Skattepligt - forudbetalinger. (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1989/18012@1989-01-13/da
Indhold
A A/S klagede for skatteårene 1981/82 - 1985/86, begge inkl., over, at de stedlige skattemyndigheder i henhold til ligningslovens § 27 A havde anset modtagne forudbetalinger i forbindelse med licensaftaler for skattepligtige ved modtagelsen, og over, at erlagte forudbetalinger i henhold til lov om særlig indkomstskat § 15, stk. 2, var anset for afskrivningsberettigede over 10 år.
Det fremgik af sagen, at selskabet, der drev virksomhed inden for medicinalbranchen, havde aftaler med udenlandske firmaer om produktion og/eller salg af selskabets patenterede produkter, ligesom selskabet havde aftaler om produktion og/eller salg af udenlandske firmaers patenterede produkter.
Disse aftaler hvilede på meget omfattende licenskontrakter (»License Agreement«) bygget over samme grundmodel.
Grundideen i kontrakterne var, at patenthaveren indrømmede licensmodtageren ret og pligt til at udnytte et produkt eller en fremstillingsmetode, så længe patentet løb, og at licensmodtageren til gengæld til patenthaveren betalte visse procenter af salget (»royalties«) af de omhandlede produkter.
Licenskontrakterne indeholdt en aftale om, at licensmodtageren skulle erlægge en forudbetaling (»advance against royalties«) til patenthaveren, hvilken forudbetaling blev afskrevet, efterhånden som licenserne indgik. Denne forudbetaling kunne ifølge kontrakten ikke kræves tilbagebetalt.
I øvrigt indeholdt licenskontrakten bestemmelser om patenthaverens pligt til at videreudvikle patentproduktet til fælles udnyttelse uden særskilt betaling, ligesom patenthaver og licensmodtager skulle samarbejde om produktets udvikling og om kontrol med produktet.
Ved opgørelsen af de selvangivne indkomster havde selskabet anset de i licenskontrakten omhandlede forudbetalinger for ikke skattepligtige sikkerhedsstillelser og havde herefter indtægts-/udgiftsført licenserne, når de afregnedes.
De stedlige skattemyndigheder havde ved de påklagede ansættelser anset de omhandlede licenskontrakter som køb/salg af licensrettigheder, således at de aftalte forudbetalinger var henholdsvis almindelig indkomstbeskattet efter ligningslovens § 27 A og afskrevet efter lov om særlig indkomstskat § 15, stk. 2.
Selskabets advokat gjorde gældende, at licenskontrakterne ikke vedrørte salg/køb af patenter, men omfattede et samarbejde mellem patenthaver og licensmodtager, et samarbejde, der kunne strække sig over flere år, hvor der af patenthaveren ydedes bistand til licenstageren. Advokaten fandt derfor, at licenserne måtte indtægtsføres/fratrækkes, når de blev afregnet fra licensmodtageren.
For så vidt angik den i licenskontrakten stipulerede forudbetaling, gjorde advokaten gældende, at denne forudbetaling alene, var en sikkerhedsstillelse for licensmodtagerens seriøse interesse i at fremme produktionen/salget af det pågældende produkt.
Når der efter kontrakten skulle ydes en forudbetaling, skyldtes det tidligere dårlige erfaringer, hvor en licensmodtager intet havde foretaget sig for at sælge produktet. Dette havde medført tabt omsætning for selskabet i det pågældende land. Da man endvidere ikke ville risikere kostbare retssager, var der optaget en bestemmelse om, at forudbetalingen ikke kunne kræves tilbagebetalt. Advokaten anførte i denne forbindelse, at dette ikke var væsentligt for en seriøs licensmodtager, da forudbetalingen i forhold til de forventede licenser (»royalties«) var af ret beskeden størrelse. I øvrigt ville selskabet af hensyn til videre samarbejde med licensmodtagere - uanset kontraktsbestemmelsen - tilbagebetale forudbetalinger, hvis licensmodtagerne var uden skyld i, at produktet ikke kunne afsættes. Selskabet havde således tidligere tilbagebetalt en forudbetaling.
Efter de foreliggende oplysninger fandt Landsskatteretten, at såvel de modtagne som de ydede licenser (»royalties«) var omfattet af statsskattelovens regler, idet der ikke var tale om salg eller køb af patenter. Da de forudbetalte licenser efter kontrakten var endeligt erhvervet, fandt retten, at de skulle henholdsvis indtægts- og udgiftsføres i de år, hvor de var erlagt.
De påklagede ansættelser blev ændret i overensstemmelse hermed.
LV 1987, C 3.1. og 2.