Gelex

Forældelse af adgangstilladelse

GældendeVersion 1989-11-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1989/17876@1989-11-21/da

Indhold
  1. Indledning

I brev af 24. september 1989 har De klaget over, at A Amtskommune i sin afgørelse af 18. september 1989 om adgangsforholdene for ejendommen matr.nr. 7 l, E by, har set bort fra et tilsagn fra amtet af 12. februar 1962, hvorefter ejendommen har adgang for et parcelhus ad den fælles overkørsel for de to ejendomme matr. nr. 7 k og matr. nr. 7 l. A Amtskommune har i stedet erklæret, at matr. nr. 7 l alene har adgangsret for en markparcel.

Det fremgår af sagen, at den tidligere ejendom matr. nr. 7 a i 1947 blev udstykket i 2 parceller, nemlig matr. nr. 7 k og matr. nr. 7 l, at matr. nr. 7 k er bebygget med et parcelhus, og at matr. nr. 7 l siden udstykningen er forblevet ubebygget.

Ministeriet betragter brevet af 12. februar 1962 fra amtsvejinspektøren i det daværende amt som en bekræftelse af, at den fælles overkørsel for matr. nr. 7 k og matr. nr. 7 l er tilladt adgang til landevejen for et parcelhus på hver af de to parceller.

A Amtskommune har i sin udtalelse i anledning af klagen oplyst, at der ikke er blevet opført hus på matr. nr. 7 l, og at det som følge af loven om by- og landzoner fra ca. 1970 har været umuligt at opføre en bolig på ejendommen. Da tilladelsen til at opføre parcelhus på ejendommen har været uudnyttet siden udstykningen i 1947, anser amtskommunen tilladelsen for at være bortfaldet ved forældelse, selv om en egentlig forældelsesfrist ikke er fastsat i vejloven.

Amtskommunen har i øvrigt henvist til, at det i en redegørelse af 7. maj 1976 til ejendommens daværende ejer, om muligheden for bebyggelse af ejendommen er oplyst, dels at zoneloven forhindrer bebyggelse, dels at ejendommene matr. nr. 7 k og matr. nr. 7 l er registrerede med en fælles overkørsel på matr. nr. 7 k for et parcelhus på denne ejendom og en markparcel på matr. nr. 7 l.

Ejeren blev opfordret til at gøre indsigelse, hvis han anså denne registrering for at være forkert. Det blev tilføjet, at der dog ikke efter zoneloven kan opnås tilladelse til bebyggelse.

I dansk domstolspraksis (Højesteretsdomme) er det gentagne gange statueret, at en forvaltningsmyndigheds tilladelse bortfalder ved ikke at blive udnyttet i meget lang tid. Det gælder i særlig grad, når en senere lovgivning ændrer retstilstanden, men også selv om der ikke er indtruffet sådanne ændringer i lovgivningen.

Ministeriet har derfor ikke grund til at kritisere, at A Amtskommune betragter den givne tilladelse til vejadgang for et parcelhus på matr. nr. 7 l som bortfaldet ved ikke at være udnyttet så længe, som tilfældet er i denne sag. Der er imidlertid tale om et retsspørgsmål, som endeligt henhører under domstolene.

Versioner

  1. 1989-11-21