

1. Indledning

Ankestyrelsens principafgørelse O-40-85 om kontanthjælp - vidtgående fysisk eller psykisk handicap - ydelser efter pensionslovgivningen - merudgifter ved forsørgelsen

Resume: Ankestyrelsen har behandlet en række sager vedrørende anvendelsen af reglen i bistandslovens § 48 om dækning af merudgifter ved forsørgelse i eget hjem til personer med vidtgående fysisk eller psykisk handicap. Sagerne vedrørte alle tilfælde, hvor ansøgeren modtog ydelser efter pensionslovgivningen. Ankestyrelsen lagde vægt på, om der forelå et ekstraordinært plejebehov og behov for overvågning som følge af handicappet, og om disse behov kunne opfyldes efter reglerne i bistandslovens kapitel 12 om praktisk bistand i hjemmet. Styrelsen lagde endvidere vægt på, om disse behov medførte sådanne merudgifter ved forsørgelsen, at behovene ikke kunne dækkes gennem ydelserne efter pensionslovgivningen.

Kassation: Der er kommet nye regler på området Love: Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 - § 48, stk. 3 Vejledninger: Socialministeriets cirkulære af 20. december 1982 om kontanthjælp efter bistandsloven - pkt. 52 Sagsfremstilling 1: Bistandslovens § 48, stk. 3, bestemmer, at personer med et vidtgående fysisk eller psykisk handicap, der har ophold i eget hjem, har ret til at få dækket de nødvendige merudgifter ved forsørgelsen, der er en følge af handicappet. Socialministeren fastsætter regler om afgrænsningen af den personkreds, der har ret til bistand. Socialministeriet har i bekendtgørelse af 19. juni 1979 bestemt, at hjælp efter bestemmelsen kan ydes til åndssvage, epileptikere, vanføre, herunder personer med respirationsinsufficiens, talelidende, blinde og svagtsynede samt døve og tunghøre. Herudover har Socialministeriet i cirkulære af 20. december 1982 om kontanthjælp efter bistandsloven, pkt. 52, sidste afsnit, anført, at hjælp efter bistandslovens § 48 kun i særlige tilfælde kan ydes som supplement til invalidepension. -------------------------------------------------------------------- |*) I de enkelte afgørelser er henvist til den nummerering af | |bistandslovens § 48, der var gældende på tidspunktet for | |afgørelserne. |-------------------------------------------------------------------- Der henvises i øvrigt til retningslinierne i cirkulærets pkt. 54, hvoraf det fremgår, at merudgifter ved forsørgelsen i eget hjem af personer med respirationsinsufficiens, der ofte har et ekstraordinært stort plejebehov, afholdes efter § 48, i det omfang udgifterne ikke dækkes af plejetillægget til invalidepensionen. Sag nr. 1 - j.nr. 10880-83: En 22-årig ansøger havde fra 15-års alderen modtaget mellemste invalidepension med plejetillæg og fra 18-års alderen højeste invalidepension med plejetillæg. Ansøger, der var kørestolsbruger, kunne hverken gå eller stå, ligesom hun var urenlig. Ansøger kunne ikke formulere egne ønsker og behov, men kunne stille krav, der skulle opfyldes her og nu. Ansøger kunne ikke spise uden hjælp og skulle være under konstant opsyn. Ansøger gik i skole om dagen. Ansøger modtog 50 vederlagsfri aflastningsdøgn om året på institution og havde herudover fået bevilget 6 vederlagsfri hjemmehjælpstimer pr. uge efter bistandslovens § 48, stk. 2, (5 timer i hjemmet og 1 timer i svømmehal) til aflastning. I januar 1982 meddelte det sociale udvalg, at udvalget havde besluttet med virkning fra 1. april 1982 at kræve betaling for de 5 timer i hjemmet ud fra en vurdering af størrelsen af plejetillægget samt af merudgifterne ved forsørgelsen. Udvalget anførte over for amtsankenævnet, at baggrunden for kravet om betaling for de 5 timers hjemmehjælp var, at kommunen ønskede at ligestille ansøger med andre invalidepensionister over 18 år, der modtog hjemmehjælp. Amtsankenævnet tiltrådte det sociale udvalgs afgørelse under henvisning til kontanthjælpscirkulæret af 25. oktober 1980 som ændret den 11. juni 1982, hvorefter hjælp efter § 48 kun i særlige tilfælde kan ydes som supplement til invalidepension. Nævnet fandt, at ansøger var omfattet af personkredsen i bistandslovens § 48, stk. 2, men da hun modtog pension med plejetillæg, fandtes der ikke grundlag for at yde hende hjælp efter denne bestemmelse. Nævnet bemærkede endvidere, at ansøgers pension dækkede det årlige forbrug i forbindelse med hendes handicap, og at der ikke i bistandslovens § 48, stk. 2, var hjemmel til at yde kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. Sagen blev anket af ansøgers mor, der bl.a. anførte, at ansøger med hensyn til behov for pleje kunne sidestilles med personer med respirationsinsufficiens. Afgørelse: Efter oplysningerne i sagen finder Ankestyrelsen, at ansøger har et ekstraordinært plejebehov og behov for overvågning som følge af handicappet. Styrelsen finder imidlertid, at disse behov kan opfyldes gennem praktisk bistand i hjemmet efter reglerne i bistandslovens kapitel 12. Styrelsen finder endvidere, at disse behov ikke medfører sådanne merudgifter ved forsørgelsen, at behovene ikke kan dækkes gennem ydelser efter pensionslovgivningen. Ankestyrelsen finder herefter, at ansøger ikke er berettiget til hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 3, ud over den bevilgede hjælp til handicapsvømning 1 time ugentlig. Ankestyrelsen tiltræder således amtsankenævnets afgørelse. Sagsfremstilling 2: Sag nr. 2 - j.nr. 20287-84: En ansøger, som efter en trafikulykke var kørestolsbruger, fik i foråret 1983 tilkendt højeste invalidepension med bistandstillæg fra den 1. april 1982. Som følge af handicappet havde ansøger udgifter til medicin, der i januar 1984 udgjorde ca. 180 kr. pr. måned. Sundhedsstyrelsen bevilgede i august 1983 individuelt tilskud efter sygesikringsloven til visse præparater. I sommeren 1982 flyttede ansøger til B kommune fra A kommune, som havde ydet hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 2, til medicinudgifter. Det sociale udvalg i B kommune fandt ikke, at der var hjemmel i § 48 til at yde ansøger hjælp til medicin, og fandt heller ikke ansøgerberettiget til hjælp efter andre bestemmelser på grund af de økono miske forhold. Ansøger indbragte spørgsmålet om, hvorvidt der i § 48, stk. 2, var hjemmel til at yde det ansøgte, for amtsankenævnet. Nævnet forelagde spørgsmålet for Socialstyrelsen, der den 20. januar 1984 udtalte, at der ikke efter § 48, stk. 2, kan ydes hjælp til udgifter til medicin til pensionister, og at det i det hele taget er en meget klar hovedregel, at pensionister ikke er omfattet af hjælpemulighederne i § 48, stk. 2, men må hjælpes via personlige tillæg. Nævnet var, da ansøger modtog højeste invalidepension, enig med det sociale udvalg i, at eventuel hjælp til dækning af medicinudgifter som hovedregel skulle ydes efter bestemmelser i invalidepensionsloven om personligt tillæg og ikke efter § 48, stk. 2. Sagen blev anket af ansøger, der bl.a. henviste til, at hun i en tidligere bopælskommune havde fået hjælp til medicinudgifter. Afgørelse: Ankestyrelsen finder, at hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 3, kun i ganske særlige tilfælde kan ydes som supplement til invalidepension. Efter det oplyste finder Ankestyrelsen ikke, at ansøgers handicap medfører sådanne merudgifter til medicin, at behovet ikke kan dækkes gennem ydelser efter pensionslovgivningen, herunder efter reglerne om personligt tillæg. Ankestyrelsen tiltræder derfor amtsankenævnets afgørelse om, at eventuel hjælp til dækning af ansøgers medicinudgifter må ydes efter bestemmelserne i invalidepensionsloven om personligt tillæg og ikke efter § 48, stk. 2. Sagsfremstilling 3: Sag nr. 3 - j.nr. 20352-84: Sagen vedrørte en ansøger med et vidtgående fysisk handicap med deraf følgende behov for personlig bistand til alt praktisk. Ansøgers hustru havde været i stand til at yde den fornødne hjælp, indtil hun i april 1982 brækkede højre håndled. Til at begynde med stillede detsociale udvalg døgnhjælp til rå dighed i henhold til bistandslovens § 56. Da behovet for fremmed hjælp viste sig at blive af mere permanent karakter, besluttede det sociale udvalg fra den 1. januar 1983 at yde hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 2, til aflønning af en privat ansat medhjælp i 20 timer pr. uge. I august 1983 tog udvalget sagen op til fornyet overvejelse på grundlag af Socialministeriets cirkulære af 20. december 1982. Den 25. august 1983 meddelte udvalget under hensyn til omfanget af hjælpen, at denne ikke fortsat kunne betragtes som lejlighedsvis afløsning, jf. bistandslovens § 52, men måtte anses for varig hjælp, for hvilken der skulle betales efter lovens § 55, dog højst for 6 timer pr. uge. Ansøger gjorde over for amtsankenævnet gældende, at den hidtil ydede praktiske bistand var en forudsætning for hans virksomhed. Ansøger henviste endvidere til, at han var omfattet af personkredsen i bistandslovens § 48, stk. 2, og til, at det overordnede mål for denne bestemmelse ifølge pkt. 52 i kontanthjælpscirkulæret af 20. december 1982 var, at hjælpen skal omfatte de særlige merudgifter, der er en følge af handicappet. Ansøger pegede yderligere på, at støtte efter bistandslovens § 48, stk. 2, må opfattes som en kompenserende ydelse til udjævning af forskelle mellem "normale" og handicappede. Det sociale udvalg oplyste over for amtsankenævnet, at der blev givet 20 til 24 timers ugentlig hjemmehjælp med betaling i 1983 for 6 timer pr. uge à 50 kr. Forventet betaling i 1984 ville være 53 kr. i timen. Amtsankenævnet godkendte det sociale udvalgs beregning af betaling for hjemmehjælp i henhold til reglerne i bistandslovens § 56, jf. §§ 54 og 55. Nævnet var enig med udvalget i, at der kun kan bevilges betalingsfritagelse efter bistandslovens § 48, stk. 2, til hjemmehjælp til lejlighedsvis afløsning, jf. lovens § 52. Sagen blev anket af ansøger. Ansøger anførte over for Ankestyrelsen, at han fandt nævnets henvisning til, at der kun kan bevilges betalingsfritagelse efter bistandslovens § 48, stk. 3, til hjemmehjælp til lejlighedsvis afløsning efter lovens § 52, irrelevant. Det var ansøgers opfattelse, at den omstændighed, at dette samspil mellem § 52 og § 48, stk. 3, gav ret til betalingsfritagelse, ikke kontraindicerede, at et behov for varig hjemmehjælp kan udløse en tilsvarende støtte, dersom det er en merudgift, der er en følge af handicappet. En henvisning til Socialministeriets cirkulære af 20. december 1982, pkt. 54, fandt ansøger heller ikke relevant, da det i indledningen til punktet er anført, at der er tale om eksempler. Dette måtte efter ansøgers opfattelse betyde, at eksemplerne ikke er udtømmende. Det sociale udvalg oplyste over for Ankestyrelsen, at ansøger i 1967 fik tilkendt invaliditetsydelse og plejetillæg. Afgørelse: Efter oplysningerne i sagen finder Ankestyrelsen, at ansøger har et ekstraordinært plejebehov og behov for overvågning som følge af handicappet. Styrelsen finder imidlertid, at disse behov kan opfyldes gennem praktisk bistand i hjemmet efter reglerne i bistandslovens kapitel 12. Styrelsen finder endvidere, at disse behov ikke medfører sådanne merudgifter ved forsørgelsen, at behovene ikke kan dækkes gennem ydelser efter pensionslovgivningen. Ankestyrelsen tiltræder derfor amtsankenævnets afgørelse, hvorefter ansøger ikke er berettiget til hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 3, til betaling for varig hjemmehjælp. Sagsfremstilling 4: Sag nr. 4 - j.nr. 21133-84: Sagen vedrørte en ansøger, som var meget stærkt handicappet af muskelsvind, og som modtog højeste invalidepension med plejetillæg. Ansøger boede i en lejlighed i et kollektivhus, hvor der som led i kommunens døgnplejeformidling var udstationeret fast plejepersonale itidsrummet kl. 7 - 24. Resten af døgnet var der mulighed for op kald/tilkald fra døgnplejen. Bistanden fra kollektivhusets personale havde udgjort 15 - 18 timer om ugen. Herudover ydede det sociale udvalg 18 timers varig hjemmehjælp om ugen (med betaling for 6 timer) til rengøring, vask, indkøb, gåture samt daglige håndsrækninger. I marts 1983 søgte Muskelsvindfonden på ansøgers vegne om, at der efter § 48, stk. 2, blev bevilget hjælp til praktisk bistand 40 timerom ugen ud over den bistand, der blev ydet af kollektivhusets perso nale. De 40 timer skulle bruges til dækning af almindelige daglige funktioner som rengøring, daglige indkøb, tilberedning af den diætkost, som ansøger var tilrådet fra Århus Kommunehospital, og vask. Ifølge Muskelsvindfonden var den etablerede hjemmehjælpsordning utilstrækkelig både med hensyn til form og omfang, da den begrænsede ansøgers udfoldelsesmuligheder, hvorfor det ansås for fornødent at ansætte en fast privat hjælper til varetagelse af den praktiske bistand og i forbindelse med ansøgers aktiviteter uden for hjemmet. Det sociale udvalg meddelte i juli 1983, at der efter § 48, stk. 2, bevilgedes 10 timers ugentlig hjemmehjælp til socialt samvær ud over de 18 timer om ugen, som ansøger i forvejen modtog. Udvalget oplyste samtidig, at der i de 18 timer ikke var afsat tid til madlavning, idet man henviste til kommunens bespisningsordning. Udvalget bemærkede endvidere, at hjemmehjælp til rengøring, vask og indkøb maksimalt kunne udmåles til 5 timer ugentlig. Udvalget fandt derfor, at der i de 18 timer reelt allerede var 13 timer til socialt samvær. Muskelsvindfonden indbragte afgørelsen for amtsankenævnet. Inden sagen blev behandlet i nævnet, ændrede det sociale udvalg sin tidligere afgørelse i henhold til bistandslovens § 48, stk. 3, således at ordningen, da ansøger modtog plejetillæg, blev nedsat med 10 timer ugentlig med virkning fra den 1. oktober 1983. Ansøger anførte over for nævnet, at de af socialudvalget opstillede 18 timers hjemmehjælp var en helt misvisende fordeling. Ansøger gjorde også indsigelse mod, at der kun blev ydet 5 timers hjemmehjælp til vask, rengøring og indkøb, idet ansøger fandt, at der måtte tages hensyn til, hvor stærkt handicappet han var. Nævnet bad Socialministeriet om vejledning med hensyn til spørgsmålet om, i hvilket omfang der i henhold til bistandslovens § 48, stk. 3, kan ydes støtte til plejepersonale/hjemmehjælp primært i forbindelse med en klients aktiviteter uden for hjemmet. Socialministeriet udtalte den 27. juni 1984 vejledende, "at der kun undtagelsesvis kan ydes hjælp i henhold til bistandslovens § 48 til invalidepensionister, der ikke er respirationslammede, og det må i hvert enkelt tilfælde bero på det sociale udvalgs egen afgørelse, hvorvidt der kan ydes hjælp. Pensionister med behov for personlig assistance skal efter de gældende regler som udgangspunkt have hjælp hertil efter reglerne i pensionslovgivningen samt reglerne i bistandsloven om praktisk bistand i hjemmet. " Nævnet fandt ikke grundlag for at ændre socialudvalgets afgørelse. Nævnet lagde herved til grund, at spørgsmålet om praktisk bistand til pensionister med behov for personlig assistance som udgangspunkt børløses efter reglerne i pensionslovgivningen (det vil sige efter reg lerne om personlige tillæg) samt efter reglerne i bistandslovens kapitel 12 om praktisk bistand i hjemmet. Ankenævnet havde således ikke fundet, at ansøger, efter det om hans økonomiske forhold oplyste, opfyldte betingelserne for at opnå et personligt tillæg til dækning af udgifter ved aflønning af en fast hjælper. Nævnet havde ikke anset ansøgers behov for pleje/bistand i hjemmet eller i forbindelse med ledsagelse til aktiviteter uden for hjemmet for at være af en sådan ekstraordinær karakter, at der var grundlag for at pålægge socialudvalget at yde ansøger støtte hertil i henhold til bistandslovens § 48, stk. 3. Sagen blev anket af ansøger, som gjorde gældende, at han ville finde det rimeligt, at der efter § 48 blev bevilget mindst 28 timer ud over de 18 timer, der ydedes af kollektivhusets personale. Afgørelse: Efter oplysningerne i sagen finder Ankestyrelsen, at ansøger har et ekstraordinært plejebehov som følge af sit handicap. Styrelsen finder imidlertid, at hans behov kan opfyldes gennem praktisk bistand i hjemmet efter reglerne i bistandslovens kapitel 12. Styrelsen finder endvidere, at behovet ikke medfører sådanne merudgifter ved forsørgelsen, at det ikke kan dækkes gennem ydelser efter pensionslovgivningen. Ankestyrelsen finder herefter, at ansøger ikke er berettiget til hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 3, ud over den hjælp, der allerede ydes ham gennem plejetillægget og efter reglerne om praktisk bistand i hjemmet. Ankestyrelsen tiltræder således amtsankenævnets afgørelse. Sagsfremstilling 5: Sag nr. 5 - j.nr. 20121-85: En 26-årig ansøger modtog højeste førtidspension og plejetillæg på grund af forbeningslidelse i skeletmuskulaturen. Ansøger havde bortset fra en kortere periode altid boet hos sine forældre i A kommune, indtil han i november 1984 flyttede til B kommune. Under opholdet hos forældrene i A kommune modtog ansøger fra 1. juni 1981 hjælp i medfør af bistandslovens § 56 til betaling af privat antaget hjælp 80 timer ugentlig. Da ansøger i november 1984 flyttede alene ind i en handicapindrettet lejlighed i B kommune, søgte han det sociale udvalg om hjælp i henhold til bistandslovens § 48, stk. 3, til betaling af privat antaget hjælp med 100 timer om ugen. Det blev herved oplyst, at ansøgers helbredstilstand var blevet forværret gennem årene, således at han nu kun kunne stå op eller ligge ned. Når ansøger skulle ligge ned, skulle det ske under en lang række plejemæssige procedurer. Ansøger skulle have hjælp til personlig hygiejne, madning, madlavning, sengeredning, rengøring, opvask, indkøb, tøjvask osv. Ansøger havde endvidere brug for en sovende person hos sig om natten, da han fik akutte opkastninger og ikke selv kunne komme op eller dreje sit hoved. Til ansøgers udadvendte aktiviteter, såsom møder og kurser i forskellige handicaporganisationer og deltagelse i HF-undervisning, krævedes ligeledes hjælpere, da ansøger ikke selv kunne køre sin bil, og da han skulle hjælpes med alt under disse arrangementer. Ansøger anførte over for det sociale udvalg i B kommune, at han ønskede kommunal hjemmehjælp 24 timer om ugen og herudover privatantaget hjælp 100 timer om ugen fordelt på alle døgnets timer. Ansø ger var villig til efter en indkøringsperiode på 3 - 4 måneder at nedsætte den privat ansatte hjælp ved brug af scanalarm og døgnhjemmepleje. Det sociale udvalg i B kommune afslog i november 1984 at yde betaling i henhold til bistandslovens § 48, stk. 3, til privat antaget hjælp, mens der blev ydet hjælp til scanalarm. Socialudvalget fandt ansøger berettiget til hjemmehjælp, døgnhjemmepleje og scanalarm efter sædvanlige retningslinier, mens ansøger selv måtte afholde udgifterne til sine fritidsaktiviteter af sin pension. Amtsankenævnet pålagde det sociale udvalg i B kommune at bevilge hjælp i medfør af bistandslovens § 48, stk. 3, til betaling af privatantaget hjælp i forbindelse med ansøgers behov for nødvendig person lig assistance, pleje og overvågning, uanset om en del af hjælpen isoleret set måtte betragtes som hjemmehjælp. Det beløb, ansøgermodtog i plejetillæg, kunne fradrages den udmålte hjælp efter bi standslovens § 48, stk. 3. Hjælpen forudsattes i en indkøringsperiode udmålt svarende til den hjælp, der blev ydet i den tidligere opholdskommune. Nævnet henstillede til kommunen at søge ansøgers fremtidige behov for hjælp afklaret i samarbejde med ansøger og Statens Konsulentvirksomhed for Vanføre. Nævnet havde herved fundet,at ansøger under hensyntagen til sin unge alder og et massivt pleje behov var berettiget til den ansøgte hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 3, og at det gennem ydelse af hjælp til betaling af privat antaget hjælp var muligt at undgå en institutionsanbringelse af klienten. Sagen blev anket af det sociale udvalg, der bl.a. anførte, at der var givet afslag på selvantaget hjælp, jf. bistandslovens § 48, stk. 3,da kommunen ville yde den nødvendige hjemmehjælp, herunder også døgn hjemmepleje. Udvalget anførte videre, at støtte til aktiviteter uden for hjemmet måtte laves ved private aftaler og udgifterne hertil afholdes af ansøgers højeste invalidepension inkl. plejetillæg, i alt p.t. 8.702 kr. netto pr. måned. Udvalget anførte sluttelig, at der blev ydet hjemmehjælp med i alt 28 timer ugentlig, at der var installeret scanalarm, og at ansøger var visiteret til døgnhjemmeplejen. Det oplystes videre, at ansøger oppebar boligydelse med 2.044 kr. pr. måned. Det sociale udvalg oplyste over for Ankestyrelsen, at kommunen efter nævnets afgørelse betalte for 112 timers privat antaget hjælp pr. uge, og at ansøger herudover havde hjemmehjælp med 28 timer pr. uge. Afgørelse: Efter oplysningerne i sagen finder Ankestyrelsen, at ansøger har et ekstraordinært plejebehov og behov for overvågning som følge af handicappet. Endvidere finder styrelsen, at disse behov ikke kan opfyldes gennem praktisk bistand i hjemmet efter reglerne i bistandslovens kapitel 12. Endelig finder styrelsen, at disse behov medfører sådanne merudgifter ved forsørgelsen, at behovene ikke kan dækkes gennem hans ydelser efter pensionslovgivningen. Ankestyrelsen finder således, at ansøger er berettiget til hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 3. Hjælpen ydes til fornøden bistand, herunder til privat antaget hjælp til dækning af hans behov for nødvendig personlig assistance, overvågning og pleje i det omfang, udgifterne ikke dækkes af plejetillægget til pensionen. Hjælpen ydes efter § 48, stk. 3, uanset om en del af hjælpen ud fra en isoleret betragtning kan have karakter af varig hjemmehjælp. Ankestyrelsen forudsætter, at ansøgers fremtidige behov for hjælp afklares i samarbejde med pågældende selv og med Statens Konsulentvirksomhed for Vanføre. Ankestyrelsen stadfæster således amtsankenævnets afgørelse med den af nævnet givne begrundelse. Sagsfremstilling 6: Sag nr. 6 - j.nr. 20135-85: En 37-årig kvinde havde lidt af epilepsi siden barndommen og havde efter det oplyste udgifter til epilepsi- og nervemedicin på 200 - 250 kr. pr. måned. Ansøger havde modtaget laveste invalidepension siden 1977. I 1982 søgte ansøger om forhøjelse af pensionen, hvilket blev afslået. Afslaget blev stadfæstet af Ankestyrelsen. Det sociale udvalg gav afslag på en ansøgning om hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 3, til betaling af medicinudgifterne. Udvalget begrundede afgørelsen med, at ansøgers epilepsilidelse ikke kunne anses for en vidtgående fysisk lidelse som forudsat i § 48, stk. 3. Amtsankenævnet fandt, at ansøgers epilepsilidelse efter de foreliggende lægelige oplysninger var af et sådant omfang, at hun måtte anses for omfattet af personkredsen i bistandslovens § 48, stk. 3, jf. Socialministeriets bekendtgørelse af 19. juni 1979. Nævnet hjemviste herefter sagen til det sociale udvalg med henblik på vurdering af størrelsen af nødvendige merudgifter til epilepsimedicin og nervemedicin m.v. i forbindelse med ansøgers lidelse. Sagen blev anket af det sociale udvalg, for så vidt angik spørgsmålet om, hvorvidt ansøger var omfattet af personkredsen i bistandslovens § 48, stk. 3. Afgørelse: Efter oplysningerne i sagen finder Ankestyrelsen, at ansøgers lidelse og det dermed forbundne behov for medicin ikke medfører sådanne merudgifter ved forsørgelsen, at udgifterne ikke kan dækkes gennem ydelser efter pensionslovgivningen, herunder eventuelle ydelser efter reglerne om personligt tillæg til pensionen. Ankestyrelsen finder derfor, at ansøger ikke er berettiget til hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 3, til dækning af sine udgifter til medicin. Ankestyrelsen ændrer således amtsankenævnets afgørelse.

Versioner

1. 1985-08-06 · til 2013-07-11