Tilbagebetaling af boligstøtte - Oplysningspligt
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1986/4026@1986-06-27/da
Indhold
Ved brev modtaget i ankeafdelingen den 16. oktober 1985 har De klaget over, at social- og sundhedsforvaltningen i Århus kommune ved brev af 23. september 1985 har rejst krav om tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte i 1983, kr. 6.372.
De har oplyst, at De i indkomståret 1983 havde 2 arbejdsområder, dels som fastansat ved Århus universitet, dels som konsulent ved Marselisborg hospital.
Lønudbetaling fra Marselisborg hospital forekom periodisk, 6 gange i alt i løbet af året 1983. I alt er der udbetalt kr. 36.323. Herudover havde De fast månedlig løn ved Århus universitet i alle årets 12 måneder (d.v.s. ferie med løn), månedligt ca. kr. 15.000.
Grundet overgang til fastansættelse på Marselisborg hospital og dermed fratrædelse af Deres tidligere job ved Århus universitet pr. 1. januar 1984 pålignede universitetet Deres feriegodtgørelse, optjent i 1983, i december måned 1983. Indkomsten for december måned 1983 forrykkedes herved væsentligt, fra tidligere månedligt kr. 15.000 til ca. kr. 40.000, d.v.s. en forøgelse på ca. kr. 25.000. Feriegodtgørelsen er som bekendt først til rådighed og udbetaling efter den 1. maj 1984 og hører egentlig ikke hjemme i indkomståret 1983. De fik således i året 1983 pålignet en indkomst ved Århus universitet svarende til 13 måneder.
De var ikke dengang opmærksom på problemet i forhold til boligsikringen, og De kunne for øvrigt ikke gøre opmærksom på ændringen i indkomstforholdet i tide over for boligstøttekontoret i og med, at beregningen af løn først fandt sted i slutningen af december måned.
De oplyser, at såfremt feriegodtgørelsen, der kom til udbetaling i 1984, ikke var blevet pålignet 1983, ville Deres samlede indkomst i 1983 have andraget ca. kr. 121.000 og ville derved have været tæt på den forventede.
De finder således afgørelsen i boligstøttekontoret helt urimelig og ønsker at anke den.
Da feriegodtgørelsen skattemæssigt indgår i 1983, finder De, at problemet kan løses
ENTEN ved at året opdeles periodisk, således at der sker en beregning for de første 11 måneder samt for december måned separat, grundet den helt ekstraordinære, væsentlige og ikke forudsigelige indkomst,
ELLER at feriegodtgørelse optjent i 1983 indgår i året 1984, hvor den retteligt hører hjemme.
Deres klage har været forelagt social- og sundhedsforvaltningen i Århus kommune, der i redegørelse modtaget i ankeafdelingen den 8. januar 1986 har redegjort for det stillede tilbagebetalingskrav.
Indkomsten til brug ved boligsikringsberegningen var i perioden 1. januar - 1. juni 1983 opgjort til kr. 112.000 (forventet fremtidig indtægt kr. 194.000 med fradrag efter socialindkomstlovens principper kr. 82.000). Husstandsindkomsten med fradrag for 1 barn blev opgjort til kr. 103.000.
Fra 1. juni 1983 er husstandsindkomsten ændret på grund af børnefødsel, således at husstandsindkomsten herefter andrager kr. 94.000 efter fradrag for endnu et barn.
Efterfølgende har socialforvaltningen på grundlag af slutligning for 1983 konstateret, at Deres husstands faktiske indkomst opgjort efter socialindkomstlovens principper fra 1. januar 1983 har udgjort kr. 137.000 og fra 1. juni 1983 kr. 128.000.
Den faktiske indtægt overstiger således beregningsgrundlaget med mere end kr. 10.000, og der ses ikke at være givet oplysninger om indtægtsstigningen. Under henvisning hertil har man fremsat det omhandlede tilbagebetalingskrav på kr. 6.372.
Efter tilbagebetalingskravets fremsættelse har man vurderet, om der kunne foretages en periodevis opdeling af indtægten, men da indkomststigningen ikke er af varig karakter, er betingelserne herfor ikke opfyldt.
Socialforvaltningen har bl.a. fremsendt kopi af opgørelse vedr. Deres indtægter og fradrag for 1983. Denne har i sin helhed været forelagt nævnet ved sagens behandling. Heraf fremgår bl.a., at mens Deres månedsløn på Århus universitet for november 1983 udgjorde kr. 14.761,12, udgjorde den i december 1983 kr. 38.870,05.
I brev af 17. januar 1986 har Boligstyrelsen meddelt sin afgørelse i en klagesag under journal nr. 7-78-86. Sagen omhandler en klager, der i januar 1983 oprettede en etableringskonto og foretog et indskud på kr. 15.000. Imidlertid vedtog folketinget i foråret 1983 en lov om ændring af lov om indskud på etableringskonti, og klagerens hensigt med etableringskontoen kunne derfor ikke realiseres. Indskuddet blev frigivet i løbet af 1984 mod at beløbet + tillæg blev beskattet i indkomståret 1983. Af sagen fremgår, at klageren den 28. december 1983 anmodede om frigivelse af det indestående beløb på etableringskontoen.
Boligstyrelsen fandt, at klagerens oplysningspligt over for boligstøttekontoret først var indtrådt på det tidspunkt, hvor han anmodede amtsskatteinspektoratet om frigivelse af beløbet på etableringskontoen. Boligstyrelsen fandt således ikke, at klageren havde tilsidesat sin oplysningspligt i den periode, hvori han modtog boligsikring (1. januar - 31. august 1983).
Boligstyrelsen fandt, at der ved efterreguleringen af boligstøtten burde bortses fra det beløb, der svarede til indskuddet + tillæg til beskatning i klagerens faktiske indkomst.
Ankeafdelingen har fremsendt anonymiseret kopi af ovenstående afgørelse til social- og sundhedsforvaltningen, som blev anmodet om at oplyse, hvorvidt afgørelsen gav anledning til fornyet vurdering af sagen og i givet fald med hvilket udfald. Specielt ønskedes socialforvaltningens stillingtagen til, hvornår Deres oplysningspligt vedr. feriepenge måtte anses for indtrådt.
Ved brev modtaget i ankeafdelingen den 4. april 1986 har social- og sundhedsforvaltningen henvist til referat af telefonsamtale med Boligstyrelsen og har under henvisning hertil fastholdt tilbagebetalingskravet.
Af referatet fremgår: »I den pågældende sag er der forespurgt om, hvorvidt feriepenge, der udbetales i et indkomstår og beskattes i dette, skal medregnes i året, og da hvordan eller beløbet skal anses for et engangsbeløb, der ikke er varigt og væsentligt.
Der er samtidig gjort rede for den pågældende sag, hvor feriepengene er udbetalt i december måned i forbindelse med, at der den 1. januar 1984 startes på et nyt arbejde.
.....har i den forbindelse udtalt, at i den pågældende sag skal feriepengene medregnes i hele året og kun i det omfang den månedlige indtægt kan give anledning til periodeopdeling skal denne finde sted. I det omfang feriepengene kun vedrører en del af året, skal disse medregnes i den aktuelle periode.«
Socialforvaltningens redegørelse har været forelagt Dem til udtalelse. De er ikke i den anledning fremkommet med yderligere oplysninger til sagen.
Ved brev af 23. maj 1986 har ankeafdelingen anmodet Dem om at oplyse, på hvilket tidspunkt De var klar over, at Deres arbejdsforhold ved Århus universitet ville ophøre pr. 31. december 1983. De blev herunder anmodet om at oplyse, hvorvidt arbejdsforholdet på forhånd måtte være tidsbestemt fra arbejdsforholdets indgåelse, eller såfremt dette ikke var tilfældet, hvornår De opsagde arbejdsforholdet.
Ved brev modtaget i ankeafdelingen den 29. maj 1986 har De oplyst, at De på daværende tidspunkt var ansat som kandidatstipendiat ved Århus universitet. Stipendiattiden har normalt en løbetid på 2-2 1/2 år, d.v.s. at Deres stipendium udløb tidligst under normale omstændigheder sommeren 1984. Grundet opslag af en ny, fast og mere attraktiv stilling på Marselisborg hospital, søgte De denne, og skulle tiltræde den 1. januar 1984. På Århus universitet havde De 1 måneds opsigelsesvarsel, som De lige kunne overholde før den nye tiltrædelse.
Såfremt De var blevet siddende i kandidatstipendiatet til normalt udløb, havde De undgået nogen nævneværdig økonomisk overskridelse af det af Dem skønnede beløb til boligsikringen for indkomståret 1983 i og med, at feriepengene for 1983 skattemæssigt så ville blive pålignet senere.
Deres klage har været behandlet i ankenævnets møde den
Vedr. retsgrundlag henvises til lov om individuel boligstøtte §§ 7, 38, 40 og 41 m.v., som er vedlagt til Deres orientering.
I brev af 14. maj 1986 har Boligstyrelsen vejlende udtalt, at en boligstøttemodtager i en situation som Deres efter Boligstyrelsens opfattelse først kan anses for at have tilsidesat sin oplysningspligt vedr. feriepenge på det tidspunkt, pågældende var klar over, at arbejdsforholdet ville ophøre, idet pågældende fra dette tidspunkt burde have vidst, at optjente feriepenge i 1983 kunne påvirke den faktiske indkomst for 1983.
Der skal efter styrelsens opfattelse alene ske regulering fra det tidspunkt, hvor arbejdsforholdet er blevet opsagt, eller såfremt arbejdsforholdet på forhånd var tidsbestemt, fra arbejdsforholdets indgåelse. A F G Ø R E L S E
Det sociale Ankenævn hjemviser sagen til fornyet behandling i socialforvaltningen.
Nævnet finder, at De først kan anses for at have tilsidesat Deres oplysningspligt vedr. de omhandlede feriepenge på det tidspunkt, De var klar over, at arbejdsforholdet på Århus universitet ville ophøre pr. 31. december 1983. Tilbagebetaling efter boligstøttelovens § 41 med baggrund i de udbetalte feriepenge kan derfor først kræves med virkning fra den næstfølgende 1. i måneden efter, at De blev vidende om arbejdsophøret.
Ankenævnet kan derfor henvise Dem til at rette henvendelse til social- og sundhedsforvaltningen med oplysninger/dokumentation vedr. det tidspunkt, De blev bekendt med arbejdsophøret samt vedr. størrelsen af de udbetalte feriepenge.
Nævnet har ikke vurderet, hvorvidt der på grund af anden indtægtsstigning end udbetaling af feriepenge er grundlag for at rejse krav om tilbagebetaling af boligsikring.
Ankenævnet har samtidig anmodet forvaltningen om underretning om sagens udfald.
Ankenævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Boligministeren kan dog optage en sag til behandling, når det skønnes, at sagen er af principiel betydning. Anmodning herom kan inden 4 uger indgives til Boligstyrelsen, Stormgade 10-12, 1470 København K.
ORIENTERING TIL NÆVNET
Journal nr. 904-88-85 AK/lv
Ved brev modtaget i ankeafdelingen den 16. oktober har N.N. klaget over, at social- og sundhedsforvaltningen i Århus kommune har rejst krav om tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte i 1983, kr. 6.372.
Det sociale Ankenævn hjemviste i sit møde den 25. juni 1986 sagen til fornyet behandling i socialforvaltningen. Nævnet fandt, at klageren først kunne anses for at have tilsidesat sin oplysningspligt vedr. feriepenge på det tidspunkt, han var klar over, at arbejdsforholdet ville ophøre pr. 31. december 1983. Tilbagebetalingen efter boligstøttelovens § 41 med baggrund i de udbetalte feriepenge fandtes derfor først at kunne kræves med virkning fra den næstfølgende 1. i måneden efter, at klageren blev vidende om arbejdsophøret. Nævnet henviste klageren til at rette henvendelse til social- og sundhedsforvaltningen med oplysninger/dokumentation vedr. det tidspunkt, han blev bekendt med arbejdsophøret samt vedr. størrelsen af de udbetalte feriepenge. Nævnet vurderede ikke, hvorvidt der på grund af anden indtægtsstigning end udbetaling af feriepenge var grundlag for at rejse krav om tilbagebetaling af boligsikring.
Ankenævnet anmodede forvaltningen om underretning om sagens udfald.
I brev modtaget i ankeafdelingen den 29. august 1986 har socialforvaltningen meddelt, at det fremsatte boligsikringskrav fra 1983 er nedskrevet i overensstemmelse med ankenævnets retningslinier. Socialforvaltningen kræver nu kun tilbagebetaling vedr. december 1983 med kr. 531.
Den tidligere sagsredegørelse er vedlagt som bilag til nævnets orientering.