Gelex

Bådudlejning - erhverv - hobby (* 1)

GældendeVersion 1989-08-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1989/18610@1989-08-21/da

Indhold
  1. Indledning

Regnskabschef A klagede for indkomståret 1986 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt hans fradrag på 104.776 kr. for underskud ved bådudlejning og på 14.403 kr. for kurstab ved optagelse af lån i fremmed valuta.

Det var oplyst, at klageren, der var lønmodtager, i 1986 havde købt en sejlbåd for 426.230 kr. Købet var finansieret ved optagelse af et udlandslån i DM, hvorved han havde lidt det nævnte kurstab på 14.403 kr. I forbindelse med købet havde klageren indgået en udlejningskontrakt med et udlejningsfirma om udlejning af båden. Ifølge denne kontrakt havde klageren givet firmaet fuldstændig rådighedsret over båden, således at han selv i intet tilfælde måtte benytte den privat. Båden havde i 1986 været udlejet i 6-7 uger, og udlejningsfirmaet havde i henhold til kontrakten fået 25% af lejeindtægten. For 1986 havde bådens drift givet det ved ansættelsen tillagte underskud.

De stedlige skattemyndigheder havde begrundet forhøjelserne med, at bådudlejningen ikke kunne anses for at være en erhvervsmæssigt drevet virksomhed, idet klageren ikke ved udlejningen havde haft nogen udsigt til at opnå indtægter, der stod i et rimeligt forhold til størrelsen af den investerede kapital. Endvidere havde de stedlige skattemyndigheder lagt vægt på, at anskaffelsen af båden var finansieret gennem låneoptagelse, og i øvrigt fundet, at klageren med sine øvrige erhvervsmæssige aktiviteter ikke havde haft nogen naturlig tilskyndelse til at begynde erhvervsmæssig virksomhed som bådudlejer. Endelig var der henvist til, at der kun var tale om en enkelt båd.

Klageren påstod ansættelsen nedsat med de nævnte forhøjelser under henvisning til, at den omhandlede virksomhed var erhvervsmæssigt drevet. Til støtte herfor henviste hans advokat til, at båden var anskaffet med erhvervsmæssigt forsvarlig drift for øje, idet klageren før investeringens foretagelse havde udsigt til at opnå indtægter, der ville stå i rimeligt forhold til størrelsen af den investerede kapital. I denne forbindelse oplyste advokaten, at klageren, inden han havde købt båden, havde foretaget forskellige undersøgelser af bådudlejningsmarkedet, og at han havde entreret med det pågældende selskab, fordi han havde anset dette for at være det mest seriøse. I øvrigt var investeringen sket i samråd med klagerens pengeinstitut. Endelig henviste advokaten til, at de stedlige skattemyndigheder for det efterfølgende indkomstår havde godkendt klagerens bådudlejning som erhvervsmæssig og anerkendt fradrag for underskud.

Under hensyn hertil og til, at klageren havde fraskrevet sig rådighedsretten over båden, og at der havde været lejeindtægter af et ikke uvæsentligt omfang, således at udlejningen havde givet overskud, når der blev bortset fra afskrivning og forrentning, fandt Landsskatteretten, at den omhandlede virksomhed havde været drevet erhvervsmæssigt. Da klageren således var berettiget til fradrag for underskud af virksomheden og for kurstabet ved optagelse af finansieringslånet, blev den påklagede ansættelse nedsat med 104.776 kr. + 14.402 kr. i alt 119.179 kr.

LV 1988, C 1.1.

Versioner

  1. 1989-08-21