Ungdomsydelse - omregning - tilbagebetaling - vedvarende indkomstforøgelse (* 1) (* 3)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1986/19330@1986-09-10/da
Indhold
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
En gift ansøger modtog i 1981 ungdomsydelse til sit barn med ialt 8.300 kr. Ungdomsydelsen var beregnet på grundlag af ansøgerens og ægtefællens socialindkomst på 63.335 kr. Ifølge selvangivelserne for 1981 steg socialindkomsten til 127.673 kr., hvilket svarede til en stigning på mere end 40%. På grundlag af den ændrede indkdomst var ansøgeren kun berettiget til 1.300 kr. i ungdomsydelse. Det sociale udvalg krævede herefter tilbagebetaling af et beløb på 7000 kr., der var udbetalt for meget.
Over for socialudvalget anførte ansøgeren, at indkomststigningen skyldtes, at han havde arbejdet i udlandet i en periode på 4 måneder i 1981 og 2 måneder i 1982. Ansøgeren skulle ifølge den indgåede arbejdskontrakt arbejde 54 timer ugentlig a 50 kr. Han var imidlertid kommet til at tjene betydelig mere, fordi arbejdstiden viste sig at være 7 dage ugentlig a 14 - 16 timer. Han havde ikke forinden påbegyndelsen af arbejdet været sikret arbejde i hele kontraktperioden.
Socialudvalget fastholdt i december 1983 tilbagebetalingskravet. Udvalget henviste til at ansøgerens inkomst måtte anses for vedvarende forøget, idet den ifølge foreliggende selvangivelser havde været følgende:1980 93.783 kr., 1981 171.667 kr. og 1982 182.592 kr.
Efter ansøgerens klage til amtsankenævnet besluttede nævnet den 21. februar 1984 at hjemvise sagen til det sociale udvalg til fornyet vurdering efter børnetilskudslovens § 34, idet socialudvalget nærmere skulle undersøge, fra hvilket tidspunkt indkomstforhøjelsen havde fundet sted og fra dette tidspunkt foretage en omregning af indkomstgrundlaget på årsbasis på samme måde som anført i § 1 i socialministeriets bekendtgørelse nr. 455 af 23. oktober 1980. Såfremt der herefter var tale om indkomstforhøjelse, der kunne begrunde tilbagebetaling, kunne dette først finde sted fra næstfølgende kvartal, alt under forudsætning af at ydelserne var modtaget mod bedre vidende.
Det sociale udvalg fastholdt i marts 1984 kravet om tilbagebetaling af ungdomsydelse udbetalt i april og juli kvartal 1981, ialt 4.150., og henviste til, at ansøgeren havde været vidende om, at han i perioden 30. marts - 31. juli 1981 ved arbejde i udlandet ville få en væsentlig højere indkomst. Ansøgeren havde også i 1982 arbejdet i udlandet i en periode. Udvalget henviste videre til, at det af bevillingsskrivelsen vedrørende ungdomsydelse fremgår, at der skal gives meddelelse, såfremt der sker væsentlige ændringer i familiens økonomiske forhold.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
Amtsankenævnet ophævede socialudvalgets krav om tilbagebetaling af ungdomsydelse i henhold til lov om børnetilskud og andre familieydelser § 34. Nævnet lagde til grund, at indtægtsfremgangen ikke havde været vedvarende. Herefter havde der ikke været grundlag for beregning af ydelsen på forventet indkomst, jfr. § 1 i socialministeriets bekendtgørelse af 23. oktober 1980 om fravigelse af socialindkomsten ved beregning af børnetilskud og ungdomsydelse.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Sagen blev anket af det sociale udvalg.
LOVGRUNDLAG:
Lov om børnetilskud og andre familieydelser, § 34.
Socialministeriets bekendtgørelse nr. 455 af 23. oktober 1980 om fravigelse af socialindkomsten ved beregning af børnetilskud og ungdomsydelser.
Socialministeriets cirkulære af 23. oktober 1980 om ændring af lov om børnetilskud og andre familieydelser, pkt. 8 - 12.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
Ankestyrelsen tiltræder amtsankenævnets afgørelse med nævnets begrundelse.