Udlånsvirksomhed - anden virksomhed end forsikringsvirksomhed
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1986/51324@1986-08-21/da
Indhold
Et livsforsikringsselskab underrettede forsikringstilsynet om udvidelse af lånemuligheder for forsikrede i selskabet. Forsikringstagerne kunne opnå forbedrede lån til bolig, herunder ejerskiftelån til helårsboliger, lån til køb af ny personbil og lån uden formålsangivelse. Lånene kunne ydes til personer, der i 1 henholdsvis 2 år havde været forsikringstager i selskabet, og som i øvrigt opfyldte visse betingelser.
Forsikringstilsynet vurderede denne aktivitet i relation til LFV §§ 6 og 135.
Ydelse af lån i fast ejendom har været praktiseret i mange år af forsikringsselskaber og pensionskasser. Disse lån skulle anbringes i overensstemmelse med LFV § 135 og gav således ingen problemer, hverken i relation til LFV § 135 eller LFV § 6, idet lån i fast ejendom er lovlig anbringelse af bundne midler.
Derimod nødvendiggjorde selskabets udlån til biler og til lån uden formålsangivelse en vurdering af, hvorvidt denne udlånsvirksomhed var i strid med LFV § 6, stk. 1, hvorefter et forsikringsselskab ikke må drive anden virksomhed end forsikringsvirksomhed og forsikringsagentur og dermed direkte forbundne forretninger.
Forsikringsrådet fandt, at selskabets lån uden formålsangivelse ikke bevirkede, at selskabet hermed drev anden virksomhed end forsikringsvirksomhed, disse udlån kunne ydes til dem, der var forsikrede under ordninger, der er oprettet med deres arbejdsgivere, og kunne sidestilles med de i LFV § 135, stk. 1, nr. 6, hjemlede policelån.
Derimod fandt Forsikringsrådet, at billån var i strid med LFV § 6. Bilfinansieringsvirksomhed er en virksomhed, der traditionelt drives af pengeinstitutter og andre finansielle virksomheder, men ikke af forsikringsselskaber. Der var derfor tale om anden virksomhed, som tilsynet pålagde selskabet straks at standse.