Hjælpemidler - injektionsmaterialer - sprøjter - kanyler (* 1) (* 3)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1986/19195@1986-05-21/da
Indhold
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En ansøger, der havde insulinkrævende diabetes, søgte det sociale udvalg om hjælp efter bistandslovens § 58 til injektionsmateriale. Ansøgeren ønskede hjælp i form af naturalhjælp fra en bestemt leverandør. Subsidiært ønskede han hjælp efter regning.
Det sociale udvalg besluttede at yde hjælp i henhold til bistandslovens § 58, jfr. socialministeriets bekendtgørelse nr. 644 af 19. december 1983, § 9, stk. 3, med et kontantbeløb på 97,60 kr. pr. kvartal til injektionsmaterialer.
Udvalget gav samtidig afslag på hjælp efter regning og på naturalhjælp. Udvalget begrundede denne afgørelse med, at værdien af naturalhjælp efter bekendtgørelsens § 3 ikke kunne overstige kontantbeløbet i henhold til bekendtgørelsens § 9, stk. 3.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Amtsankenævnet tiltrådte socialudvalgets afgørelse. Nævnet henviste til pkt. 16 i socialstyrelsens vejledning nr. 1 af 9. marts 1984 om ydelse af hjælpemidler.
Nævnet besluttede endvidere at hjemvise sagen til socialudvalget til vurdering af, hvorvidt ansøgeren opfyldte betingelserne for at modtage hjælp i medfør af bistandslovens § 46, stk. 1, til de udgifter, der ikke dækkedes af den hjælp, der blev ydet i medfør af bistandslovens § 58.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Ansøgeren anførte, at der efter hans opfattelse var hjemmel i hjælpemiddelbekendtgørelsen til at yde hjælp til injektionsmateriale efter regning. Ansøgeren henviste endvidere til, at andre kommuner ydede hjælp efter regning, da det var for ressourcekrævende at yde naturalhjælp. Endelig anførte ansøgeren, at han ikke ønskede at søge om hjælp efter bistandslovens § 46, stk. 1, til de omhandlede udgifter.
LOVGRUNDLAG:
Bistandsloven, § 58.
Socialministeriets bekendtgørelse nr. 644 af 19. december 1983, § 3, stk. 1, og § 9, stk. 2 og 3.
Socialstyrelsens vejledning nr. 1 af 9. marts 1984 om ydelse af hjælpemidler, pkt. 16.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Da det sociale udvalg efter socialministeriets ovennævnte bekendtgørelse kan bestemme, om hjælp til injektionsmaterialer skal ydes som naturalhjælp eller som et kontantbeløb, da kontantbeløbet er ydet i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelsens § 9, stk. 3, og da der ikke efter bekendtgørelsens § 9 kan ydes hjælp til injektionsmaterialer til insulinkrævende diabetiker efter regning, tiltræder ankestyrelsen amtsankenævnets afgørelse.