Registrering, helbredsoplysninger, videregivelse, samtykke, ansøgere, headhuntervirksomhed, psykologiske test
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1986/11087@1986-04-23/da
Indhold
Et headhunterfirmas virksomhed består i at finde egnede kandidater til ledende og højere stillinger. Disse kandidater skal besidde visse egenskaber for at kunne bestride de pågældende stillinger. Firmaerne udfinder og opsøger typisk selv mulige kandidater til stillingerne. Det forekommer, at interesserede personer selv henvender sig til firmaerne.
Firmaet registrerer ud over identifikationsoplysninger og oplysninger om uddannelse, arbejdsplads og tidligere stillinger også oplysninger om helbred samt eventuelt oplysninger om økonomi m.v. Der gennemføres med samtykke fra den mulige kandidat til en ledende eller højere stilling eventuelt en psykologisk udvælgelsestestning. Ligeledes med samtykke fra den mulige kandidat forekommer det, at resultatet af denne test registreres og videregives. Der bliver ikke i de af Registertilsynet undersøgte tilfælde registreret og videregivet oplysninger om de mulige kandidaters seksuelle vaner.
Registertilsynet udtalte, at tilsynet ikke fandt at kunne afvise, at der i forbindelse med udøvelsen af den pågældende virksomhed kan foreligge et særligt behov for registrering af detaljerede oplysninger om de mulige kandidater. Registertilsynet fandt således, at der i et vist omfang kunne være behov for registrering af oplysninger af sensitiv karakter. Registertilsynet lagde herved bl.a. vægt på, at der var tale om virksomheder, der har til formål at finde egnede kandidater til besættelse af ledende og højere stillinger i erhvervsvirksomheder.
Registertilsynet tilkendegav herefter den opfattelse, at det ikke kan antages at stride imod bestemmelsen i lov om private registre m.v. § 3, stk. 2, at foretage registrering i det omfang, ansøgeren frivilligt har afgivet de pågældende oplysninger samt udtrykkeligt givet samtykke til registreringen. Tilsynet fandt endvidere, at de således registrerede oplysninger vil kunne videregives til firmaets klient under forudsætning af, at ansøgeren ligeledes har givet udtrykkeligt samtykke til videregivelsen, jf. hermed lov om private registre m.v. § 4, stk. 1. Registertilsynet tilkendegav i forbindelse hermed, at et givet samtykke til enhver tid kan tilbagekaldes, ligesom ansøgeren kan gøre samtykket betinget af udlevering eller destruktion af oplysninger, der måtte være fremkommet i forbindelse med firmaets arbejde. Registertilsynet forudsatte, at ansøgeren gøres bekendt hermed.
Registertilsynet bemærkede, at registrering af en psykologisk udvælgelsestest efter tilsynets opfattelse vil være omfattet af lov om private registre m.v. § 3, stk. 2.