Gelex

Ekspropriation til offentlig vej, der anlægges af privat.

GældendeVersion 1988-10-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1988/17875@1988-10-21/da

Indhold
  1. Indledning

I et brev af 28. september 1988 har De klaget over, at A Kommunalbestyrelse har vedtaget at ekspropriere areal til vejudvidelse i Industrikvarter.

Indsigelsen retter sig i første række imod ekspropriationens lovlighed, idet den synes gennemført udelukkende for at varetage N.N.'s interesse. De anfører, at N.N. udfører vejanlægget på kommunens vegne og refunderer kommunens udgifter ved vejanlægget.

Herudover har De bl.a. anført, at restgrundenes værdi forringes, at der mistes parkeringsfaciliteter, at byggemulighederne bliver forringet og at trafikken til og fra N.N. udvides betydeligt.

A Kommunes vej- og parkafdeling har kommenteret Deres klage i en udtalelse af 14. oktober 1988.

Der er heri anført en række begrundelser for nødvendigheden af og ønsket om at gennemføre det omhandlede vejanlæg.

Ministeriet finder ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at den pågældende vejudvidelse bør gennemføres. Denne beslutning har hjemmel i vejlovens §10.

Det er ikke i strid med vejlovgivningen at lade et privat selskab gennemføre projektet.

Derimod nærer ministeriet afgørende betænkelighed ved kommunens beslutning om at lade et privat selskab refundere kommunen de omkostninger, der er forbundet med erhvervelse af areal til anlægget, jf. også forudsætningerne i vejbidragsloven (lovgekendtgørelse nr. 369 af 6. august 1985), §4, stk. 2, hvorefter sådanne udgifter ikke kan medtages ved beregning af vejbidrag til anlæg af offentlige veje. Ministeriet har derfor i dag pålagt A Kommune at afholde disse udgifter.

Ministeriet har ikke hjemmel til at tage stilling til de rejste spørgsmål om værdiforringelse m.m., idet dette spørgsmål i mangel af enighed mellem parterne, af vejbestyrelsen skal indbringes for Taksationskommissionen for Københavns Amtsrådskreds, 1. område.

Versioner

  1. 1988-10-21