Vilkår for dispensation fra adgangsbestemmelse-tinglysning
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1986/51376@1986-03-21/da
Indhold
I brev af 26. februar har De klaget over, at A amtsråd har gjort samtykke til udstykning af landbrugsejendommen matr.nr. b, betinget af, at der tinglyses deklaration om, at bygningsparcellen fremtidig alene må benyttes til enfamiliebeboelse.
Det er fremhævet, at klagen ikke retter sig imod begrænsningen af den fremtidige anvendelse, men mod kravet om, at der skal tinglyses deklaration herom. Det er gjort gældende, at denne begrænsning allerede er sikret i zoneloven, og at en servitut herom derfor er overflødig.
Vejdirektoratet har henvist til, at betingelser, der er knyttet til tilladelser eller godkendelser i henhold til vejloven, efter § 112, stk. 2, skal tinglyses på ejendommen på ejerens bekostning. Amtsrådets brev om godkendelsen indeholdt oplysning herom. Vejdirektoratet har også gjort gældende, at tinglysningen bl.a. vil sikre, at en fremtidig ejer gennem eftersyn af tingbogen bliver oplyst om indskrænkninger i ejendommens anvendelsesmuligheder. En sådan oplysning vil efter vejdirektoratets opfattelse i dette tilfælde være naturlig, idet en køber ikke uden videre kan antages at have kendskab til zonelovgivningens regler om ejendommens anvendelse.
Både vejdirektoratet og ministeriet har overvejet, om tinglysning kan siges at være overflødig, når der er fastsat adgangsbestemmelser, der er tinglyst på ejendommen, og det i adgangsfortegnelsen er registreret, at ejendommen alene må benyttes til enfamiliebeboelse.
Ministeriet har imidlertid gennem klagesager om lovliggørelse af virksomheder, der er indrettet i nedlagte landbrugsejendomme i strid med gældende bestemmelser, erfaret, at manglende oplysning om en ejendoms anvendelsesmuligheder kan skabe vanskeligheder både for ejerne og for vejbestyrelserne. Der har derfor i praksis vist sig at være behov for, at købere af sådanne ejendomme umiddelbart ved eftersyn af tingbogen kan gøre sig bekendt med, hvad den ejendom, de står i begreb med at købe, må benyttes til.
Samtidig har vi lagt vægt på, at vejmyndighederne i disse tilfælde sørger for at formulere deklarationen og indsende den til tinglysning, og at omkostningerne ved ordningen derfor er begrænsede for grundejerne. På denne baggrund finder ministeriet ikke grundlag for at kritisere vejbestyrelsens praksis på dette område.