Gelex

Mangler ved ejendom, hvor nedrivning overvejes - Påbud

GældendeVersion 1986-07-18
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1986/4037@1986-07-18/da

Indhold
  1. Indledning

»Byggelovsklage vedr. ejendommen matr.nr. Litra Ae m.fl., Langelinievej København

I skrivelse af 30. januar 1986 meddelte Byggestyrelsen, at Havnevæsenets klage af 30. november 1985 over magistratens afgørelse blev sendt til magistraten til udtalelse.

Magistraten har herefter i skrivelse af 10. marts 1986 fastholdt det i skrivelse af 8. november 1985 meddelte påbud i henhold til byggelovens § 14, stk. 1. I magistratens svar anføres det bl.a.:

»Da det omhandlede projekt om etablering af et stort center m.m. på Østmolen blev præsenteret for offentligheden, blev det bl.a. som argument for projektet fremhævet, at de eksisterende pakhuse var så forfaldne, at de ikke stod til at redde.

Da eksisterende bygninger imidlertid altid skal vedligeholdes, så de opfylder byggelovens krav, finder magistraten ikke, at der som særskilt argument for bygningers nedrivning bør kunne fremføres, at disse bygninger - som følge af lang tids vanrøgt - er så forfaldne, at der ikke er andre muligheder end nedrivning.

En almindelig anerkendelse af et sådant synspunkt ville indebære, at grundejere i mange tilfælde bevidst ville undlade at vedligeholde deres ejendomme lovmæssigt i deres bestræbelser på at opnå uretmæssige fordele af forskellig art.

I nærværende sag finder magistraten, at pakhusene stadig kan reddes, såfremt det afgivne påbud efterkommes.

Med hensyn til manglerne skønnes disse at være af en sådan karakter, at de er påtaleværdige efter lovens § 14, stk. 1, 1. punktum. Man har således ikke lagt spørgsmålet om pakhusenes sømmelige stand i forhold til deres beliggenhed til grund for påbuddet.

Med henvisning til ovenstående må magistraten derfor fastholde, at det meddelte påbud har været lovligt, samt at de af havnevæsenet fremførte argumenter ikke kan anfægte påbudets lovlighed.«

Til orientering vedlægges en kopi af magistratens svar.

I klagen til Byggestyrelsen anføres det bl.a., at byggelovens § 14 ikke kan berettige det meddelte påbud.

Det gøres gældende, at de omhandlede pakhuse ligger inden for et afspærret område og er ubeboede. Det oplyses, at det ene af pakhusene midlertidigt anvendes af Københavns kommune i forbindelse med et beskæftigelsesprojekt. Det anføres videre, at pakhusene ligger i en rimelig afstand fra trafikerede arealer.

Det gøres endvidere gældende, at der for tiden er et lokalplanforslag under udarbejdelse med henblik på etablering af et kongres- og hotelcenter mm. på Østmolen, og at lokalplanforslaget forudsætter, at de omhandlede pakhuse nedrives.

I byggestyrelsens skrivelse af 30. januar 1985 tog man forbehold med hensyn til, om klagen kunne tages op til behandling, idet magistratens afgørelser efter byggelovens § 23 kun kan påklages til byggestyrelsen, hvis afgørelsen omfatter spørgsmål om forståelse af byggeloven eller en bestemmelse fastsat i medfør af denne lov. Påklage kan endvidere tillades, hvis afgørelsen efter byggestyrelsens vurdering har almindelig interesse eller videregående betydelige følger for klageren.

I den anledning skal man meddele, at Byggestyrelsen har taget klagen op til behandling efter byggelovens § 23, stk. 1, 1. og 2. pkt.

Da påbudet af 8. november 1985 henviser til byggelovens § 17 og der iøvrigt ikke af magistraten er anført oplysninger om, at de påtalte mangler skulle være fareforvoldende, har Byggestyrelsen lagt til grund, at magistraten ikke finder, der er tale om fareforvoldende mangler ved ejendommen.

Det fremgår af magistratens påbud, at påbudet om udbedring af ialt 33 vedligeholdsmæssige mangler er meddelt i henhold til byggelovens § 14, stk. 1. I magistratens udtalelse af 10. marts 1986 er der nærmere redegjort for, at man skønner, at manglerne er påtaleværdige efter lovens § 14, stk. 1. 1. punktum. Byggestyrelsen finder, at det burde have fremgået af påbudet, om dette er meddelt i henhold til § 14, stk. 1, 1. punktum eller 2. punktum.

Det er endvidere Byggestyrelsens opfattelse, at påbud efter byggeloven, der pålægger en forpligtelse, skal have et så bestemt og præcist indhold, at det umiddelbart er klart for modtageren, hvilke arbejder, der kræves udført. Det er således efter Byggestyrelsens opfattelse ikke tilstrækkeligt at angive »»ødelagte vinduer«.

Byggestyrelsen finder, at påbudet for så vidt angår flere af de anførte 33 forhold har en så ubestemt og upræcis karakter, at der kan opstå tvivl om, hvorledes påbudet skal efterkommes.

Byggestyrelsen har ved bedømmelsen af, om byggelovens § 14, stk. 1, 1. punktum kan anvendes i nærværende sag fundet, at der bør lægges betydelig vægt på de specielle forhold vedrørende pakhusenes placering og benyttelse. Der er tale om en bebyggelse, som i længere tid har været afspærret, således at offentligheden ikke har adgang til pakhusene. Pakhusene har stået ubenyttet i en længere årrække, bortset fra at en del af et af pakhusene midlertidigt anvendes af Københavns kommune i forbindelse med et beskæftigelsesprojekt: en anvendelse, som efter det oplyste ikke har givet kommunen anledning til betænkeligheder.

Byggestyrelsen finder også at måtte lægge vægt på, at pakhusenes fremtidige anvendelse er uafklaret. Efter det oplyste, overvejer kommunen for tiden udarbejdelse af et lokalplanforslag, der indebærer en nedrivning af pakhusene med henblik på etablering af et kongres- og hotelcenter m.m. på arealet

Efter en samlet vurdering finder Byggestyrelsen, at en opfyldelse af det særdeles omfattende og på en række punkter meget upræcise påbud på et tidspunkt, hvor nedrivning overvejes, vil have betydelige økonomiske følger for klageren og Byggestyrelsen har på denne baggrund besluttet at pålægge magistraten at ophæve påbudet af 8. november 1985.'

Byggestyrelsen pålægger under henvisning til ovennævnte magistraten at ophæve påbudet af 8. november 1985.

Der henvises til j.nr. FH 1071.

Pdv

Ella Blousgaard

Versioner

  1. 1986-07-18